Forfatterarkiv: Lise

dsc_0967-1

Australien: Gippsland Lakes

I dag var en af de dage jeg havde glædet mig mest til (nok kun overgået af Mount Kosciuoszko). Planen var nemlig at leje en lille båd og tøffe rundt på Gippsland lakes og bare nyde det gode vejr. Et par dage før var det lykkedes at reserve båden, så det var bare at dukke op kl. 9. Det hele fungerede fint og en af dem der arbejdede der tog lige og sejlede med os 5 min når nu vi ikke havde prøvet at styre en båd før. Men efter er par drejninger blev det bedømt at vi havde fin styr på det og med et kort over området blev vi overladt til os selv.

dsc_0975-1

Først sejlede vi allerlængst væk, det vil sige man kunne sejle længere, men i vores lille båd skulle vi holde os i et område hvor strømmen ikke var for stærk. Så efter halvanden times sejlads lagde vi til ved en fin kaj og gik i land. Her kunne man krydse hen over nogle klitter, og så stod man på 90 Mile Beach.  90 Mile Beach er sjovt nok 90 miles lang og er dog afbrudt af en kanal som er kunstigt gravet, der giver adgang til søerne fra havet. Det var også denne kanal vi ikke måtte komme for tæt på. Men ud over fra båd eller 50 miles væk, kan man ikke nå den sektion vi havde lagt til ved, så der var dejlig fredeligt. Faktisk havde vi stranden helt for os selv. Vi satte os i sandet og nød udsigten og slappede af i 20-30 min før vi gik retur til båden.dsc_0973-1 dsc_0977-1

Her spiste vi frokost inden vi sejlede videre. Først lagde vi til ved et andet sted, men der var kedeligt og båden gyngede en del, så vi sejlede videre igen. Så sejlede vi ind i en lille afkrog af søen. Her lå nogle både fortøjret og en enkel båd lå for anker mens de spiste frokost. Der var dejligt stille og roligt og helt læ for vinden, som ellers blæste lidt. Men vi havde ikke lige mod på at smide ankeret ned (kan det sidde fast????) så vi sejlede ud igen. Så sejlede vi over til den modsatte side af hvor vi måtte sejle til. Det var til grænsen hvor søen åbnede op fra at have været et kæmpe kanalsystem (med bredde af normale søer) til at være en sø på størrelse med Garda-søen tror jeg. Vi måtte i hvert fald ikke sejle ud på det åbne, for der kunne nogle gange med meget kort varsel opstå over 2m høje bølger.dsc_0982-1

I stedet lagde vi til ved kanten hvor der også var en mole. Her stod et par børn med deres far og fiskede. Det var meget hyggeligt. Lidt efter gik de, men så kom nogle andre børn som badede og svømmede rundt om molen. Så der var lidt liv uden at der skete alt for meget. Lige hvad der passede til os. Der var efterhånden gået 5 timer, så det var tid at vende tilbage. Vi fik afleveret båden og kørte ca. 2 timer til overnatningsstedet. En dejlig dag!

img_20161223_120340

dsc_0921-1

Australien: Jervis Bay

En halv times køretur bragte os til formiddagens mål: en stor bugt placeret nogle timers kørsel syd for Sydney. Her skulle være flot og hyggeligt og så skulle der gå en sti langs strandene (strandene er adskilt af klippefyldte områder) et godt stykke hen langs kysten. Så planen var at gå en tur langs den og nyde udsigten og det gode vejr.

Vi fandt en lille lokal parkeringsplads, hvor stien krydsede igennem, så man må sige vi havde god parkering. Vi valgte at gå mod syd og gik først igennem et plantageagtigt område. Herefter kom vi ud til den flotteste sandstrand med noget meget hvidt sand. Der var et par familier som legede langs vandkanten, men ellers var stedet ikke ligefrem overrendt.

dsc_0919-1

dsc_0921-1

Målet var at nå frem til en cafe som lå tæt ved stien, hvor vi kunne spise frokost. Efter en times tid nåede vi frem og der var heldigvis ledige borde. Vi fik dog at vide at vi først kunne bestille fra frokostmenuen 15 min senere, fordi den kun var 11.15. Så vi ventede pænt. Men så glemte de vores bestilling. Og så skulle deres milkshake maskine flyttes over på et nyt bord (Christian havde bestilt milkshake). Omkring en time efter vi havde sat os, kom maden endelig og 5-10 min efter fik vi da også lov at få noget at drikke. Heldigvis var maden god og vi endte med at få den ene burger gratis.

