Månedsarkiv: maj 2014

Dag 20: Lake Tahoe

Vi startede dagen med at lede efter morgenmad. GPS’en afslørede at der var et vaffel-sted i nærheden, så det smuttede vi ned på. Det viste sig at være et godt valg. Vi fik hver vores dejlige, kæmpe vaffel i en hyggelig diner, med god stemning.

Vi havde nu ca. 1½ times kørsel til Lake Tahoe. Det var primært gennem nåleskov op af en bjergkæde, søen ligger nemlig næsten 2 km over vandets overflade. På vejen var der køkørsel i den modsatte retning, ud af Lake Tahoe, fordi det havde været helligdagsweekend. Vi snakker omkring 20 km kø, der kørte 10-15 km i timen… Vi var glade for, at vi ikke besøgte stedet i går.

Vel fremme ved søen, ikke at vi kunne se den endnu, var der et område med butikker og overnatningssteder. Her spottede vi Subway, hvor vi, belærte af i går, skyndte os at købe dagens frokost i form af sandwich vi kunne have med.

Herefter skulle vi finde ned til søen, faktisk ikke så let som det lyder. En stor del af dens bredder er åbenbart private, så vi endte med at køre ned ved en bådudlejning/badehotel, hvor vi tænkte at leje en kano. Det viste sig dog, at de ikke havde nogen kanoer. Valget stod mellem vandcykler (der kun måtte bevæge sig i et område på 20×150 m), havkajakker eller en rigtig båd (som så kostede ca. 1000 kr. for en time eller 2500 for 4 timers leje). Vi tænkte derfor at gå efter havkajakkerne, men da de advarede os om, at man godt kunne blive ret våd, gik vi væk fra ideen igen.

Vi besluttede derfor i stedet bare at lægge os på stranden nogle timer og nyde det gode vejr (ca. 25 grader og sol). Vandet var koldt (en stor del af vandforsyningen til søen kommer fra smeltesne), men alligevel var der en del børn, som entusiastisk plaskede rundt. Vi nød at slappe af og ligge og læse lidt.

Da vi havde fået nok sol og strand kørte vi videre mod dagens overnatningssted, som lå 2½ times kørsel mod sydvest. Vi skulle over et par bjerge mere, med sne på, før vi kom frem til Bridgeport, der ligger i et dalområde i Sierre Nevada bjergene. Der kom godt nok et par højdemeter på, op og ned gik det, mellem 8000 fod og 3000 fod, flere gange.

Vel ankommet til overnatningsstedet fandt vi ud af, at vi faktisk var meget tæt på den berømte spøgelsesby fra guldgraver tiden, Bodie, men desværre også at den lukkede kl 18 (den har status af ”State park”), så vi kunne ikke nå forbi.

Vi måtte tage til takke med et par cupcakes, købt på vej ud af San Francisco, i haven hvor vi boede, ned til en lille å. Det var nu også ret fint. Aftensmaden blev spist på stedet, da det havde egen restaurant. Stemningen var bjælkehytte med mange ”sjove” skilte og effekter hængende på væggen. I restauranten var det familien der serverede. Det vil sige højgravid mor med tvillinger i maven, datter på omkring 15 og to knægte på 10. Kvaliteten var også derefter, vi måtte vente på at få mere vand, vi fik en forkert pizza og et godt stykke ventetid. Men så sparede vi da de drikkepenge.

Dag 19: San Francisco

I dag var planen at tage til Golden Gate Park, som er en ca. 5 km lang og små 1 km bred park i den vestlige del af San Francisco. Den skulle være ret flot, med mange forskellige områder. Vi startede dog med at smutte ned på et sted i nærheden, der skulle være et af de bedste steder at spise morgenmad i SF.

Vi fik lov at vælge bord og fandt ud af hvad vi ville have. Så manglede vi bare en tjener. Hun kom da også og serverede den scone med syltetøj til, som alle fik, mens de ventede på deres bestilling. Den smagte godt. Jeg bestilte pandekager med jordbær på og Christian var eventyrlysten og bestilte noget, vi oversætter til fuldkornspandekage med æble i.

Efter lidt tid fik Christian sine pandekager, som smagte i retning af rugbrød og var lidt kedelige, men sådan kan det jo gå, når man prøver noget nyt. Da han var ca. halvvejs igennem, var jeg heldig nok til også at få serveret min portion, de måtte dog sendes tilbage, da de var halvrå. Da Christian var færdig fik jeg så en ny portion, som havde fået lidt mere, men stadig var på den rå side. Imponerede var vi ikke rigtig.

Vi havde besluttet at køre hen til Golden Gate Park, da der alligevel var en times gåtur. Da vi så bakkerne på vejen, blev vi glade for det valg. Jeg er altså glad for, at jeg ikke skal bevæge mig rundt i den by til daglig. Vi fandt gratis parkering (yay!) ved det nordøstlige hjørne og begyndte vores vandring gennem parken.

