Kategoriarkiv: 2016

img_20161226_093606

Great Ocean Road

Great Ocean Road er en vejstrækning sydvest for Melbourne. Den er nævnt flere steder i rejseguides, så den ville vi gerne se. Den er noget længere, end vi kunne nå i denne omgang, men vi besluttede os alligevel for at se den østligste del.

Vi havde to dage til det, men skulle også køre lidt ekstra begge dage. Første dag fra vores overnatning øst for Melbourne og anden dag tilbage til nær Melbourne Lufthavn.

Første dag var d. 25. december – nærmere bestemt den største helligdag i landet. Vi var derfor lidt skeptiske omkring, hvad vi mon ville finde at spise i løbet af dagen. Vi fandt da noget, selvom det var lidt utraditionelt for 1. juledag: morgenmad på McDonalds, en kødtærte fra tanken til frokost (som faktisk var forbløffende god), og toast med ost og skinke indkøbt i supermarkedet og tilberedt af os selv på værelset til aftensmad.

Men ellers gik det jo som sagt derudaf med en forventning om at køre langs kysten og se et område. Men det blev lidt anderledes. Der var masser af trafik. Altså kø med stop og kørsel ned til 5-10 km/t trafik. Og selvom det ikke var så langsomt det meste af tiden, så kørte vi i kø eller meget tæt kørsel hele dagen. Det viste sig nemlig, at australierne med ikke-europæisk baggrund udnytter helligdagene til at tage på stranden – i stor stil. Så dagens oplevelser blev mest af mennesker, feriestemning og strandparker. Og selvom det aldrig er fedt at holde i kø, så var det faktisk sjovt at opleve. Og vi fik da også set et par fine strande undervejs.

Aftenen tilbragte vi på noget som mest mindede om et guesthouse i Asien. Det havde en lille veranda med to stole og en masse planter omkring, som vi indtog aftensmad og morgenmad på. Super hyggeligt indtil myggene fik samme idé. Det var faktisk sigende for stedet: i princippet super hyggeligt, men i praksis ”kun” fint nok (sengen var f.eks. også for kort). Stedet gav os til gengæld en omvej ind gennem den lokale regnskov, som var rigtig flot. Så bonus for det.

Anden dag var noget anderledes. Maden blev stadig noget tilfældig pga. lukkede spisesteder, men køreturen var flot. Der var meget færre biler og vi var nu nået ud til de mere ”naturlige” udsigter. Så den stod på klipper og bugter. Vejret var blevet lidt mere snusket (regnvejr og lidt gråt), men da vi havde regntøj med og lyset til billederne ikke blev ødelagt, passede det på en eller anden måde godt til stedet.

img_20161226_094112

img_20161226_102508 img_20161226_110124

Efter således at have oplevet området fra to meget forskellige vinkler gik turen mod første skridt på hjemturen: Melbourne.

Læg mærke til fluerne på Lises regnjakke. Det var ikke alle steder, der var så mange, men på den anden side var det heller ikke enestående.

img_20161224_131022

Phillip Island

På vores ønskeseddel til Australien hjemmefra var bl.a. at se koalaer og kænguruer. Så da vi læste, at der er et koalareservat på Philllip Island og at vi også kunne se pingviner gå i land ved solnedgang efter deres daglige fisketur, var den en oplagt destination. Så vi bestilte billetter til begge dele et par dage i forvejen. Det blev vi glade for, hvad pingvinerne angik.

Koalareservatet åbnede kl. 10 og det næste, vi gerne ville, var som nævnt pingviner ved solnedgang. Så vi havde ikke travlt med at komme op. Så vi gav os god tid om morgenen og kørte derefter de ca. to timer til øen.

