Månedsarkiv: august 2012

8 hurtige om Seo

15,8 kg. Er gået fra at være lidt tynd i normalområdet til lidt tyk i normalområdet. Kosten er derfor reduceret en smule.

Seo skred på en skråning i skoven for ca. 10 dage siden og har derfor måttet holdes lidt i ro. Ikke nemt for en hvalp, men det går faktisk forbløffende godt. Han får så også nogle lidt ekstra mentalt stimulerende ture på havnen o. lign. Det hjælper også, at han gerne må gå langt, så længe det ikke er vildt.

Han har umotiveret pebet og taget sig til bagenden nogle gange den sidste uge. I dag var han til dyrlægen og fik kontrolleret ryg, hofter, ben, hale og mave. Bedste bud er, at det går over efter en uge, hvor han holdes i ro (så vi fortsætter med ture i snor).

Han bider ikke mere. I hvert fald kun, hvis man spiller op til “tumle-leg”.

Han gør en del. Men kun af Lise og kun, når hun sidder ned. Oprindeligt virkede det at gå ned med ham, så vi troede det betød, at han skulle tisse. Nu har vi ham skarpt mistænkt for, at han bare vil underholdes. Så nu får han lov at gø alt det, han vil. Så kan vi hygge, når han er færdig.

Han lægger sig til at sove samtidig med os og sover om natten. Og så vil han op kl. 6. Plus/minus 10 min, men ikke mere end det.

Han kan holde sig “længe” når han er vågnet. Længe nok til at vi kan gøre sig færdige med det, vi lige laver, tage tøj på i ro og mag og gå ned med ham.

Han er ok med, at vi har malet køkken. Det var meget spændende at være derude og så gearede han stille og roligt op. Men hvis han blev lukket i stuen bag gitter, så var det i det store hele helt ok at vi rendte rundt og arbejdede.

IMG_20120901_144116(1)

1. træningsdag

Som kom tiden til første træningsdag med Seo. Vi må jo indrømme, at vi havde “smugtrænet” hjemmefra, men vi glædede os til at se hans søskende: hvor store de var og hvad de kunne.

Så turen gik til Frederikssund. Efter lidt køren rundt lykkedes det os at finde den bitte lille jordvej, som ledte ind til træningspladsen (med lidt telefonsupport fra Hanne). Og da vi nåede parkeringspladsen, var vi da heller ikker tvivl: der rendte 4 Seokloner rundt. Samme størrelse, samme farve og ca. samme bygning. Ok – det viste sig ser var forskelle, men de var unægteligt meget ens. Alle var glade for at se hinanden og der blev hilst entusiastisk.

Efter vi ejere også havde hilst gik vi ellers i gang. Lise tog selve træningen, mens jeg kiggede på og sludrede med Hans. Den stod på lidt af det “sædvanlige” men også noget mere retriever specifikt. Der var:

  • Gå plads: nemt nok. Bare man ikke holder en godbid foran snuden på ham. Så kan han nemlig ikke koncentrere sig om andet (det er so last week 🙂 )
    • Gå plads uden snor: endnu nemmere
    • Sit. Nemt – både med kommando og med håndtegn. Men man kunne godt mærke, at der sker en del mere på træningspladsen. Han er – forventeligt nok – noget stærkere i det derhjemme.
    • Tage afstand i sit. Vi har trænet det hjemme og han er forbløffende god til det. Vi kan tage ca. 5 meter afstand og gå rundt om ham. Så den halve meter klarede han fint – også med uroen på træningspladsen.
    • Blive siddende mens en person gik rundt om ham. Ingen problemer.
    • Sidde stille mens det ikke var hans tur. Gik generelt ok men der skulle da flettes et vov ind hist og her. Og snuses lidt rundt.
    • Apport. Det gad han ikke rigtig. Men det hjalp, da vi fandt en dummy, som kunne pive. Bagefter skulle Lise hente dummyen mens Seo ventede. Meget mærkelig øvelse – for både Lise og Seo.

IMG_20120807_215553

Det lyder ikke af meget, men så var der gået halvanden time. Og hundene var trætte. Altså de ville gerne lege, men de var trætte. Så vi snakkede lidt med de andre og tog så hjem. Efter vi havde givet Hanne hans stambog, så der kan komme styr på hans chip, selvfølgelig.

Alt i alt en rigtig fin træning. Og sjovt at se de andre. Også sjovt at se, hvor meget de enkelte hunde begynder at minde om deres ejere (vi nævner ikke hvalpen, som var lidt hyper og stak af 3 gange – ejet af medarbejderen i en beauty salon, som småstresset kom en halv time for sent 🙂 )

Ah. Ro igen.

12 kg.

Pyha. Ugen startede hårdt med 3 dage, hvor Seo foretog sig tre ting:

1) Være en idiot (det sædvanlige med at bide i alting)

2) Pive i køkkenet

3) Sove i køkkenet

Vi ville selvsagt ikke lukke ham i køkkenet hele tiden, så der var en hel del “være en idiot”. Han lå heller ikke stille om natten, så det blev heller ikke til meget søvn. Det er altså ret stenet ikke at sove og have en hund, som konstant er en idiot.

Men – det lod sig heldigvis løse. Og løsningen var gode, lange gåture. Det giver sådan en herlig træt hund, som hellere vil sove og hvile end bide i alting. Man skal bare huske ikke at lægge gåturene ved solnedgang i meget fugtigt vejr. Så udvikler det sig mere til en frø- og tudsejagt end en gåtur. Det virker fint til at krudte dyret af, men desværre endnu bedre på os… 🙂