Vi besluttede at gå lidt videre langs stranden før vi vendte om. Vi var dog opmærksomme på ikke at gå alt for langt, for dagen efter var planen en tur op på Mount Kosciuszko, så der skulle gerne være lidt energi i benene. Vi havde derfor også lidt at en køretur foran os, for at komme i nærheden af bjerget til dagen efter. Så vi vendte tilbage til bilen og kørte afsted mod sydvest. Dette var også min første tur som chauffør. I Australien kører man i venstre side, så jeg ville gerne starte på en strækning uden for meget trafik. Det fandt vi, da vi kom 30 min ind i landet. Så kørte vi af en landevej gennem skov og marker og vi mødte en bil hver 5-10 min. Det var en flot tur gennem landskabet som vi nød.

Da vi nåede frem til hotellet havde receptionen lukket. Så vi skulle ringe på en dørtelefon og få en kode til et lille pengeskab hvor nøglen lå i. En smule besværligt, men det lykkedes da heldigvis. Værelset viste sig at ligge på anden sal og huset mindede mest om en kæmpe alpehytte. Det er også et skisportssted om vinteren og vi havde passeret et skilt kort før byen der viste til ”Tyrolean Village”. Så det var egentlig ikke så overraskende. Værelset i sig selv var også ret stort og der var hems – i alt var der soveplads til 6. Så der var god plads. Men det vigtigste for os var bare fred og ro og en god seng at sove i, og det fik vi også.

 

dsc_0888-1

Australien: Blue Mountains

Da vi spurgte folk om hvad vi burde se i Australien, nævnte flere Blue Mountains. Så dem måtte vi selvfølgelig et smut forbi. Vi havde hjemmefra bestilt to overnatninger i byen Katoomba, som vi havde forstået lå lige ovre på den anden side af bjergene og rimeligt centralt for at se ting. Det viste sig ikke helt at være sandt. Den lå nemlig bang midt i bjergene og 200 meter nede af vejen var en af de mest berømte klippeformationer i Blue Mountains. Så det må man sige var centralt!

Motellet viste sig at være rigtig fint i sig selv også, med en receptionist som gerne gav anbefalinger. Vi havde besluttet at første dag (hvor vi ankom til bjergene ved 13.30-tiden) at gå på stien ”National Pass Track” (her hedder det nemlig ikke trails, men tracks), som skulle være ca. 6 km lang med 300-500m højdemeter – alt efter hvor man kiggede. Den havde ry for at være en af de flotteste stier overhovedet.

Det må man også sige at den var! Katoomba og området generelt lå oppe på et plateau. Stien gik ned af plateauet og hen langs med det, halvvejs nede af bjergsiden. Først kom vi forbi et rigtig flot vandfald, som var i flere etager, som var synlige efterhånden som vi kom ned af stien. Herefter gik stien langs klippevæggen hvor man gik i en blanding af regnskov med små vandfald og så samtidig lige ud til en skråning, som hældte ned mod bunden af kløften. Det var rigtig flot og meget anderledes end vi er vant til. Vi blev ved med at tage os selv i at sige ”nøj, det er flot”, ”prøv at se der” osv. På vej tilbage til plateauet kom vi forbi endnu et stort vandfald. Der var en gruppe ved at rappelle ned af. Det var lidt sjovt at se.    dsc_0873-1 dsc_0857-1 dsc_0863-1 dsc_0846-1 dsc_0838-1

Om aftenen besluttede vi at gå de 200 meter ned til ”Three Sisters” som er den mest berømte klippeformation. Det var efter solnedgang, men vi havde fået at vide at de var lyst op om natten. For enden af vejen var en kæmpe udsigtsplatform. En halvcirkel på omkring 50 meter i diameter. ”Three Sister” var i sig selv ikke så imponerende, synes vi, men vi er nok lidt spolerede af alle de flotte ting vi efterhånden har set. Så synes vi vandfald og stien fra om eftermiddagen havde været flottere.

Næste dag valgt vi en sti som gik ned i ”Grand Canyon of the Blue Mountains”. Første del lød jo lidt bekendt… Det var en tur der skulle tage omkring 3 timer. Da vi har planlagt en håndfuld vandreture i løbet af ugen, var vi lidt obs på ikke at få gået for langt hver dag. Der skal jo også være lidt energi til dagen efter. Stien startede fra toppen og bevægede sig samme med et vandfald ned i kløften. Vi gik i en jungleagtig bevoksning med fuglelyde omkring os. Det var dog ikke meget vi så til fuglene.

dsc_0878-1 dsc_0888-1 dsc_0904-1

I bunden af kløften fulgte vi vandløbet. Nogle gange løb det dybt under os, andre gange kunne vi dyppe fødderne i det, hvis vi ville. Specielt var det dog at kløften flere steder var ret smal og de advarede da også mod at bevæge sig derned i regnvejr. Vi havde dog sol med små hvide skyer, så der var ikke noget at være bekymret over. Efter vi kom retur gik vi ned til ”Three Sisters” for at se om de gjorde et større indtryk i dagslys. Det gjorde de ikke rigtig. Udsigt var der heller ikke meget af, for det var ret diset.

img_20161218_134547

Tilbage på motellet brugte vi eftermiddagen på at slappe af og planlægge et par ting til de efterfølgende dage.