Her startede vi med koalaerne. Tidligere har der været mange koalaer på Phillip Island, men primært pga. Syfilis faldt bestanden voldsomt. De lavede derfor et område, hvor de kunne have ca. 40 koalaer i noget nær naturlige omgivelser. Området var vel ca. 0,5 gange 1 km og havde p.t. ca. 25 koalaer. Der var enkelte stier og to boardwalks. På boardwalks’ne var der skilte med information om koalaer – og om den specifikke koala, som var ud for skiltet. For det viste sig nemlig at selv om de har et stort område at være på, så bruger de ca. 20 timer af deres dag – hver dag – på at sidde og sove det samme sted i det samme træ. Da vi fandt ud af det, var de meget nemmere at finde. Indtil da havde det været ret svært. Det lykkedes os at finde alle de skiltede koalaer – og ingen af de uskiltede.

Efter reservatet havde vi god tid indtil pingvinerne. Så vi tog en tur til bageren og fik kage og milkshake. Milkshaken var god, og kagen var lidt på den kedelige side. Derefter gik vi på stranden. Det var lidt svært at slappe helt af, dels fordi der (som alle andre steder) var mange fluer, og dels fordi vi havde en stor, larmende familie tæt på (og vi ville ikke flytte ud af den begrænsede skygge).

Vi besluttede derfor at køre ud til Pyramid Rock. Den er i sig selv ikke så spændende, men der er en flot kyststrækning, som vi gik langs. Her så vi også vilde wallabies (de ligner kænguruer, men hovedformen er lidt anderledes). Herlig tur.

img_20161224_171300

Om aftenen tog vi så ud til pingvinerne. De foreslog at komme mindst en time før. Vi var der ca. 1 time, 40 min før, men allerede der mindede det lidt om en festival. Masser af mennesker og masser af biler. Vi blev på meget professionel og organiseret vis anvist siddepladser ved stranden. Man sad meget tæt på hårde sten, men udsigten var flot. Der ventede vi så på solnedgang. Og næsten på klokkeslættet kom den første pingvin i land. Og så løb den ud igen. Og kom i land. Det gjorde de mange gange. Rangeren fortalte, at det er fordi stranden er det farligste sted for dem, da de ikke er camoufleret for rovdyr og ikke kan løbe hurtigt, Så de bliver nervøse og løber ud i vandet igen. På mig lyder det ikke særligt sikkert sådan et løbe frem og tilbage. Men det gør de altså. Og de ser ret søde ud, mens de gør det. Også når de står og spejder ud over stranden på en måde, som får dem til at se utroligt nærsynede ud.

Vi skulle gå lidt tidligere, fordi vi skulle nå at checke ind på vores motel, inden de lukkede. Men det viste sig at være helt ok. Så fik vi nemlig også set, hvordan pingvinerne rendte rundt ved deres huler og på stierne længere oppe i klitterne. Der var godt nok gang i den med råbende pingviner, løbende pingviner og pingvinpar, som bare stod og gloede. Super sjovt at se. Man måtte desværre ikke tage billeder, da pingvinerne ikke kan lide blitz og folk ikke kan finde ud af at slå dem fra.

Bagefter måtte vi så skynde os til motellet, hvor vi da også ankom 5-6 min. før oplyst lukketid. Den oplysning var så forkert, da de lukkede to timer før. Men så kunne vi ringe til dem og (efter tre forsøg) få at vide, at et værelse stod ulåst til os. Så det lykkedes alligevel.

dsc_0967-1

Australien: Gippsland Lakes

I dag var en af de dage jeg havde glædet mig mest til (nok kun overgået af Mount Kosciuoszko). Planen var nemlig at leje en lille båd og tøffe rundt på Gippsland lakes og bare nyde det gode vejr. Et par dage før var det lykkedes at reserve båden, så det var bare at dukke op kl. 9. Det hele fungerede fint og en af dem der arbejdede der tog lige og sejlede med os 5 min når nu vi ikke havde prøvet at styre en båd før. Men efter er par drejninger blev det bedømt at vi havde fin styr på det og med et kort over området blev vi overladt til os selv.