Til vores overraskelse fandt vi ud af, at flere veje løb på langs i parken, så der var meget asfalt i forhold til park. Heldigvis var den ene vej lukket for biler i weekenden (det var søndag), så vi bevægede os i den retning. Undervejs kom vi forbi et sted hvor de underviste i swing dans, i tre timer, hver søndag, gratis. Det var tydeligt at, mange ikke havde været der før og så var der ca. en tredjedel, som gav den gas i den ene ende. Det var sjovt at se.

Vi kom også forbi en sø, med en ø (bakketop) i midten, hvor folk sejlede rundt i robåde og på vandcykler. Vi ville have spist der, men der var mindst en halv times ventetid, så vi besluttede i stedet at tage den gratis shuttlebus, der kørte i weekenden, ned i den anden ende af parken, hvor der også lå et spisested. Vi slap med at vente 20 min, selvom der stod, at den kørte hver 15. min og blev langsomt fragtet gennem parken.

IMG_7874

Vel nede i den anden ende kom vi ind på et spiseområde, hvor det væltede rundt med mennesker. Støjniveauet var højt og det hele virkede lettere kaotisk. Her var der også ventetid på mad og vi var efterhånden godt sultne. Vi burde nok have sat os og ventet, men i al den larm havde vi ikke lyst til at blive, så vi besluttede at tage shuttlebussen tilbage til den anden ende af parken, hvor vores bil holdt og så finde mad der.

Det virkede som en god plan, hvis altså shuttlebussen ville dukke op. Efter godt 30 min gav vi op og begyndte at gå i stedet. Der viste sig til gengæld at være klogt. Så fik vi en is på vejen og shuttlebussen passerede os først 5 min før vi var i den anden ende af parken (dvs. ca. en time senere). Så kom der til gengæld 2 med 3 minutters mellemrum. Jeg ved ikke hvad de shuttlebusser har lavet, men det er i hvert fald ikke særlig smart at skrive at de kommer hver 15. min, når der kan gå over en time.

Vel henne til bilen besluttede vi at når klokken alligevel var blevet 15.30, så kunne vi lige så godt lave frokosten om til en tidlig aftensmad, som vi ville finde på den anden side af Golden Gate Bridge, som vi havde besluttet at køre over ud af byen. Som sagt så gjort. Vi tog dog lige en lille detour, da man efter broen kunne køre op af en lille bjergvej og få de flotteste billeder med broen i forgrunden og San Francisco i baggrunden.

Men kl 17 fik vi da frokost/aftensmad, på den første, den bedste McDonalds. Herefter gik det nordøst på, hvor vi skulle bo i Placerville, ca. 2 timers kørsel fra San Francisco og med godt 1 times kørsel til Lake Tahoe. Da vi nåede frem blev vi mødt at et hyggeligt indisk par, som ejede motellet. De undrede sig, for på vores booking stod der ”Vil gerne have stille værelse” – på dansk. Det var en boks, man kunne sætte hak i på booking.com, men vi havde da regnet med, at de ville oversætte den, når den blev sendt til hotellet. Da vi oversatte for dem, opgradere de os straks til et kingsize værelse, hvor der ikke var nogen i værelserne på hver side. Det må man da sige er service.

Dag 17: Santa Cruz og Big Basin State Park

Vi stod op i Monterey til sol og dejligt vejr. Efter morgenmad på motellet satte vi kursen mod Santa Cruz, ca. en times kørsel nordpå. Her fandt vi deres forlystelsespark, som ligger i strandkanten. Vi ankom lige som den åbnede og da det var fredag var der en del skoleklasser. Det var omkring 15 grader, men dog solskin og alle var klædt i lårkorte shorts og t-shirt. Det så lidt koldt ud.

Efter at have gået en tur i forlystelsesparken fandt vi en cafe hvor vi delte en pizza til frokost. Herefter var det videre til Big Basin State Park hvor vi skulle se Redwood træer. Det er dem, som bliver over 100m høje. Vi ankom og fik betalt for parkering og udleveret kort over vandreruter. Vi nøjes dog med en lille kort en på 1 km, da vi gerne ville nå frem til det sted vi skulle sove før aftensmad.

Det var rigtig flot. Man gik i en dejlig grøn skov og ud over de ”normale” træer var der også bare nogle, som man slet ikke kunne se toppen på. Det største i parken hed Mother of the Forest og var godt 100 meter højt (de bliver endnu højere længere nordpå). Det ældste træ hed Father of the Forest og var over 2000 år.