 

dsc_0615-2

Blue Ridge Parkway

Sidste weekend greb vi chancen for at komme en tur til Smoky Mountains og Blue Ridge Parkway. Det er noget vi har haft liggende i kalenderen som en ting vi gerne ville nå, når bladene begyndte at skifte farve. Så da jeg fik aflyst en forelæsning torsdag, besluttede vi at nu skulle det være. Vi kørte afsted torsdag morgen med planlagt hjemkomst søndag aften.

Torsdag var planen at køre derovre, tage et mindre hike og så køre til et udsigtspunkt der skulle være specielt flot ved solnedgang. Vi vidste ikke om det helt ville passe i tid og da solnedgangen var omkring kl 19 valgte vi også at købe donuts med på vejen som en forret til den ellers sene aftensmad. Det viste sig at være et perfekt valg og timingen var også god. Vi nåede frem til vores solnedgangspunkt ca. 45 min før solen gik helt ned. Dagen var lun, men man kunne godt mærke at en kølig nat nærmede sig, så vi fandt et tæppe frem og så var der ellers picknic med donut i solnedgangens skær. Sammen med solnedgangen på vulkanen på Hawaii, er det den flotteste solnedgang jeg har oplevet. Et billede gør det desværre ikke retfærdighed, men viser da lidt af skønheden.

img_1984

img_2038

Vejudsigten havde generelt lovet primært overskyet med lidt mulighed for sol, hvilket jo desværre ikke var helt optimalt. Men Vi besluttede at nyde den sol der var og så tage et par hikes i løbet af fredagen. Om lørdagen var det lidt mere at køre til udsigtspunkter og besøge en æbleplantage og om søndagen skulle vi have et par korte hikes før bilen blev vendt mod Cookeville.

Så fredag morgen skulle vi vandre op på toppen af Black Balsam Knob, som er et bjerg med flad top og kun lav bevoksning. Det var en utrolig flot tur med den flotteste 360 graders udsigt. Til den ene side samlede skyerne sig under os mens der til den anden side var udsigt ud over dale og henover andre bjergtoppe. Skråningerne var klædt i røde, gule og grønne farver og solen fik det hele til at stråle. Det var med et smil på ansigtet, at man vandrede rundt.

dsc_0570-2

Lørdag var fuld af flotte udsigter men også lidt flere skyer. Vi var oppe på højeste punkt (Mount Michell) øst for Missisippi, hvor der var småkoldt, men med en god udsigt. Vi havde en dejlig dag, men endte med at køre tilbage til motellet lidt tidligere end planlagt, da vi begge var godt trætte. Så hentede vi mad på den lokale kineser, hvor vi også havde spist aftenen før, og hyggede på værelset.

Søndag stod vi op til skyer, men da vi kørte op i bjergene, kørte vi op igennem skyerne. Vi ville gerne op at se Grandfather Mountain, men det viste sig at koste 20 dollars pr mand. Det var lidt mere end vi var villige til at betale, når nu det “bare var endnu en flot udsigt”. Vi kørte i stedet videre, for henne om hjørnet lå den mest berømte strækning af Blue Ridge Parkway. En viaduct bygget henover træerne, som snor sig som et s.

dsc_0613-2

Herefter var planen at vi skulle på et mindre hike op på en boardwalk der skulle have flot udsigt. Det viste sig at være helt rigtigt:

dsc_0622-2 dsc_0624-2

Alt i alt en utrolig flot tur, som vi var glade for at vi nåede at presse ind midt i efterårets travlhed.

dsc_0485-2

Efterår

I går passerede vi dagen hvor der er to måneder til at vi skal hjem. Tiden går hurtigt nu og vi kæmper lidt med at nå det hele. De sidste par uger’s primære indslag var besøg fra Christians forældre, som var her i en uge. Vi viste dem rundt i byen og på campus. Lørdag var vi først en tur i Nashville til en festival med musik og mad og om aftenen var vi til amerikansk fodboldkamp på campus. Vores hold er ikke ligefrem det bedste og de andre var favoritter, men det blev en tæt og spændende kamp som vi endte med at vinde i overtiden, så der var drama for alle pengene.

dsc_0461-2

Om søndagen var vi i kirke for at opleve gospel og “worship”. Det var en kirke hvor de gik meget op i at udtrykke deres følelser, så der blev råbt og sunget og der var i det hele taget væsentligt mere gang i den, end i en gennemsnitlig gudstjeneste i Danmark. De var også ved at samle penge ind til at bygge en kirke i en anden by. Pastoren fortalte at han havde lovet et bidrag på 5000 dollars for det kunne vi sagtens være. Og det skulle bare være indenfor et par måneder, selvom det ville være rart, hvis det kunne blive indsamlet indenfor de næste par uger. Altså ud over det man normalt donerede til kirken. En hurtig rundtælling kom op på omkring 50 personer til stede, så det vil sige omkring 100 dollars (700 kr.) pr mand. Der var både studerende, børnefamilier og pensionister i blandt. Det føltes lidt forkert.