dsc_0975-1

Først sejlede vi allerlængst væk, det vil sige man kunne sejle længere, men i vores lille båd skulle vi holde os i et område hvor strømmen ikke var for stærk. Så efter halvanden times sejlads lagde vi til ved en fin kaj og gik i land. Her kunne man krydse hen over nogle klitter, og så stod man på 90 Mile Beach.  90 Mile Beach er sjovt nok 90 miles lang og er dog afbrudt af en kanal som er kunstigt gravet, der giver adgang til søerne fra havet. Det var også denne kanal vi ikke måtte komme for tæt på. Men ud over fra båd eller 50 miles væk, kan man ikke nå den sektion vi havde lagt til ved, så der var dejlig fredeligt. Faktisk havde vi stranden helt for os selv. Vi satte os i sandet og nød udsigten og slappede af i 20-30 min før vi gik retur til båden.dsc_0973-1 dsc_0977-1

Her spiste vi frokost inden vi sejlede videre. Først lagde vi til ved et andet sted, men der var kedeligt og båden gyngede en del, så vi sejlede videre igen. Så sejlede vi ind i en lille afkrog af søen. Her lå nogle både fortøjret og en enkel båd lå for anker mens de spiste frokost. Der var dejligt stille og roligt og helt læ for vinden, som ellers blæste lidt. Men vi havde ikke lige mod på at smide ankeret ned (kan det sidde fast????) så vi sejlede ud igen. Så sejlede vi over til den modsatte side af hvor vi måtte sejle til. Det var til grænsen hvor søen åbnede op fra at have været et kæmpe kanalsystem (med bredde af normale søer) til at være en sø på størrelse med Garda-søen tror jeg. Vi måtte i hvert fald ikke sejle ud på det åbne, for der kunne nogle gange med meget kort varsel opstå over 2m høje bølger.dsc_0982-1

I stedet lagde vi til ved kanten hvor der også var en mole. Her stod et par børn med deres far og fiskede. Det var meget hyggeligt. Lidt efter gik de, men så kom nogle andre børn som badede og svømmede rundt om molen. Så der var lidt liv uden at der skete alt for meget. Lige hvad der passede til os. Der var efterhånden gået 5 timer, så det var tid at vende tilbage. Vi fik afleveret båden og kørte ca. 2 timer til overnatningsstedet. En dejlig dag!

img_20161223_120340

wpid-wp-1482740131810.jpg

Køredag

I dag var køredag fra Jendabyne til Gippsland Lakes, nærmere bestemt Lakes Entrance. Køredage lyder ikke så ophidsende, og det var den heller ikke – hvilket også var pointen. Vi stod op i ro og mag og kørte, da vi var færdige.

Vores plan var at finde frokost, når vi nåede frem, men da vejret var godt og vi faldt over en bager med udendørs borde ved et stop vi lavede, så så vi nærmere på menuen. Det blev til en kødtærte til os hver (de er generelt glimrende, små måltider: praktiske og velsmagende) og en kage til dessert.

Således forfrisket kørte vi resten af vejen til Lakes Entrance. Her fortsatte vi dagens tempo med aftensmad på McDonald’s. Ikke det mest lokalkulinariske, men det er altså rart engang imellem bare at kunne køre et sted hen, hvor man ved, hvad man får. Selvom det lyder trivielt, kan der godt gå meget energi med at finde mulige restauranter, tage stilling, rent fysisk finde restauranten, få maden, finde ud af hvordan man betaler osv. Det tager typisk 60-90 min med enkelte hurtigere og langsommere tilfælde. Så altså rart med et velkendt koncept på en rolig dag.

Aftenen blev brugt på planlægning af de næste dage. Inden vi gik i seng, havde vi således styr på alle de resterede dage samt overnatninger bortset fra den sidste.

wpid-wp-1482740292648.jpg

Billedet viser udsigten 100m fra motellet.

img_20161221_120315

Mount Kosciuszko

Mount Kosciuszko er Australiens højeste punkt. Og når man kender os ret, må vi jo besøge det højeste punkt, hvis det er muligt. Og det er det. Mount Kosciuszko er 2.229 m, hvilket ikke er så voldsomt i forhold til mange andre bjerge. Det er fordi, det er en gammel bjergkæde, som efterhånden er blevet slidt af vind og vejr. Det betyder også, at de er rimelig rundede. Vi gætter på, de også er grunden til, at hele området er så bakket – det er simpelthen gamle bjerge.

