Vi havde oprindeligt sat to dage af til at se Kings Canyon og Sequoia National Park. Men da vi kiggede nærmere på dem i går, viste det sig, at de godt nok teknisk set er to parker, men administreres som én. Vejen dertil er også den samme. Og alle de ting, vi på forhånd gerne ville se, lå i Sequoia delen. Kombineret med en to timers lang køretur ind i parken og ganske lange afstande internt i selve parken, besluttede vi at se hvor meget vi nåede i dag og så vurdere, om vi ville bruge endnu en dag eller tage videre.

Vi ville gerne se store træer. Så vi gik efter de to største – målt på omkreds og på volumen – samt efter en gåtur i en del af skoven, hvor der voksede særligt mange store Sequoiaer. Allerede ved indgangen til parken blev vi dog inspireret til en afstikker. Ved nærmeste toilet/parkeringsplads var der nemlig en vandrerute kaldet ”big stump”. Her kunne man se stubbene efter de oprindelige skovhuggere, som havde ryddet store områder, inden det blev nationalpark. Det er bare herligt, når mennesker beslutter sig for på nogle uger eller måneder at ødelægge noget, som tager årtusinder at genoprette…

Men det var interessant at se. Både for det historiske i det, og fordi stubbene var så store og så ”velholdte”. Træerne nedbrydes nemlig – af en for os ukendt grund – ret langsomt. Senere så vi et over 100 år gammelt fotografi af et væltet træ og det så ud ligesom det gør i dag. På ruten var bl.a. stubben fra et træ, som blev fældet for at informere verden om sequoiaernes eksistens. Man fældede det og skar et par skiver af, som blev sendt til henholdsvis New York og London. De var simpelthen så store, at folk i første omgang troede, de var falske. Vi så også et træ, som var savet halvt igennem, inden man fik stoppet fældningsprocessen. Det levede i bedste velgående, hvilket var ret imponerende – indtil vi så de brandskader, mange af de andre træer levede fint videre med. Så var det mindre imponerende.

Efter Big Stump Trails tog vi forbi General Grant Tree, som er det med størst omkreds. Det er svært at beskrive som andet end et enormt træ. Men det er værd at se. Herefter videre til general Sherman Tree, som er det med størst volumen. Her gik vi også ud på Congress Trail, som var et godt valgt til en skovtur blandt verdens største træer. Det var en fed måde at opleve dem på i stedet for enkelte træer, som var udstillet. På stien var de meget mere i deres rette element, og vi kunne så store, meget store, kæmpe, skæve, brændte, væltede og yngre træer også.

Efter wow- og naturoplevelsen, skulle der også være plads til parkens gimmick: et væltet træ, som var skåret ud, så man kunne køre igennem det. I samme område var Moro Rock, det højeste udsigtspunkt i parken. Men vi gad bare ikke vade 400 trin op. Så vi smuttede hjemad i stedet.

Vi kørte ud af parkens syd indgang. Det viste sig at være en oplevelse i sig selv. Det var 30 miles med hårnålesving og kraftigt fald på vejen. Vi havde læst, de frarådede store køretøjer, men sådan et var vi jo heller ikke i. På selve vejen anbefalede de via skiltning så også kraftigt, at man benyttede lavt gear for at skåne bremserne. Det er en smule mere besværligt i automatgearede biler, så jeg besluttede mig for bare at bremse så lidt som muligt og se, om det ikke gik. Overophedede bremser blokerer (de sætter ikke ud), så i værste fald ville vi blive forsinket, mens de kølede af. Men da vi stoppede halvvejs nede for at se en udsigt, kunne vi lugte bremserne og man kunne mærke varmen fra dem på en halv meters afstand. Så blev der motorbremset resten af vejen! Det siger alligevel lidt om faldet (til de bilkyndige), at en bil med 9 gear stadig sætter farten op med fuld motorbremse i 2. gear. Men det gik fint, bremserne overlevede og de var normale i temperatur, da vi kom ned.

Vel fremme til et behageligt motel, besluttede vi os for, at vi havde set det, vi ville i parkerne. Spørgsmålet var så, hvad vi ville bruge næste dag på. Her fandt Lise et rodeo i Santa Maria kun 1½ times omvej fra den direkte hjemtur. Da vi oprindeligt planlagde turen, prøvede vi længe at finde et rodeo, som passede ind. Men uden held. Så det var helt perfekt, at det nu alligevel kunne lykkes. Vi prøvede at bestille billetter via nettet, men uden held. Vi besluttede derfor at ringe til dem dagen efter og klare det via telefonen (hvilket også lykkedes fint 🙂 ).