Som sædvanligt stod vi tidligt op. Planen for i dag var at tage et trail langs Coloradofloden. Egentlig ville vi gerne gå til dens udspring, men det var lidt for langt (ca. 23 km tur/retur), så vi ville nøjes med at gå næsten derhen. Herefter ville vi køre tilbage til hvor vi gik med Seo i går, så skulle vi finde et sted at dumpe og få frisk vand på og derefter skulle vi tilbage til samme sted for natten igen.

Men sådan gik det ikke helt. Vi stod som sagt tidligt op og vi var ved trailet ved 7-tiden. Vi skulle ikke gå langt før Coloradofloden løb brusende langs stien. Det var rigtig flot, solen var ved at stå op over bjergsiden og det havde været frostvejr i nat, så der var dis hen over engene. Super, super flot. Efter vi havde gået lidt kom vi til et sted hvor floden var gået lidt over sine bredder. Selve floden løb et stykke fra stien, men der var et stort område med græs og træer, som også var under vand og der var små strømme imellem buskene. Men heldigvis kunne vi bare gå lidt op af en skråning langs stien og komme tørskoet forbi. Vi gik lidt videre, som kom der endnu et sted af sådan nogle. Det var lidt sværere at komme forbi her, men det lykkedes også.  Men der gik ikke længe før vi endnu engang kom til et oversvømmet sted – vi havde vel gået 2 km i alt ud af stien. Og der besluttede vi at vende om. Så vi gik tilbage til bilen igen.

Vi tog en hurtig snak om hvad vi så ville og besluttede at køre lidt længere op af Trail Ridge Road, en vej der går fra den vestlige til den østlige side af parken, op over bjergene. Det var planen at vi næste dag skulle køre henover den og gå enten to små trails eller et lidt længere trail op på et bjerg (alt efter energi og humør). Da vi allerede var tæt på det ene af de to små trails og starten af det længere trail besluttede vi at køre derhen. Så kunne vi gå det lille trail og se om det overhovedet var muligt at gå på det længere trail. Vi kunne nemlig læse os til at der stadig var en del sne, når man kom højere op.

Afsted med os op igennem hårnålesving. Christian er efterhånden godt trænet i bjergkørsel og han er også blevet godt vant til RV’en, så det var ikke noget problem. Kort efter hårnålesvingene nåede vi søen hvor det lille trail var. Vi parkerede og steg ud – der var en del sne. Faktisk så meget, at man ikke kunne se nogen sti. Der lå vel omkring 1,5 meter sne. Vi kunne kun lige skimte et par glimt at søen, så det fik vi ikke meget ud af. Nå, men så kunne vi jo i hvert fald tjekke det andet trail, som lå nogle km længere henne af vejen. Vi kom hen, parkerede, og konstaterede at her var der kun mere sne. Det ville altså ikke være muligt at tage det trail heller.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Klokken var kun 9 om morgenen, så ville vi tilbage til Grand Lake? Eller skulle vi bare fortsætte med at køre videre af Trail Ridge Road og så nå frem til østsiden en dag før. Ville der være flere trails man kunne komme ud på der (som udgangspunkt er der langt flere på østsiden) eller ville de også være begravet i sne? Vi besluttede at køre lidt længere, der var nemlig en ranger station, hvor vi tænkte vi kunne få information. VI nåede frem 9.30, men det viste sig at den først åbnede kl 10. På det her tidspunkt måtte vi næsten grine lidt. Skulle alt bare være imod os i dag?

Så ingen info, men vi besluttede os at køre videre. Vi ville så nyde køreturen henover bjergene, tage i hundepark med Seo (der var nemlig en på østsiden) og finde et sted at campere. Jeg havde lokaliseret et muligt sted, men havde ikke nået at researche det endnu. Men vi håbede på det bedste.

Turen hen over passet var super flot. Solen skinnede og der var nogle fine hvide skyer på himlen. Bjergene havde et passende dække af sne, så de var et mix af grå og hvide – med grøn granskov længere nede af siderne. Vi nåede frem til det andet lille trail vi havde set på og det viste sig faktisk at være åbent. Det gik hen over den alpine tundra og havde infoskilte om dyr, planter og klima på tundraen. Det var rigtig fint og udsigten kunne man bestemt ikke klage over.

Tilbage i RVen var det tid til frokost før vi kørte videre ned mod dalen. Selvfølgelig med stop på en hel del udsigtspunkter på vejen. VI havde besluttet os for at stoppe ved en ranger station nede i dalen, så vi endelig kunne få noget information om hvor der var åbent og muligt at gå. Det lykkedes heldigvis og rangeren sagde at der var pakket sne nogen steder (og løs sne nogle enkelte steder) men at det absolut var muligt at komme rundt på en hel del trails. Så det lovede jo godt for de kommende dage.

Så tog vi i hundepark med Seo. Den viste sig at være rigtig fint. Den var inddelt i to områder, så hvis to hunde ikke kunne enes, kunne man gå i hver sin indhegning. Der var en del hunde og Seo hyggede sig med at hilse, lege med bold og snuse rundt. Han fik lov at løbe rundt en times tid. Herefter var det tid til at udnytte at vi langt om længe havde fået netforbindelse (den var god på parkeringspladsen for hundeparken). Det viste sig også at den campsite jeg havde udset mig krævede at man kørte på en grusvej med hjulspor så store at man kunne se dem, når man zoomede ind på google maps. Ikke ligefrem et sted man har lyst til at køre hen med et motorhome. Så vi måtte finde et alternativt sted. Gratis steder var der ikke lige nogen af, med mindre man kørte en time syd på og det synes vi var for langt. De kommercielle campgrounds var dyre og fik dårlige anmeldelser. Men heldigvis fandt vi en campground bestyret af BLM (Bureau of Land Management – Noget i stil med Skov- og Landskabsstyrelsen) der lå ca. 20 min kørsel væk. Det var uden hookups men kostede kun 15 dollars trods alt. Og så var den first come, first serve i halvdelen af pladserne (altså, de kunne ikke reserveres) så vi havde chance for at få en plads.

Afsted med os med krydsede fingere. Heldigvis viste der sig at være plads. Faktisk rigelig, men kun fordi det var søndag, så folk var lige taget hjem efter weekenden. Den havde nemlig været fyldt aftenen før. Campgrounden var rigtig hyggelig med masser af grantræer, borde-bænke og god plads imellem hver site, så man ikke sidder ovenpå hinanden. Der var også en campingvært, som var rigtig fin. Så vi besluttede os for at booke to dage (når man først er der kan man reservere op til 14 dage) og evt. at forlænge det med yderligere 2.

Vi var begge godt trætte selvom klokken kun var 15. Når ens planer bliver ved med at ændre sig og der er en masse af tage stilling til, tærer det på energien. Samtidig havde det også trukket op til torden. Så vi slappede af resten af eftermiddagen indendørs og der blev valgt simpelt mad der kunne varmes i mikrobølgeovnen. Og så gik vi ellers tidligt i seng.