Anyways, man kan komme til selve Mount Kosciuszko af tre ruter: den lange fra en by via en bjergkam (lyder voldsomt, men det er en fin sti, nogle steder asfalteret), den halvlange (23 km t/r) fra byen Thredbo eller den korteste – også fra Threbo – men hvor 10 km og 300 højdemeter klares med en skilift. Vi tog skiliften J

Ingen af os er den store fan af skilifte (man sidder på en bænk, som gynger lidt i vinden midt i ingenting), men vi kom – som forventet – op og ned uden problemer.

Oppe for enden af liftet var der ca. 8 grader og hård vind. Ifølge ekspedienten, som solgte billetter, føltes det som minus 1 grad. Det havde vi nu luret hjemmefra, så vi havde taget det helt rigtige tøj på. Hverken for varmt eller for koldt. Det er nu ellers ikke altid nemt, når man går langt og med forskellige stigninger.

Stien gik igennem et flot landskab. Den var nem at gå ad, da de havde lavet en boardwalk i metal næsten hele vejen. Det sidste stykke var ”kun” grusvej, men det gik jo også an J Der var også sne to steder på stien. Lidt sjovt at være i over 30 grader på stranden i går og så vade rundt i sne i dag. Frokosten blev indtaget på toppen af bjerget. Der var også ganske mange andre mennesker – vel 20-30 stk. – som også holdt pause her. Men der var dejligt roligt alligevel, der var læ, og udsigten var super.

img_20161221_105525 img_20161221_104454

Alt i alt en flot tur med bjerge, sne og den højeste alpine sø i landet. Byen, vi boede i (Jindabyne) var lidt bøvlet. Den var svær at finde rundt i, priserne var høje og aftensmaden var kedelig. Til gengæld fik vi en god morgenmad (vaffel med bærkompot). Den var dyr, men pengene værd :)

dsc_0921-1

Australien: Jervis Bay

En halv times køretur bragte os til formiddagens mål: en stor bugt placeret nogle timers kørsel syd for Sydney. Her skulle være flot og hyggeligt og så skulle der gå en sti langs strandene (strandene er adskilt af klippefyldte områder) et godt stykke hen langs kysten. Så planen var at gå en tur langs den og nyde udsigten og det gode vejr.

Vi fandt en lille lokal parkeringsplads, hvor stien krydsede igennem, så man må sige vi havde god parkering. Vi valgte at gå mod syd og gik først igennem et plantageagtigt område. Herefter kom vi ud til den flotteste sandstrand med noget meget hvidt sand. Der var et par familier som legede langs vandkanten, men ellers var stedet ikke ligefrem overrendt.

dsc_0919-1

dsc_0921-1

Målet var at nå frem til en cafe som lå tæt ved stien, hvor vi kunne spise frokost. Efter en times tid nåede vi frem og der var heldigvis ledige borde. Vi fik dog at vide at vi først kunne bestille fra frokostmenuen 15 min senere, fordi den kun var 11.15. Så vi ventede pænt. Men så glemte de vores bestilling. Og så skulle deres milkshake maskine flyttes over på et nyt bord (Christian havde bestilt milkshake). Omkring en time efter vi havde sat os, kom maden endelig og 5-10 min efter fik vi da også lov at få noget at drikke. Heldigvis var maden god og vi endte med at få den ene burger gratis.

Vi besluttede at gå lidt videre langs stranden før vi vendte om. Vi var dog opmærksomme på ikke at gå alt for langt, for dagen efter var planen en tur op på Mount Kosciuszko, så der skulle gerne være lidt energi i benene. Vi havde derfor også lidt at en køretur foran os, for at komme i nærheden af bjerget til dagen efter. Så vi vendte tilbage til bilen og kørte afsted mod sydvest. Dette var også min første tur som chauffør. I Australien kører man i venstre side, så jeg ville gerne starte på en strækning uden for meget trafik. Det fandt vi, da vi kom 30 min ind i landet. Så kørte vi af en landevej gennem skov og marker og vi mødte en bil hver 5-10 min. Det var en flot tur gennem landskabet som vi nød.