IMG_7746

Vi tøffede tilbage til bilen og satte kursen mod Redwood city som ligger ca. 30 min kørsel syd for San Francisco. Det nærmeste sted, vi kunne få en overnatning til en ordentlig pris. Vi nåede frem sidst på eftermiddagen og benyttede lejligheden til at slappe lidt af, før vi smuttede ned på den lokale Thai restaurant, som fik ros på tripadvisor, og fik noget dejlig aftensmad.

McDonalds: 4

Dag 18: San Francisco

Vi startede dagen med morgenmad på McDonalds og herefter gik det videre mod San Francisco. Vi nåede frem til hotellet kl 10, hvor de beklagede, de ikke havde et værelse klar. Det gjorde nu ikke noget, vi ville bare gerne have et sted at parkere. Så vi satte bilen og begyndte at gå ned mod Fishermans Wharf.

IMG_7831IMG_7832

Ovenstående billeder er taget med ca. 1 minuts mellemrum. Heldigvis oplevede vi byen som på billede nr. to.

Planen var at gå fra hotellet via Lombard street, som har en sektion ned af bakke, hvor der er slalom, til Fishermans Warf og herefter gennem Chinatown og eventuelt andre kvarterer hjem. Vi overvejede først enten at leje cykler eller bruge tourbusser (ligesom der findes i andre storbyer, med 20 forskellige stop hvor man kan hoppe af og på) men da begge dele kostede omkring 50 dollars pr. næse, blev vi enige om at fødderne var fine nok.

IMG_7850

Som vi forlod bilen var vi i tvivl om vores påklædning. Klokken var lidt over 10, det var 20 grader og solen skinnede. Hvor meget/lidt skulle man have på? Det viste sig, at vi burde have haft noget vindtæt med. Det blæste nemlig en del og vinden var kold. Det er åbenbart normalt i San Francisco. Så på trods af de godt 20 grader det blev i løbet af dagen, var det en lettere kold fornøjelse (vi havde bare t-shirt og bluse og jeg havde lange shorts, mens Christian havde lange bukser på).

På vej mod Fishermans Warf kunne vi dog godt holde varmen. Det gik nemlig opad. Et sted måtte man kun parkere vinkelret på gaden, så stejl var den. Herefter gik det selvfølgelig ned ad igen. Vi fandt frokost et sted blandt alle de andre turister hvor maden var ok, men halvdyr. Vi gik en tur langs Fishermans Warf og Pier 39 som er meget berømte, vi kunne dog ikke helt forstå hvorfor. Det var bare en masse turister ved en masse madsteder og typiske turistbutikker. Det eneste specielle var søløverne som holdt til i havnen, men dem havde vi set massere af de sidste par dage.

IMG_7834

Så vi gik mod Chinatown, men halvvejs dertil stødte vi på en park, eller egentlig bare en grøn firkant, hvor der var nogle træer og en græsplæne. Her lå en masse og hyggede sig, nogle enkelte spille bold og hunde rendte rundt og legede. Så her slog vi os ned et par timer. Når man lå ned, mærkede man ikke vinden så meget, så vi fik varmen igen.

Det begyndte at nærme sig aftensmadstid, så vi satte igen kursen mod Chinatown. Det første vi lagde mærke til, var at det var meget forskelligt fra Chinatown i Las Vegas. Denne version var mere slidt og mindre prangende. Det virkede dog egentlig mere troværdigt. For ikke at ryge i fælden med turistpriser og dertilhørende kvalitet igen, blev vi enige om at finde en restaurant som ikke lå i området, men på vejen hjem.

Vi endte med at gå et godt stykke (op og ned, op og ned…) og vi kom forbi en Swensen Is, der skiltede med hjemmelavet is. Vi småfrøs dog og burde få aftensmad, ikke dessert, så vi gik forbi. Et stykke videre fandt vi så endelig en restaurant, asiatisk, som lavede udmærket mad. Min var dog lidt stærk, men det stod der også på menukortet.

Kort før vi nåede hotellet faldt vi over et skilt til ”Kara’s cupcakes” så der måtte vi lige ned og købe dessert, mums. Hjemme på værelset var der ordentligt internet, så der blev bestilt værelser til de efterfølgende fire nætter, hvor vi skal forbi Lake Tahoe, før vi når til Yosemite, hvor vi bliver et par dage. Der blev også indhentet lidt blogskrivning mens Christian hyggede sig med en kop kaffe.

McDonalds: 3

Dag 16: Monterey

På køreturen til Monterey var vi blevet inspireret af vores rejsebog til også at besøge Redwood State Park, hvor der er mulighed for at se redwood træer. Det er verdens højeste træsort, så dem ville vi gerne opleve. Der er en hel nationalpark tilegnet dem længere nordpå, men det er for lang en omvej. Så state parken var oplagt med sin halve times ekstra kørsel. Vi valgte derfor som noget af det første i Monterey at forlænge vores ophold med en dag.