Det blev også til en omgang shopping og et besøg i Cumberland Caverns, før vi vinkede farvel og på gensyn i Danmark.

dsc_0488-2

I går var vi på vores første efterårshike med vores vandregruppe og det var rigtig hyggeligt at se dem alle igen. Vi håber at nå ud at hike de fleste lørdage. I næste weekend er vi dog ved at planlægge en tur til Blue Ridge Parkway, som bør opleves i disse uger. Det er nemlig et skovrigt/bjergfuldt område hvor træerne er ved at skifte farve. Vi glæder os, selv om det giver os tralvt når vi gerne lige vil hive 3 dage ud af kalenderen.

Universitetet lader nemlig også røre på sig. Christian har “mid-terms” eksamener i de kommende to uger og jeg er ved at forberede et aktie pitch til Investment Challenge hvor jeg skal finde en aktie jeg tror på vil klare sig godt over det næste stykke tid. Den skal  jeg så præsentere til klassen og overbevise dem om at det er et godt køb – og hvis det lykkedes, så bliver den en del af vores portefølje.

DSC_0996

Hjemtur fra Denver

Det var blevet dagen hvor vi skulle aflevere RV’en. Selve nedpakningen var næsten gjort, men det sidste måtte jo vente til om morgenen sammen med en gang rengøring. På grund af varme, ville vi gerne afsted så tidligt som muligt, hvilket i praksis var kl 8 når RV udlejningen åbnede. Vi satte derfor vækkeuret til kl 5 for også at have tid til at ordne de sidste ting.

Vi nåede ikke helt at blive færdig til kl 8, for vi skulle også lige tanke på vejen. Men RV’en blev da afleveret uden problemer og vi kørte afsted 8.30. I første omgang mod hundeparken, som vi også besøgte dagen før. Seo skulle lige have mulighed for at komme ud og more sig lidt inden han skulle være i en bil hele dagen.

Vi tilbragte omkring 45 min med at tulle rundt i hundeparken hvor Seo hilste på en masse hunde. Det er altså bare en super fed park. Vi havde heldigvis fået parkeringsplads i skyggen, så bilen blev ikke varm imens.

Herefter satte vi kursen øst på. Først af en mindre vej og efter en times kørsel nåede vi frem til i70. Den skal vi køre på det meste af vejen. Da klokken rundede 17 var vi nået til Salina og besluttede at finde et sted at bo. Vi overnattede også her på udvejen så vi vidste der var en god italiensk restaurant som lavede en laksepizza jeg helt klart gerne spiste igen. Så det gjorde vi.

Næste morgen stod vi tidligt op og kørte afsted. Vi stoppede i Topeka, hvor Seo kom i hundepark en god times tid. Så var det ellers bare mere kørsel. Frokost blev indtaget på McDonalds hvor vi sad i græsset i skyggen af et træ. Det var også her vi fandt ud af at vi faktisk kunne være hjemme kl 20 (hvis vi kørte uden pauser, så mere realistisk kl 22). Det overvejede vi så lidt og besluttede at vente med at tage stilling til, til senere på eftermiddagen.

Da vi nåede øst for St. Louis havde vi 5 timers kørsel hjem og vi havde kun ”mistet” ca. 30 min undervejs. Klokken var ca. 16 og vi besluttede, at det egentlig bare var rarest at komme hjem. Så vi kørte videre. Jeg kunne godt have undværet de sidste par timers kørsel, men det var rart at kunne sove i sin egen seng.

Så lørdag aften kl 21.15 var vi hjemme i en lejlighed der heldigvis ikke var alt for varm – i modsætning til udenfor hvor det var 30 grader. Der blev båret op i mange omgange, før vi endelig kunne falde om på sengen og sove til vi vågnede den næste morgen.

IMG_20160615_102136

Dag 36: The Loch og Lake Hiyaha

Vi vidste fra forleden dag at vi ikke kunne parkere RV’en ved trailheadet og at den første shuttlebus gik kl 7. Så vækkeuret blev sat til 4.45 for at være sikker på at nå den. Vi skal jo både op, i bad, gå med Seo, køre derhen, have myggespray på osv. Det hele tager tid. Men vi havde beregnet lidt for god tid, så vi stod klar var bussen kl 6.25. Så var det heldigt at vejret var godt, solen var på vej over træerne og vi fandt en bog frem på mobilen at læse i ventetiden.