Da vi nåede frem til hotellet havde receptionen lukket. Så vi skulle ringe på en dørtelefon og få en kode til et lille pengeskab hvor nøglen lå i. En smule besværligt, men det lykkedes da heldigvis. Værelset viste sig at ligge på anden sal og huset mindede mest om en kæmpe alpehytte. Det er også et skisportssted om vinteren og vi havde passeret et skilt kort før byen der viste til ”Tyrolean Village”. Så det var egentlig ikke så overraskende. Værelset i sig selv var også ret stort og der var hems – i alt var der soveplads til 6. Så der var god plads. Men det vigtigste for os var bare fred og ro og en god seng at sove i, og det fik vi også.

 

wpid-wp-1482310863272.jpg

Kangaroo Valley

Der har været gang i den de sidste dage. Masser at se og strækninger at køre. Men nu sidder vi på et værelse på et hyggeligt motel. Vi har lige spist aftensmad på verandaen – take away pizza – og nydt de ca. 22 grader. Der blev også plads til en middagslur efter dagens attraktion (Mount Kosciuszko). Men mere om det senere.

Efter vores ophold i Blue Mountains, var planen en morgen med boomerangkast og derefter en eftermiddag i Kangaroo Valley. Boomerangkastet bookede vi hos et kulturcenter for en måned siden og til eftermiddagen bookede vi dagen før en ridetur på ca. 2 timer.

Vi ankom til kulturcenteret ca. 20 min for tidligt og de spurgte pænt, om de kunne hjælpe os. Vi fortalte, vi havde en aftale, men det kunne de ikke finde noget om. Til gengæld kunne de da godt arrangere boomerangkast med 5 minutters varsel. Så en ca. 70-årig indfødt fortalte os lidt om, hvordan stammerne levede og lever, lidt om forskellige træer og værktøjer og kastede sig så ud i boomerang. Eller rettere, det gjorde han ikke. Vi har ham lidt mistænkt for at være dårlig til det. Men vi fik et par tips og fik så lov at ”lege” på deres område til den slags. Det var ikke helt nemt, men på den anden side havde vi fornemmelsen af, at vi i løbet af 5-10 timers træning ville kunne få den til at komme tilbage hver gang (den kom tilbage, men typisk 5-15 m ved siden af os). Da vi ville betale, fik vi ikke lov. De syntes det var fint at fortælle om deres kultur og havde hygget sig fint. Så de ville ikke have betaling. Den var ellers ca. 150 kr. per person. Så det var jo fornemt.

Efter boomerangkastningen tog vi videre til Kangaroo Valley og ridning. Ejeren virkede lidt brysk (”hvorfor kommer I her og forstyrrer mig og mine dyr”), hvilket vi også havde fornemmet i telefonen dagen før. Men da hun så, hvordan vi blev venner med deres fem hunde og så, hvordan vi omgik hestene, så kom vi i ”den gode bog” og fik en hyggesludder med hende og hendes mand. Det viste sig, at han havde en MBA i international marketing og hun havde en ph.d. i noget undervisningsrelateret. Ja, hvad ellers, når man har en farm midt i ingenting :)

Der var også to piger på ca. 10-12 år, som skulle med ud at ride. Vi fik alle en grundig intro til det at omgås dyr generelt og heste mere specifikt. Og så red vi ellers en tur. Det var 2 timer gennem regnskov. Der var flere flotte udsigtspunkter og det var interessant at se de mange forskellige planter. Det var også sjovt at ride i et landskab, som var nyt for os – og et, hvor der ikke hele tiden var kløfter omkring os. Hestene var også fine. Det tog lidt tid for Lise at få hendes til at lytte (altså gøre som hun ville i stedet for at være på ”auto”), men det lykkedes. Min var også rar og virkede ret velovervejet. Man kunne tydeligt se på den, når den stoppede op og planlagde hvordan den skulle komme op eller ned af stien. Ikke at stien var kompleks, men den kunne den godt lide lige at tage bestik af situationen. Lige inden vi var tilbage til farmen så vi også en flok kænguruer. De er lidt at betragte som dådyr i sjældenhed og opførsel, men for os er de sjove at se.