Dagen startede med en hvaltur. Vi steg ombord på båden kl. 9 og så varede det ca. 4 timer. Der var rimelig godt gang i bølgerne, og der var da også to passagerer, som afleverede morgenmaden over rælingen. Men Lise havde været så forudseende at foreslå, at vi begge tog søsygetabletter om morgenen. Så ingen af os blev dårlige. Turen gik i alt sin enkelthed ud på, at sejle ud til hvalerne, se på dem og sejle hjem igen. Og de fandt pukkelhvaler forbløffende nemt. De havde også håbet på spækhuggere og delfiner – som de havde set en del af de sidste dage – men så heldige var vi desværre ikke. Til gengæld var der ganske mange pukkelhvaler, så det var nemt at se sprøjt fra dem. Vi fangede også en del halefinner og heldigvis også en legesyg kalv, som lige skulle hoppe en gang op af vandet. En mor og kalv skulle også lige undersøge båden på 3 meters afstand, hvorefter vi blev godkendt som ufarlige.

IMG_7609

En anden pudsig ting, var de mange søløver. Nu havde vi jo set dem på stranden langs Highway One, men der var også masser i havnen. De lå på sten, på de nedre dele af molerne og de svømmede rundt i havnebassinet. Og så gøede de. Lidt uvant baggrundslyd for os i en havn.

IMG_7571

Efter hvalturen gik vi en tur i akvariet. Det er ret kendt som værende stort og imponerende. Det var nu ikke vores oplevelse. Den Blå Planet virker faktisk større og med flere fisk. Montereys akvarium fylder måske nok mere, men der er mange restauranter, souvenirbutikker og legeplads til børn. Sidstnævnte var absolut et hit, men havde ikke så meget med os at gøre. Men når det er sagt, var der helt klart nogle flotte tanke og akvarier imellem. Især deres stimefisk var interessante. Det er altså lidt fascinerende at se, hvordan sådan en stime bevæger sig og ændrer form. Der var også nogle helt sølvfarvede fisk, som næsten lignede de blink man kan købe i fiskeributikkerne, samt gopler i alverdens farver og størrelser.

På vej ud fra akvariet opdagede vi, at der var gratis wifi, så vi undersøgte lige, om vi kunne finde en donut- eller cupcake butik til ”eftermiddagskaffen”. Og der var begge dele. Vi havde parkeret en god halv times gang fra akvariet og begge butikker var sådan nogenlunde på vejen. Vi fandt også byens bedste pizzeria til aftensmad, vi kunne tage forbi uden den store omvej. Så af sted til cupcake butikken. Som var lukket. Ok, af sted til donut butikken. Som var lukket. Suk. Af sted til pizzeriaet. Som ikke fandtes. Så efter små halvanden times gang gik vi bare tilbage til bilen og besluttede os for at tage pizzeriaet i centeret ved motellet i stedet.

Det viste sig at være en rigtig god idé. Centeret var nemlig pænt, havde en cupcake butik og så lå det pizzeria, vi havde ledt efter, her. Så efter at have givet op, lykkedes det meste til sidst. Så blev det en hel god hjemtur alligevel.

Vel hjemme tænkte vi, at vi lige ville bruge 20 min på at finde overnatning i San Francisco. De sidste dage har det nemlig vist, at det godt kan betale sig at booke via booking.com. For det første er det ofte en smule billigere og for det andet skal man ikke bruge energi på at finde et sted om aftenen, hvor vi typisk er trætte efter en køretur. Ulempen er selvfølgelig, at vi så er tvunget til at køre til netop det sted og dermed ikke bare kan stoppe, når det passer os.

Men altså: overnatning i San Francisco. Det tog ikke 20 min. Det tog 3 timer og endte med en overnatning uden for byen og en i byen (i stedet for 2 i byen) og det blev 100$ dyrere end forventet. Grunden er, at der er karneval lørdag, så alt er ellers booket. Vi synes godt nok ikke, vi er så heldige med timingen…

Dag 15: Highway One

Sååådan. Så er faciliteterne i orden til noget blog skrivning. Vi har lavet en masse de sidste dage, vi har været tvunget til at bruge mere tid på planlægning end vi har haft lyst til og internetforbindelserne har været ganske ustabile. Nu her på dag 18 sidder vi på et deluxe værelse i San Francisco med skrivebord, kontorstol, kaffe og stabilt Internet. Så jeg kan skrive noget blog, mens Lise hygger med Youtube videoer på Ipad’en i sengen.

Tilbage til dag 15: Highway One. Highway One er den vestligste motorvej I USA og er det nærmeste man kommer Strandvejen. Vi havde hørt meget godt om ruten og havde derfor besluttet at give den et par dage. I dag ville vi starte med morgenmad i Santa Barbara, køre gennem Solvang og så overnatte i Monterey.