Det viste sig at vi var de eneste med bussen og heldigvis tog det kun 10 min at køre derhen. Så vandreturen kunne startes lidt over 7 og det var stadig tidligt nok til at der ikke var mange mennesker på trailet. Det startede med at gå ind i skoven, hvor det gik lidt den ene og den anden vej og indimellem langs en flod. Små 2 km henne kom vi til et vandfald på omkring 20 meter. Der var godt gang i vandet og det larmede en del, rigtig flot!

IMG_20160615_072026

IMG_20160615_073043

Turen gik videre opad. Det gør den jo gerne når man render rundt i bjergene og vi er efterhånden vant til det. Der var ca. 5 km op til søen The Loch som var dagens mål. Den lå smukt, men det blæste en del, så vi nød ikke udsigten så længe som vi gerne ville have gjort. Vi nøjedes med en muslibar og så afsted nedad. På vejen op havde vi passeret et skilt hvor der stod at der var omkring 2 km til Lake Hiyaha. Den sø vi havde opgivet at måtte besøge to dage før pga. sne. Denne her sti kom fra den anden side, så vi overvejede om vi skulle give den et forsøg. Det ville dog gøre turen et godt stykke længere end planlagt.

IMG_20160615_083448

Men tjah, vi er jo glad for at vandre, så vi valgte at gå mod søen. Ca. halvvejs nåede vi et udsigtspunkt hvor der var en lille smeltevandssø. Den var vel 20 meter i diameter og var 100% klar, alt på bunden kunne ses. Og så kunne man se langt ud over trætoppene og over til bjergene der altid er i horisonten. Her mødte vi også en englænder, som var flyttet til Texas i 1988 og havde boet i lokalområdet de sidste 12 år. Ham slog vi en sludder af med og det var rigtig hyggeligt.

Indtil da havde stien været let nok at gå på med stort set ingen sne. Det ændrede sig lidt, men det var da stadig til at komme frem. Godt nok var der en del snedriver man skulle hen over, men der var ikke nogen stejle steder, så det var mest det at falde på bagdelen man skulle bekymre sig over. Det sidste stykke hen mod søen var stort set kun sne, så vi måtte sætte tempoet lidt ned. Men så nåede vi da frem. Og blev lidt skuffede. Vi havde forventet en væsentligt større sø.

IMG_20160615_101638

Indtil der kom nogle andre hikere, som ikke stoppede der, men fortsatte hen over nogle klippestykker der stak op over vandet og hen om et hjørnet. Så afsted med os den samme vej. Og sørme om vi ikke var blevet narret af en lille for-sø. Søen var langt større og lå helt op af bjergskrænterne. Langs kanten hvor vi var, var der dækket af store sten og klipper og det så ud til at selve bunden i søen også bare var en sten/klippebund. Den var meget klar og rigtig flot. Men igen blæste en kold vind, så vi blev der ikke længe. Og så havde vi jo også Seo at tænke på, som ventede tilbage i RV’en.

Så afsted med os tilbage over sneen. Da vi kom tilbage til den oprindelige sti var der lige pludselig et rend af folk. Det ødelægger altså oplevelsen lidt, men heldigvis havde vi jo fået lov til at have det meste af turen i fred, så for os gjorde det ikke noget. Men vi snakkede da lidt om hvor dejligt det er at være på trailet tidligt, så der er fred, ro og flot lys.

Tilbage ved trailheadet ventede vi 10 min på en shuttle som tog os tilbage til Seo. Selve gåturen havde sneget sig op på godt 13 km og pga. sneen var farten langsommere end sædvanligt, så vi havde brugt 5 timer (+ transport med shuttle). Normalt går vi ca. 4 km i timen i bjergrigt terræn (og så et par pauser oveni der sætter gennemsnittet ned til omkring 3,5 km/t). Seo var glad for at se os men var med på at tage en lur mens vi snuppede en bid mad.

Derefter var det igen en tur i hundepark hvor Seo hyggede sig i halvanden times tid. Det virker som om han rigtig godt kan lide at være i hundepark så vi glæder os til at prøve den som er åbnet i Cookeville mens vi har været væk.

IMG_20160616_101233

Tilbage ved campgrounden slappede vi af i det gode vejr. Her blæste det heldigvis ikke så meget. Vi har været rigtig glade for at bo der, der er hyggeligt og pænt og folk er rigtig søde. Der kom også nogen forbi for at høre om de måtte tage pladsen den næste dag, fordi deres børn også kom for at campere. Det måtte de selvfølgelig godt.

Selvom vi ikke skulle tidligt op (ingen vækkeur til i morgen!), var vi alligevel i seng ved 9-tiden, dødtrætte. Men vi blev vækket et par gange i løbet af natten af at Seo havde lagt sig op af propan-alarmen, så den ikke fik noget luft. Typisk.