Om aftenen var vi trætte, så da vi opdagede, at motellet havde en aftale med den lokale kineserrestaurant om room service, så var der ikke meget mere at overveje :)

Og så lidt bonus info om Australien:

  • Hver dag oplever man 15-60 min. hvor en eller flere fluer prøver at flyve ind i dine ører og øjne samt lande på dit ansigt. Hver dag!
  • Der er umotiveret bakket de fleste steder i New South Wales. Man går nær stranden. Pludselig er der en 50m bakke med en stigning på 15%. Man kører i en by. Pludselig er der en bakke med lignende stigning.
  • Her er rimelig Europæisk i stilen. Der er også lidt ”hipt” (smarte cafeer, smarte frisurer osv.).
  • Der er ikke særlig meget trafik. Slet ikke udenfor byerne.
dsc_0888-1

Australien: Blue Mountains

Da vi spurgte folk om hvad vi burde se i Australien, nævnte flere Blue Mountains. Så dem måtte vi selvfølgelig et smut forbi. Vi havde hjemmefra bestilt to overnatninger i byen Katoomba, som vi havde forstået lå lige ovre på den anden side af bjergene og rimeligt centralt for at se ting. Det viste sig ikke helt at være sandt. Den lå nemlig bang midt i bjergene og 200 meter nede af vejen var en af de mest berømte klippeformationer i Blue Mountains. Så det må man sige var centralt!

Motellet viste sig at være rigtig fint i sig selv også, med en receptionist som gerne gav anbefalinger. Vi havde besluttet at første dag (hvor vi ankom til bjergene ved 13.30-tiden) at gå på stien ”National Pass Track” (her hedder det nemlig ikke trails, men tracks), som skulle være ca. 6 km lang med 300-500m højdemeter – alt efter hvor man kiggede. Den havde ry for at være en af de flotteste stier overhovedet.

Det må man også sige at den var! Katoomba og området generelt lå oppe på et plateau. Stien gik ned af plateauet og hen langs med det, halvvejs nede af bjergsiden. Først kom vi forbi et rigtig flot vandfald, som var i flere etager, som var synlige efterhånden som vi kom ned af stien. Herefter gik stien langs klippevæggen hvor man gik i en blanding af regnskov med små vandfald og så samtidig lige ud til en skråning, som hældte ned mod bunden af kløften. Det var rigtig flot og meget anderledes end vi er vant til. Vi blev ved med at tage os selv i at sige ”nøj, det er flot”, ”prøv at se der” osv. På vej tilbage til plateauet kom vi forbi endnu et stort vandfald. Der var en gruppe ved at rappelle ned af. Det var lidt sjovt at se.    dsc_0873-1 dsc_0857-1 dsc_0863-1 dsc_0846-1 dsc_0838-1

Om aftenen besluttede vi at gå de 200 meter ned til ”Three Sisters” som er den mest berømte klippeformation. Det var efter solnedgang, men vi havde fået at vide at de var lyst op om natten. For enden af vejen var en kæmpe udsigtsplatform. En halvcirkel på omkring 50 meter i diameter. ”Three Sister” var i sig selv ikke så imponerende, synes vi, men vi er nok lidt spolerede af alle de flotte ting vi efterhånden har set. Så synes vi vandfald og stien fra om eftermiddagen havde været flottere.