Santa Barbara er en by med en meget høj gennemsnitlig indkomst pr. indbygger. Det er også en flot og velholdt by. Den er ikke ekstravagant, men pæn at bevæge sig rundt i. Her indtog vi morgenmaden – en god undskyldning for at komme lidt rundt og se noget af byen. For god ordens skyld skal det nævnes, at vi ikke deltog i gadeskyderier, som både har floreret i nyhederne her og i Danmark.

Efter morgenmaden gik turen videre til Solvang. Det er det nærmeste, man kommer på en danskerversion af ”Chinatown”, idet det er en hel by med dansk tema. Der er bindingsværkhuse med stråtag – altså lavet i beton – der er storke i plastic og der er masser af bagerier og skilte på dansk. Der var også afbilledet den danske kongerække. Der skulle også bo en del amerikanere med dansk baggrund i byen. Nu kan det jo umiddelbar lyde ret usmageligt og kikset, men der var faktisk en hyggelig stemning. Og hvis der er noget, der er dansk, så er det jo hygge. Så selvom selve de fysiske rammer var ret karikerede, så ramte stemningen flot.

IMG_7490 IMG_7501

Efter Solvang begav vi os videre ud på den ”rigtige strandvej”. Den overraskede del ved forbløffende meget bjergkørsel og dels ved på mærkbare dele af strækningen rent faktisk ikke at ligge ud til kysten. Endeligt var det ret overraskende, hvor lidt kyststrækningen egentligt er beboet. USA har jo ikke meget kyst, så vi ville så der var meget gråt i gråt.

I har måske lagt mærke til det: vejret bliver nævnt en del i vores beskrivelser. Det er ikke (kun) fordi, vi er danskere og elsker at tale om vejret, men også fordi det skifter meget fra sted til sted, fra tidspunkt til tidspunkt ligesom vejrudsigterne skifter som vinden blæser… Men nu har vi besluttet os for i det store hele at ignorere vejrudsigter. Både fordi de er voldsomt upålidelige og fordi, vi efterhånden ikke har så mange dage at flytte rundt på aktiviteterne i mere.

Derfor skulle gråvejr da heller ikke forhindre os i en strandtur. Frokosten blev derfor indtaget siddende i sandet på Pismo Beach og bestod af gårsdagens jorbær – jeps et kilo+ til hver – og chokolade indkøbt til lejligheden. Mågerne ville gerne dele, men da vi kastede sand efter dem, forstod de budskabet helt klart.

Af andre sjove ting fra turen kan nævnes, at vi mødte et par flokke albatrosser. Sådan nogle har vi kun set i Zoologiske haver før, men nu kom de i flokke og i det fri. Det er lidt noget andet. Og så så vi søløver. Dem har vi jo set før, men her lå der bogstaveligt talt hundredevis af dem og solede sig, tøffede lidt rundt og sloges for sjov. De ligger der 3-4 uger, mens de skifter yderhud. Lidt overvældende at se så mange af dem samlet på ét sted – og i så ”normale” omgivelser. Ikke noget show her, bare dovne, halvsøvnige søløver i massevis.

IMG_7545 IMG_7563

Vel ankommet i Monterey, besluttede vi os for asiatisk mad. Der var en vietnamesisk restaurant tæt på, så en tog vi. Troede vi. For den var af uransagelige årsager lukket netop den dag. Ok, tilbage til motellet for at få noget wifi og finde noget andet. Tommys wok i nabobyen lød god, så af sted med os. Den viste sig at ligge i en lillebitte gyde, så det tog os et kvarter at finde den. Engang imellem savner man altså bare at kunne gå ud i køkkenet, tage noget mad og spise det i stedet for at skulle lede i timevis først. Men når det er sagt, var maden hos Tommy god.

McDonalds: 1

Dag 14: Køredag

I dag var planen bare at køre. Vi skulle fra Las Vegas til Santa Barbara, ca. 5½ times kørsel. Så vi stod op, tjekkede ud og kom afsted. Selve køreturen var ikke så spændende. Først bød den på mere ørken, lig den vi havde set fra Zion til Las Vegas. Så begyndte vi at nærme os forstæderne til Los Angeles (ca. 150 km fra centrum af den). Vi skulle dog ikke ind til selve Los Angeles, men nord om, for at ramme en by omkring 100 km oppe langs kysten. Undervejs på turen blev vejret mere kedelig og den første regn (på nær den vi spottede havde ramt vores bil i løbet af natten i Tuba city) ramte os. Vi var da hurtigt ude af bygen igen og var i mellemtiden kommet op i bjergene nord for Los Angeles.