DSC_0942

Dag 33: Rocky Mountains National Park, Colorado River m.v.

Som sædvanligt stod vi tidligt op. Planen for i dag var at tage et trail langs Coloradofloden. Egentlig ville vi gerne gå til dens udspring, men det var lidt for langt (ca. 23 km tur/retur), så vi ville nøjes med at gå næsten derhen. Herefter ville vi køre tilbage til hvor vi gik med Seo i går, så skulle vi finde et sted at dumpe og få frisk vand på og derefter skulle vi tilbage til samme sted for natten igen.

Men sådan gik det ikke helt. Vi stod som sagt tidligt op og vi var ved trailet ved 7-tiden. Vi skulle ikke gå langt før Coloradofloden løb brusende langs stien. Det var rigtig flot, solen var ved at stå op over bjergsiden og det havde været frostvejr i nat, så der var dis hen over engene. Super, super flot. Efter vi havde gået lidt kom vi til et sted hvor floden var gået lidt over sine bredder. Selve floden løb et stykke fra stien, men der var et stort område med græs og træer, som også var under vand og der var små strømme imellem buskene. Men heldigvis kunne vi bare gå lidt op af en skråning langs stien og komme tørskoet forbi. Vi gik lidt videre, som kom der endnu et sted af sådan nogle. Det var lidt sværere at komme forbi her, men det lykkedes også.  Men der gik ikke længe før vi endnu engang kom til et oversvømmet sted – vi havde vel gået 2 km i alt ud af stien. Og der besluttede vi at vende om. Så vi gik tilbage til bilen igen.

IMG_20160612_075332 IMG_20160612_080013

Vi tog en hurtig snak om hvad vi så ville og besluttede at køre lidt længere op af Trail Ridge Road, en vej der går fra den vestlige til den østlige side af parken, op over bjergene. Det var planen at vi næste dag skulle køre henover den og gå enten to små trails eller et lidt længere trail op på et bjerg (alt efter energi og humør). Da vi allerede var tæt på det ene af de to små trails og starten af det længere trail besluttede vi at køre derhen. Så kunne vi gå det lille trail og se om det overhovedet var muligt at gå på det længere trail. Vi kunne nemlig læse os til at der stadig var en del sne, når man kom højere op.

Afsted med os op igennem hårnålesving. Christian er efterhånden godt trænet i bjergkørsel og han er også blevet godt vant til RV’en, så det var ikke noget problem. Kort efter hårnålesvingene nåede vi søen hvor det lille trail var. Vi parkerede og steg ud – der var en del sne. Faktisk så meget, at man ikke kunne se nogen sti. Der lå vel omkring 1,5 meter sne. Vi kunne kun lige skimte et par glimt at søen, så det fik vi ikke meget ud af. Nå, men så kunne vi jo i hvert fald tjekke det andet trail, som lå nogle km længere henne af vejen. Vi kom hen, parkerede, og konstaterede at her var der kun mere sne. Det ville altså ikke være muligt at tage det trail heller.

IMG_20160612_090444 IMG_20160612_091136

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Klokken var kun 9 om morgenen, så ville vi tilbage til Grand Lake? Eller skulle vi bare fortsætte med at køre videre af Trail Ridge Road og så nå frem til østsiden en dag før. Ville der være flere trails man kunne komme ud på der (som udgangspunkt er der langt flere på østsiden) eller ville de også være begravet i sne? Vi besluttede at køre lidt længere, der var nemlig en ranger station, hvor vi tænkte vi kunne få information. VI nåede frem 9.30, men det viste sig at den først åbnede kl 10. På det her tidspunkt måtte vi næsten grine lidt. Skulle alt bare være imod os i dag?

Så ingen info, men vi besluttede os at køre videre. Vi ville så nyde køreturen henover bjergene, tage i hundepark med Seo (der var nemlig en på østsiden) og finde et sted at campere. Jeg havde lokaliseret et muligt sted, men havde ikke nået at researche det endnu. Men vi håbede på det bedste.

Turen hen over passet var super flot. Solen skinnede og der var nogle fine hvide skyer på himlen. Bjergene havde et passende dække af sne, så de var et mix af grå og hvide – med grøn granskov længere nede af siderne. Vi nåede frem til det andet lille trail vi havde set på og det viste sig faktisk at være åbent. Det gik hen over den alpine tundra og havde infoskilte om dyr, planter og klima på tundraen. Det var rigtig fint og udsigten kunne man bestemt ikke klage over.