Næste dag valgt vi en sti som gik ned i ”Grand Canyon of the Blue Mountains”. Første del lød jo lidt bekendt… Det var en tur der skulle tage omkring 3 timer. Da vi har planlagt en håndfuld vandreture i løbet af ugen, var vi lidt obs på ikke at få gået for langt hver dag. Der skal jo også være lidt energi til dagen efter. Stien startede fra toppen og bevægede sig samme med et vandfald ned i kløften. Vi gik i en jungleagtig bevoksning med fuglelyde omkring os. Det var dog ikke meget vi så til fuglene.

dsc_0878-1 dsc_0888-1 dsc_0904-1

I bunden af kløften fulgte vi vandløbet. Nogle gange løb det dybt under os, andre gange kunne vi dyppe fødderne i det, hvis vi ville. Specielt var det dog at kløften flere steder var ret smal og de advarede da også mod at bevæge sig derned i regnvejr. Vi havde dog sol med små hvide skyer, så der var ikke noget at være bekymret over. Efter vi kom retur gik vi ned til ”Three Sisters” for at se om de gjorde et større indtryk i dagslys. Det gjorde de ikke rigtig. Udsigt var der heller ikke meget af, for det var ret diset.

img_20161218_134547

Tilbage på motellet brugte vi eftermiddagen på at slappe af og planlægge et par ting til de efterfølgende dage.

 

img_20161214_165103

Sydney

Så kom vi til Australien. Turen indbefattede alt for mange timer i fly over alt for lang tid, hvilket da også kunne mærkes på tidsfornemmelse, hoved og mave. Men det skal siges, at det gik glat. Flyet fra Kina til Australien var lidt forsinket, men det gjorde ikke noget. Ellers var servicen fin, maden var god (for flymad) og vi havde flere strækninger, hvor vi havde tomme sæder ved siden af os. Det var også hyggeligt kort at hilse på familierne, og det var rart at se, at Seo havde taget det meget mere roligt hjem end ud. Så alt i alt en så god tur, man kunne håbe på.

Vi havde 5 dage i Sydney, mens Lise var til konference. Det er en fin by med en blanding af ”gamle” engelske bygninger og nyere skyskrabere. Der er en god stemning og flere grønne områder. Og så er der masser – masser! – af fodgængere. Det var bedre lørdag, men alle de andre dage kunne man bogstavelig talt sjældent gå mere end en meter, før man skulle træde til side eller justere for de andre fodgængere. Og det selvom fortovene var brede.

Lise var til konference tirsdag til fredag, men jeg ”legede” turist om formiddagen og flere aftener lavede vi også ting sammen. Af højdepunkter kan nævnes:

Aftensmad med Asbjørn og Linda. Asbjørn er en af Lises tidligere studiekammerater, som også har fået tildelt det samme legat. Han og konen (Linda) er ved at være færdige med et halvt år i Sydney, hvorefter de tager et halvt mere i New Zealand. Vi havde en super hyggelig aften på en god restaurant, hvor vi snakkede rejser, legat m.m.

Operahuset. Det ser lidt gammeldags ud i arkitekturen i forhold til, hvad vi forventede. Men der et jo også over 40 år gammelt.

Zoologisk Have. Et pænt område, men der var ikke mange dyr at se. Vi gætter på, de gemte sig pga. varmen (ca. 36 grader).

img_20161214_160123

Havnen. Det halve af Sydney ligger ned til havnen.

img_20161213_171610

Akvariet. Der var godt nok mange mennesker. Og i starten så det ikke lovende ud. Men det blev rigtig godt. Vi så og hørte bl.a. en del om en søko og vi så pingvinerne blive fodret. De var personlighedsmæssigt ret forskellige. En af dem ville ikke spise, mens en anden hele tiden gik rundt efter dyrepasseren og nappede hende for at få mere.

img_20161216_153411

Botanisk Have. Et flot sted, hvor vi gik en god tur. Også fin til en ”skovtur”. Her var der ikke helt så mange fodgængere, så vi kunne gå mere i vores eget tempo.