Som vi kom ud mod kysten gik landskabet over i bakker og der begyndte at komme dyrkede marker omkring os. Især appelsiner og jordbær kunne spottes. Der var da også flere vejboder, som solgte lige netop det og vi stoppede ved en enkelt, hvor vi købte et par kilo jordbær (den mindste potion de havde) til 5 dollars (godt 25 kr). Vi spiste et par enkelte, som var dejligt søde og modne og kørte ellers videre.

Vi havde fra Las Vegas tjekket mulighed for overnatning i Santa Barbara, og det var dyrt. Så vi havde besluttet allerede inden vi kørte, at stoppe i byen lige før, for så at kunne tage til Santa Barbara næste morgen. Som sagt så gjort. Vi fandt et motel. Turens billigste og dårligste, det havde tidligere været et rygerværelse og det kunne man godt lugte. Desuden var det generelt lidt snusket. Heldigvis savnede vi ikke den manglende aircon, da det var 15 grader udenfor da vi ankom. Så kunne vi ligesom lære lige at betale de 10 dollars ekstra en anden gang…

Til aftensmad fandt vi en dejlig cafe med burgere som lå ved stranden. Den havde et dejligt udendørsområde, hvor der var borde og bænke, sandkasse og en lille dam. Desværre blæste det en del og solen var på vej ned, så vi nøjes med at sidde på deres overdækkede terrasse og kigge ud mens vi spiste.

Mcdonalds: 14

Dag 13: Mere Las Vegas

Tanken med i dag var egentligt den samme som for i går – bare uden at blive trætte og gå kolde om aftenen. Lise havde tænkt lidt mere hvad tøj angik og havde i højere grad konkretiseret, hvad hun ledte efter. Så vi startede med nogle timer i Premium Outlets i det sydlige Las Vegas. Dagen før var vi i det nordlige Outlet – rent luksus med indtil flere af dem at vælge imellem. Godt nok er udvalget af butikker rimelig ens, men der er alligevel lidt forskel. Og om ikke andet fryder forandring jo som bekendt.

Denne gang var Lise også noget heldigere og fandt flere gode ting. Det lykkedes os også at gøre os færdige i ordentlig tid, så vi kunne nå at flade ud på hotellet et par timer, inden vi kastede os over aftensmad og aftenstur. Dejligt.

Efter afslapning tog vi på Triple George, som er et spisested med bar. De skulle ifølge Tripadvisor lave de bedste bøffer inden for vores priskategori. Og det skal som nok passe J Det lå i downtown Las Vegas, som er det gamle bycentrum. Altså ikke The Strip med alle de nye, store temahoteller, men et område i mindre format. Men mere om det senere.

Vi parkerede på den gamle busterminal, som nu er transportmuseum. Derefter gik vi forbi mafia museet (the Mob Museum) og hen til restauranten. De havde bl.a. udendørs servering og da vejret var helt perfekt, satte vi os der. Super hyggeligt sted med pæne duge på bordene, lys i træerne og en kunstig hæk for stemningens skyld. Ved siden af lå en bar og nabo til den var den lokale motorcykelklub. Så der hyggelig ”fin” stemning hos os, høj musik fra naboen og så rockerne, som hyggesnakkede med politiet – alt sammen inden for 30 meter. Meget typisk, hvad jeg forbinder med Las Vegas.

Vi startede med en forret bestående af rejecocktail. Desværre var deres fortolkning af en sådan 4 enorme rejer på knust is. Der var godt nok et salatblad under isen og der var en skive citron med, men ellers bestod retten udelukkende af reje. Det så meget trendy ud – og bonus for at prøve en ny fortolkning – men det var ikke lige det, vi havde lyst til. Men så var vi ellers meget mere heldige med hovedretten. Vi fik hver en bøf med kartoffelmos og lidt grøntsager. Og her tog de altså revanche. Bøffen var ekstrem mør og smagte super. Det samme gjaldt i øvrigt kartoffelmosen. En lille kuriositet var i øvrigt at både franskbrødet, vi havde fået inden forretten, og kartoffelmosen blev mærkbart mere tørt under måltidet. Så kan man lære at tage sin mad med ud i ørkenluften (Las Vegas ligger midt i Nevadas ørken). Det var ikke noget, som gik ud over måltidet, men meget sjovt.

Under måltidet havde vi også lagt mærke til noget lys og en svævebane. Så det måtte selvfølgelig undersøges efter maden. Her fandt vi så det gamle, klassiske Las Vegas Downtown. Det er en gade, som er overdækket af en kæmpe tv skærm, som de kan vise shows på. Langs gaden er der hoteller, casinoer, barer, boder og madsteder. På selve gaden er der optrædende, spraymalere, folk med alle mulige kostumer man kan blive fotograferet sammen med, scener med musik og boder med alskens ragelse i massevis. Under taget – skærmen – løb en svævebane fra den ene ende af gaden til den anden. Og lys overalt. Både på casinoerne og på barerne stod der letpåklædte damer og svajede i vinden. De ville nok selv have kaldt det at danse, men enten var de ikke særligt dygtige eller også gjorde de sig bare ikke umage.