IMG_20160612_101956 IMG_20160612_102512 IMG_1544 IMG_1546

Tilbage i RVen var det tid til frokost før vi kørte videre ned mod dalen. Selvfølgelig med stop på en hel del udsigtspunkter på vejen. VI havde besluttet os for at stoppe ved en ranger station nede i dalen, så vi endelig kunne få noget information om hvor der var åbent og muligt at gå. Det lykkedes heldigvis og rangeren sagde at der var pakket sne nogen steder (og løs sne nogle enkelte steder) men at det absolut var muligt at komme rundt på en hel del trails. Så det lovede jo godt for de kommende dage.

Så tog vi i hundepark med Seo. Den viste sig at være rigtig fint. Den var inddelt i to områder, så hvis to hunde ikke kunne enes, kunne man gå i hver sin indhegning. Der var en del hunde og Seo hyggede sig med at hilse, lege med bold og snuse rundt. Han fik lov at løbe rundt en times tid. Herefter var det tid til at udnytte at vi langt om længe havde fået netforbindelse (den var god på parkeringspladsen for hundeparken). Det viste sig også at den campsite jeg havde udset mig krævede at man kørte på en grusvej med hjulspor så store at man kunne se dem, når man zoomede ind på google maps. Ikke ligefrem et sted man har lyst til at køre hen med et motorhome. Så vi måtte finde et alternativt sted. Gratis steder var der ikke lige nogen af, med mindre man kørte en time syd på og det synes vi var for langt. De kommercielle campgrounds var dyre og fik dårlige anmeldelser. Men heldigvis fandt vi en campground bestyret af BLM (Bureau of Land Management – Noget i stil med Skov- og Landskabsstyrelsen) der lå ca. 20 min kørsel væk. Det var uden hookups men kostede kun 15 dollars trods alt. Og så var den first come, first serve i halvdelen af pladserne (altså, de kunne ikke reserveres) så vi havde chance for at få en plads.

Afsted med os med krydsede fingere. Heldigvis viste der sig at være plads. Faktisk rigelig, men kun fordi det var søndag, så folk var lige taget hjem efter weekenden. Den havde nemlig været fyldt aftenen før. Campgrounden var rigtig hyggelig med masser af grantræer, borde-bænke og god plads imellem hver site, så man ikke sidder ovenpå hinanden. Der var også en campingvært, som var rigtig fin. Så vi besluttede os for at booke to dage (når man først er der kan man reservere op til 14 dage) og evt. at forlænge det med yderligere 2.

Vi var begge godt trætte selvom klokken kun var 15. Når ens planer bliver ved med at ændre sig og der er en masse af tage stilling til, tærer det på energien. Samtidig havde det også trukket op til torden. Så vi slappede af resten af eftermiddagen indendørs og der blev valgt simpelt mad der kunne varmes i mikrobølgeovnen. Og så gik vi ellers tidligt i seng.

IMG_20160609_092854

Dag 30: Leadville Mining Museum

Vi sov længe her til morgen. Vi havde nemlig planer om at tage på Leadville Mining Museum som først åbnede kl 9, så der var ikke nogen grund til at stå tidligt op. Det var egentlig meget rart. Vi fandt let hen til museet, som viste sig at være i tre etager. Første område var alle mulige mærkelige sten. De var fra hele verden og i mange forskellige farver og former. Det var lidt sjovt at se. Næste del af museet havde med lokal minehistorie at gøre. Det var en stor Molybdenum-mine, som var omdrejningspunktet. I en årrække var det den største leverandør i verden og efterspørgslen var især stor ved 2. verdenskrig. Men minen lukkede faktisk først i 1982.

Der var også et område med kik-kasser af forskellige scener med udvinding af guld. Det blev der nemlig også gjort i gamle dage. Men kun i et par år, så havde de udtømt området. En del af museet var også lavet som en mine hvor der var lydeffekter og forskellige scener. Fx et sted hvor de skulle lave en sprængning. Det var også meget sjovt og jeg kan forestille mig at det er et stort hit ved børnene. En anden del var gik ud på at uddanne børn i hvordan ting i hverdagen var bundet til miner. Det var ikke helt så interessant. Men alt i alt brugte vi omkring 2 timer og hyggede os godt. Herefter var det tid til frokost.

Efter frokost tog vi i hundeparken med Seo igen. Vi satte os i skyggen og mens Christian skrev noget på sin opgave, læste jeg i bog til et af vores andre fag. Imens løb Seo og hyggede sig og nogle gange kom der en anden hund ind. De fleste var kun i hundeparken med deres hund i 5-10 min. Men så fik han da hilst på lidt forskellige.

Herefter var det tid til at køre mod Dillon. Der havde jeg fundet et sted lidt uden for byen hvor vi kunne drycampe. Det var også i den rigtige retning i forhold til den tur vi gerne ville gå den følgende dag. Så det passede jo perfekt. Turen til Dillon var rigtig flot, den gik op over et pas og ned til en sø som byen ligger ved. Her skulle vi i Walmart, da der ikke ville være andre Walmarter på vores vej før vi nåede øst for Rocky Mountains.

Det viste sig dog at være en væsentligt mindre Walmart end dem vi er vandt til (tænk Føtex i stedet for Bilka). Den havde ingen frisk kød og ingen grønsager (dog kunne man få lidt ærter og spinat og lignende på frost). Vi skulle bruge hakket kød. Det havde de dog i frossen tilstand – med 27% fedt…. Men der var ikke rigtigt andet valg. Så ingen grønt til os, frosent hakkekød og ingen frisk brød fra bagerne. Men vi fik da mad der skulle kunne klare os igennem de næste 5 dage.

Herefter kørte vi op til campingstedet, som var en grusvej langs en highway som gik op over Loveland Pass. Vi camperede på den modsatte side af grusvejen lidt nede i en fordybning hvor der var ret hyggeligt. Vejret var trukket lidt op, så vi blev indenfor resten af dagen, dog fik Seo selvfølgelig sin aftentur. Der kom også adskillige andre og camperede, så vi var i alt en 7-8 stykker

IMG_20160603_133031

Dag 24: Curecanti National Area

Endnu en dag hvor vi vågnede tidligt. Jeg føler lidt jeg gentager mig selv her. Vores mål var ikke langt væk. Ca. en halv time øst for Montrose lå en campingplads som hørte til Curecanti National Area. Der var ikke hookups, men til gengæld var der mulighed for at dumpe (tømme tanke), hvilket vi havde brug for. Det var også meningen at i dag skulle være en lidt rolig dag. Så vi ville køre hen til campingpladsen, tjekke ind, gå en tur i området og så bare hygge resten af dagen.

Vi nåede frem uden problemer og fandt at pladsen lå nogle 100 m væk fra vejen ved en brusende flod. Der var 4 andre campister til de ca. 30 pladser. Så det var ikke noget problem at finde en god plads. Vi fandt også en brochure for området som vi studerede mens vi spiste en lidt tidlig frokost. Det viste sig at det trail der lød bedst ikke lå ved campingpladsen, men længere mod øst hvor der var nogle søer.

Hele området er centreret omkring the Gunnison River, som starter et sted jeg ikke ved hvor er. Den er så dæmmet op tre gange og det skaber nogle søer. Udover det har floden før den blev dæmmet op skåret sig igennem en masse klippe, så længere nede af floden (mod vest) ligger Black Canyon of the Gunnison National Park som vi skal besøge i morgen. Det er en kløft som er ca. 2/3 dybde af Grand Canyon, til gengæld er den meget smal og ikke lige så lang. Men nok om det, vi besluttede at tage af sted i RV’en til trailet.

Det var ca. 30 min kørsel og trailet startede hvor vejen krydsede søen henover en bro. Vi parkerede og der var kun en enkelt bil ved trailheadet. Det blæste godt og var let overskyet, men stadig rimelig varmt – vel 20 grader. Så en t-shirt og en vindtæt jakke og afsted med os. Seo kom selvfølgelig også med. Lige da vi gik, mødte vi de andre som holdt parkerede, så vi besluttede at lade Seo løbe fri på turen. Det nød han!

IMG_20160603_130534 IMG_20160603_124513

Selve trailet gik først langs søen og så lidt op og hen over et plateau til et udsigtspunkt. Jakken blev hurtigt bundet om livet og da solen kom tydeligere frem var det lige pludselig ikke noget problem at holde varmen. Vi havde taget en halv liter vand med men gav det meste af den til Seo. Han var nemlig godt tørstig af at udforske. På udsigtspunktet var der en bænk hvor vi sad og nød udsigten lidt før vi vendte om. Alt i alt var det en dejlig tur som vi alle tre nød.

Herefter tog vi tilbage til campingpladsen hvor vi slappede af i det gode vejr. I mellemtiden var næsten alle andre campister taget hjem, så der var kun os og et andet par (som også havde hund). Seo ville gerne hilse, men den anden fik ikke lov at komme hen til ham.

Hen på aftenen blev vi lidt rastløse, så vi besluttede at følge den lille vej der gik udenfor campingpladsen langs floden. Det viste sig at være en god beslutning. Den gik ind i en kløft og ca. 1 km henne krydsede vejen sidefloden og ved siden af floden stod en sektion af en bro med jernbaneskinner på. Det viste sig at der havde stået en togvogn på, for i gamle dage gik der en jernbane østfra og ud via sidefloden. Det var The Rio Grande Railway. Lidt længere henne løb floden ind i den store flod (Gunnison River), som dog var opdæmmet lige over stedet. Så sidefloden havde mere vand end hovedfloden. Lyset var super flot da solen var ved at gå ned og vi nød den flotte tur tilbage.

IMG_20160603_200801 IMG_20160603_201850