Chinese Garden. Hyggelig have. Flot med mange detaljer. Desværre ret påvirket af lydbilledet fra den omkringliggende by. Jeg hyggede mig fint med en bog og en spadseretur en formiddag.

img_20161214_093533

Australian Museum. Fin dyreudstilling, men rimelig hurtigt overstået (40 min for hele museet).

img_20161215_141225

Lørdag formiddag samlede vi vores bil op og kørte mod Blue Mountains. Selvom Sydney er en fin by, passer det os nu godt at komme væk fra den. Der er alt for mange mennesker og for meget larm J

Hvad angår køreturen har Australien venstrekørsel. Som jeg tidligere har oplevet i Irland, er det sådan set ikke så svært. Men det går imod mine vaner og reflekser, at rattet er i højre side. Så er bilen bred til venstre for føreren i stedet for til højre. Så hvis jeg går for meget på ”autopilot”, trækker jeg for langt mod venstre. Så mens det normalt er rimelig afslappende for mig at køre bil, kræver det noget mere her. Lise har ikke prøvet endnu. Hun glæder sig allerede… 😉

15283961_10154707589563830_7197744715117803700_n

På gensyn Cookeville

Så sidder vi på Motel 6 i Cookeville igen. Det samme motel, som vi boede på en lille uge, da vi ankom til byen. Ja endda samme værelse. Det er helt hjemligt, at computeren bare hopper på wifi-forbindelsen uden yderligere spørgsmål.

Tidligere i dag lagde vi det sidste i kufferterne, gjorde lejligheden rent og afleverede nøglerne. Inspektionen varede et par minutter, hvorefter de konkluderede, at den var i god stand – som forventet (hans ord, ikke mine) – og at vi skulle have hele vores depositum tilbage. Det er nu rart, at der nu er styr på det.

Men det meste er nu også gået rimelig nemt. Bilen blev solgt til en god pris (for både os og køber), diverse abonnementer er opsagt uden bøvl, og mandag blev de sidste møbler hentet af en gut, som rydder lejligheder og sælger møblerne til studerende o.lign. Vi havde ellers regnet med, vi skulle til at leje en flyttebil og en tur på genbrugspladsen. Men det slap vi så for.

Som I måske også husker, er det ret besværligt at komme rundt i byen uden en bil. Så vi overvejede at leje en efter at have solgt vores egen, men det løb alligevel også op. Men så tilbød en af vores venner fra hiking-gruppen at vi da kunne låne hendes gamle Nissan Pathfinder. Den er ca. 20 år, ryster og dele af komfortudstyret virker ikke. Men bremser og dæk er nye, og det er en bil, vi kan komme rundt i med god plads til kufferter. Det er godt nok luksus med sådan nogle venner.

Så selvom der er en del, man skal igennem, er det som sagt gået fint.

Vi har også holdt afskedsmiddage i flere omgange. To med hiking-gruppen (forskellige personer kunne forskellige dage), Lise med en af sine professorer og de studerende i hendes fag, og vi begge med min oprindelige studiegruppe. Det var hyggeligt at se alle igen, men også vemodigt at sige farvel. Især nu, hvor vi efterhånden er kommet godt ind på hinanden.

Vi blev også inviteret til basketball kamp af en fra hiking gruppen. Nærmere bestemt to kampe – en for herrer og en for damer – på universitetet. Vores hold vandt overbevisende i begge kampe, så vi heppede klart på de rigtige.

På hiking-fronten sluttede vi også af med manér. Næstsidste hike blev på 20 miles (32 km) på 8 timer og 15 min. Udsigten var lidt blokeret af bladene på træerne, men det var alligevel en fed oplevelse.

Studierne er færdige (måske ikke så overraskende :) ). Vi mangler stadig at få en tilbagemelding om karakter hver, men dem vi har fået, er gode (A, topkarakter). Der er dimission på lørdag, men den deltager vi af gode grunde ikke i. Så ud over lidt papirarbejde, er det også et veloverstået kapitel.

Så nu glæder vi os til at få overstået en lang rejse til Australien – og til gengæld nyde at være dernede :)