Sjovt sted at opleve. I sidegaderne på hjemvejen så vi de kedeligere eksistenser: den sovende hjemløse, den anholdte unge mand, den sindsforstyrrede gut som råbte af og slog på en skraldespand og så den stenede gut, som politiet forsøgte at vække. Men det foregik alt sammen rimeligt roligt og det var kun den vrede mand med skraldespandende, vi lige valgte at holde en god afstand til.

Nå, men vi skulle jo også gerne forbi The Strip. Så vi kørte hjemad. Vel ankommet gav vi os af sted mod dels Coca Cola butikken, dels M&M butikken og dels et par temahoteller, hvor vi gerne ville se nærmere på temaerne. På sidste tur havde vi jo overnattet på The Venetian og set deres tema (en hel lille kopi af Venedig), så det kunne være sjovt at se nogle af de andres også. Det var desværre ikke så nemt, som man skulle tro. The Strip består mest af skodbutikker – ting til ca. 1$ – og meget dyre butikker – 300$+. Og så er der hotellerne. Vi havde regnet med en vis stemning på selve Strippen, men den var der desværre ikke rigtig.

Vi gik som sagt i Coca Cola butikken og M&M butikken. Især i M&M butikken havde vi håbet på en stak billige M&Ms, men de var desværre på ca. samme niveau som i Danmark – og i nogle indpakninger dyrere. Nedtur.

Hotellerne havde vi heller ikke meget held med. Det er forbløffende svært at finde rundt på dem og på The Strip, da vej, hoteller, shoppingcentre og gangbroer er bygget ind i hinanden i sindrige systemer. Lang historie kort, fandt vi kun temaområder for hotellet New York, New York. Det var – ikke overraskende – en fin kopi af New York. Her nød vi en Ben & Jerrys is i en lille sidegade – altså inde i hotellet. Det var rigtigt hyggeligt. Derefter var det blevet sent, men vi var heldigvis ret tæt på vores eget hotel. Så på hovedet i seng med os.

Vi kan således konkludere, at man ikke bare ser The Strip. Det kræver åbenbart mere planlægning, end vi gad i denne omgang. Måske engang på en senere tur. Måske ikke.

McDonalds: 6

Dag 12: Las Vegas

Så er vi i Vegas igen. Det var oprindeligt ikke planen at komme denne vej forbi, men som tidligere nævnt er planlægning et lidt flydende begreb herovre i denne omgang. Så: Vegas var varmt og tørt. Vegas gav mulighed for at indhente lidt shopping og Vegas havde The Strip, som vi ikke rigtig fik gjort så meget ud af sidste tur.

Vi startede med shopping i Premium Outlets. Jeg kunne finde en del tøj, som er væsentligt billigere end det tilsvarende i Danmark. Så jeg fik streget en del i indkøbssedlen. Det gik til gengæld noget sværere for Lise, som ledte efter noget pænt/elegant tøj. Det kunne man som sagtens få, men det meste var lavet til 25 graders varme eller derover. Og det kan man jo sjældent regne med i Danmark. Så det blev desværre en sløj omgang – igen.

Efter at have shoppet det meste af dagen fandt vi vores hotel på The Strip. Normalt overnatter vi på moteller, men i dagens anledning blev det simpelthen et hotel (de kostede det samme). Hotellet fungerer også som time share, så værelserne er reelt lejligheder, som udlejes, når ejerne ikke bruger dem. Vi havde derfor stue, køkken, soveværelse og walk in closet. Næsten synd, vi ikke er meget på værelserne – eneste benyttede værelse endte med at være soveværelset.

Vi ville have taget på steak restaurant og gået tur på The Strip om aftenen, men orkede det simpelthen ikke. Lise var også lidt småsyg (hun var heldigvis rask igen næste morgen). Vi besluttede derfor at forlænge opholdet med en dag og hoppe tidligt i seng. Så efter sølle 30-40 min. arbejde med at forlænge opholdet – snak med receptionen, indtastning på booking.com og print af papirer – tog vi på Thai restauranten fra i går og gik så til køjs.

McDonalds: 8

Dag 11: Zion

Op til endnu en solopgang i Bryce. Og denne gang, så vi kom før eventuelle turbusser. Det lykkedes i fin stil. Vi var de første derude og fik præcis den placering, vi gerne ville have. Umiddelbart kan det lyde ret lige meget, om man lige står en meter eller to til den ene eller anden side. Men det gør bare en enorm forskel, når man skal lave panoramaer. Der kan en halv meter hurtigt betyde en sti eller et rækværk i billedet. Dels er det grimt og dels ødelægger det perspektivet, når de enkelte fotos samles i ét billede.

Vi kom som sagt først. 10 min senere dukkede et andet par op og yderligere 10 min senere kom turbussen. Denne gang ikke med fotoentusiastiske asiater, men med småtrætte amerikanere på heldagstur. De vidste ikke meget om kløften, udsigten eller fotografering. Så de var heller ikke så fokuserede på de rigtige vinkler. Meget bedre end dagen før. Solopgangen i sig selv viste sig dog at være halvkedelig rent lysmæssigt. Vi var lidt skuffede, men besluttede at give det lidt mere tid. Og til alt held. 20 min efter solen stod op blev lyset helt perfekt. Massevis af billeder igen. Og lur os, om der ikke er nogle gode imellem. Vi kan således sige på gensyn til Bryce med fuld tilfredshed. Solopgang, solnedgang og vandretur lykkedes og blev godt.

IMG_7019

Vi drog så videre mod Zion National Park. Vi har været der før, og den er ikke super speciel. Den er dog flot til en gåtur langs floden, så det ville vi gøre, nu den lå på vejen og kun 1½ time fra Bryce. Inden vi kastede os ud i frokost og gåture, sov vi lige en 45 min. i bilen. Her skal Jeep have ros for designet. Forsæderne lægges nemt ned og bliver næsten vandrette. Fint til en lur i skyggen af bjerget.

Vi ankom så til Zion. Parkeringspladsen var fuld med skiltet ”Parkér i byen” (100 m fra parken). Byen var så også godt fyldt. I det hele taget var der masser af mennesker. Fornemmelsen var mere en weekendtur i Dyrehaven end en rolig tur i en nationalpark. Men det er på den anden side også sådan amerikanerne bruger Zion. Den ligger nemlig tæt nok på storbyen til en dagsudflugt. Og da det var weekend, var det netop det, der skete. Så bynære parker bør man holde sig fra i weekenden.

Frokosten skal til gengæld have et par ord med på vejen. Vi tog en tilfældig café i byen uden for parken. Her bestilte vi en wrap og en sandwich – begge med jordbær smoothies til. De blev nydt i dejligt vejr udenfor og viste sig at blive turens bedste frokost indtil videre. Dejligt J

Apropos dejligt vejr. Da vi så solopgang var der ca. 3 grader. Til frokost var det 33-35 grader. Noget af en forskel. Det skyldes selvfølgelig dels tidspunktet, men også at vi var kørt længere ned ad bjergene. Vi får da brugt vores skiftetøj.

Vel ankommet til parken valgte vi samme tur som sidst, nemlig op langs et par vandfald og små søer. Der er 3 niveauer og sidste gang gik vi til nummer 2. Denne gang udnyttede vi vores bedre form og lidt køligere vejr til at gå hele vejen til 3. Der var flot, men så mange mennesker, man ikke rigtigt kunne nyde det. Vi overvejede en vandretur langs floden også, men så ville vi ankomme halvsent om aftenen, så det lod vi være med.

Vi tog i stedet videre til Las Vegas. Her var sølle 40 grader… Vi havde en liste med moteller, vi kunne overnatte på. Det var som nævnt weekend, så det var dyrt at bo på The Strip. Vi ville derfor tage en overnatning lidt længere ude den første nat og så relokere til strippen søndag, hvor priserne er langt mere tilgængelige. 2 af ”vores” moteller var fuldt bookede. Det tredje kunne vi – selv efter ihærdig søgen både i bil og til fods – ikke finde. Så af sted til det fjerde. Godt, vi ikke valgte at ankomme senere til Vegas!

Til gengæld var værten rigtig fin og hjælpsom på motellet. Der er en masse sikkerhed (sikkerhedsglas i receptionen, depositum for fjernbetjeningen til tv’et o. lign.) i den del af byen, men så snart han opdagede, vi bare var ”almindelige mennesker” hjalp han os både med navn og adresser på gode thai restauranter (på vores forespørgsel), med hvad vi burde se og med parkering. En snakkesalig gut, men han gik som sagt langt for at hjælpe os.

Da vi var ”landet” kørte vi straks mod Chinatown og de foreslåede restauranter. Den, vi valgte var meget autentisk og lavede god mad. Ca. halvdelen af klientellet var thai, regningerne var på thai, dele af skiltningen var på thai og maden var thai. Priserne var godt nok ikke thai, men stadig mærkbart under, hvad vi ellers har kunnet finde. Der opstod også flere gange kø af ventende gæster, mens vi spiste. Super sted, som vi besluttede, vi måtte forbi igen, inden vi forlader Vegas.

McDonalds: 8 (jeps – vi er tilbage ved interstate motorvejene og større byer)

Mil: