Vi vågnede tidligt til fuglekvidder og solskin. Vi pakkede hurtigt sammen og gik en morgentur med Seo langs grusvejen i skoven. Herefter var det tid til at køre retur af de 8 km grusvej. Vi havde besluttet at prøve en anden strategi i dag. I stedet for at køre langsomt, så at prøve at køre ”hurtigt” (dvs 45-50 km/t) så man ikke mærkede de små bump. Det virkede faktisk overraskende godt, men til gengæld skulle man passe på de lidt større. Så vi fik et par hop, og blev rystet godt igennem (det værste var faktisk når vi bremsede ned for de større bump) men kom da væsentligt hurtigere frem end i går. Så ved 7-tiden trillede vi ind i Chiricahua National Monument. Efter en lille granskning af kortet vi fandt ved indgangen, besluttede vi os for en godt 5 km rundtur som ville tage os ud og se nogle af de flotteste sten i området. Herefter ville vi tage en anden sti, som gik op på Sugarloaf (”Sukkertoppen”) som lå midt i parken og som skulle have en flot udsigt over området og dalen nedenfor.

På grund af tidspunktet var parken stort set øde. Vi mødte kun en enkel ranger og et par arbejdere, som reparerede vejen. Vi skulle op for enden af Scenic Drive ruten for at komme ud på vores vandreture, så afsted med os. Det tog os omkring 500 m højere op og der var en flot udsigt. Det var køligere end forventet. Vi var jo i nogle bjerge, lige op til en ørken. Men der blæste en kølig vind. Det var egentlig meget rart, da vi først kom ud på trailet.

Selve stien gik let nedad langs med/igennem/forbi en masse skøre sten. Vi hyggede os med at tage billeder og nyde udsigten. Omkring halvvejs på turen nåede vi ned i bunden af en kløft til et område de kaldte ”Parken”. Her var grønt og fuglekvidder krydret med sorte, døde træer som er levn fra en skovbrand for 10-15 år siden. En sjov kombination, men rigtig flot.

Herefter gik det stille og roligt op igen. Vi kunne se på vores hiking app at vi skulle ca. 160 meter op, men det virkede som ingenting. Vi nåede tilbage til RV’en lidt over 10 og var klar til frokost. Når man står op 5.30 må man jo rykke den tilsvarende. Så vi fik os en gang hurtig frokost, før vi skulle køre et par km til næste sti. Det viste sig dog at de i mellemtiden havde lukket den vej fordi den skulle have ny asfalt på, så det måtte vi droppe.

Så kørte vi ned igen til visitor centeret, hvor der var en sti langs bunden af kløften hen til en gammel farm. Her måtte man gerne have hund med, så Seo fik en god gåtur hvor vi mødte flere hjorte på vejen. Efter godt en time var vi retur ved RV’en og satte kursen mod Tucson. Tucson er en større by i Arizona og jeg havde fundet et område uden for byen hvor vi kunne overnatte gratis. Det var ejet af Bureau of Land Management, som er statsejet og skal beskytte landområder. Der var også 4-5 andre campere, men der var god plads, så det var ikke noget problem.

Samtidig havde det trukket sammen til regnvejr, så selvom vi egentlig havde planlagt at grille, tog vi mikrobølgeovnen i brug til et par færdigretter vi havde med i fryseren som nødløsning. Det fungerede også fint. Regnen kølede området lidt og det var dejligt, for det er et ørkenområde – komplet med kaktusser som man ser i de gamle westerns.

Som I sikkert har luret, er vi ikke så meget online. Faktisk er det noget nær umuligt at komme i nærheden af trådløst internet, de steder vi kommer. Flere steder har vi heller ikke telefondækning, så hvis I ikke hører fra os, så er det derfor. F.eks. har Lise flere gange snakket om at ville ringe hjem, men når vi så har haft dækning, er det midt om natten i Danmark.

Vi vender tilbage med flere indlæg næste gang, vi har net (eller igen vælger at dedikere noget af datapakken på telefonen til blogindlæg).

Men ring, skriv osv. bare stadig – vi vender tilbage, når vi ser det 🙂

I overensstemmelse med vores nye strategi om at stå tidligt op og besøge attraktionerne om morgenen havde vi fundet et campingplads ca. en halv time fra dagens aktivitet: White Sands. Så vi stod op 5.30, gjorde os klar, dumpede tankene og var ved White Sands før kl. 8.

Parken ligger tæt på en militær missilbase, så den er lukket ca. 1/3 af tiden. Heldigvis ikke i dag. Vi havde kontrolleret før afgang, så turen kunne justeres, men det var heldigvis ikke nødvendigt.

White Sands er en samling hvide sandklitter, som er dannet af et millioner år gammelt hav, som nu er bjergområde og udtørret søbund. Parken består af klitterne og så søbunden. Så vi tog den eneste vej op til den eneste åbne vandrerute. Hvorfor de andre var lukket, fandt vi aldrig ud af.

Halvdelen af vejen var fin nok. Dvs. asfalteret. Det var den anden halvdel – ca. 6 km. – ikke. Det er godt nok en rystende oplevelse (helt bogstaveligt) at køre på en sådan vej i RV. Hvis vi kørte mere end ca. 12 km/t rystede hele bilen som var den ved at falde fra hinanden. Så det blev 6 km. med ca. 12 km/t. Men frem kom vi da.

Det er et meget sjovt landskab. Sådan mest ørkenagtigt. Men alligevel er sandet ret køligt på trods af solen. Og der vokser (få) buske rundt omkring. Men ellers er det mest hvidt sand og blå himmel. Vi tog den åbne vandrerute på 8 km, som ledte os over klitterne ud til den tidligere, flade søbund. Sjovt at se skiftet i landskabet. Solen var varm, men det blæste ret kraftigt, så det kølede.

Da vi havde gået vores runde, tog vi en til med Seo. Denne gang noget kortere for både hans og vores skyld. Han var helt ok med sandet, men syntes ubetinget at firbenene var det mest interessante. Dem ville han gerne se helt tæt på. Det fik han ikke lov til, selv om han prøvede ihærdigt J

Igen oplevede vi, at RV’en ”kun” var ca. 28 grader. Dvs. den var steget ca. 5 grader på 2,5 time i direkte sol.

Bagefter tog vi til en campingplads ved nationalmonumentet City of Rocks, som er morgendagens attraktion. På den måde endte vi med at bo ca. 100 m. fra destinationen. Det var også en fin campingplads. Den havde desværre ikke dump station, så vi måtte stadig spare på vandet. Men det er nu helt ok. Vi fik også vasket et par t-shirts, så vi kan klare os et par dage mere, før vi skal finde et vaskeri. De tørrede på halvanden time i den tørre luft og den kraftige vind.

Apropos kraftig vind: Kraftig vind er noget skidt i en RV. Det kræver meget mere af chaufføren og man bliver ofte nødt til at køre langsommere. Og så apropos RV – det er rutine for mig at køre den på ”normale veje” nu. Det er rart og gør kørslen mere afslappet. Lise har også fået rigtig fint styr på den (det har hun nu haft hele tiden, men det er mere rutineret nu), selvom jeg kører mest.

I dag stod vi tidligt op (kl. 6). Formålet var at komme så tidligt som muligt ud til dagens attraktion så a) det ikke er så varmt for os at gå en tur og b) Seo ikke bliver stegt i RV’en imens. Det virkede helt efter hensigten, så det er planen fremover. Måske endda lidt tidligere op endnu…

Apropos varme, så er det en rigtig god ting at rejse i RV frem for personbil, når hunden skal blive i den. RV’en er større, der er flere ting i den som skal varmes op og dermed stabiliserer temperaturen, den har gardiner for alle vinduer, og den har udluftningskanaler man kan åbne i taget. I dag stod den f.eks. små tre timer i solen og blev kun ca. 26-27 grader C indendørs. Varmt, ja, men ikke livstruende som en personbil, der hurtigt når 50+ grader.

Nå men da vi var kommet af sted og skulle tanke, mødte vi en lokal brandmand. Han var – som de fleste – glad for at slå en sludder af og spurgte, hvor vi skulle hen. Da vi fortalte ham, vi skulle til Guadelope Maountains, gav han os en detaljeret gennemgang af, hvor de var i gang med afbrændinger og hver der derfor var lukket. Vi vidste det meste i forvejen, men dels blev vi lidt klogere og dels er det bare hyggeligt at få en snak, mens man tanker.

Vel fremme til parken var der desværre mere lukket, end vi regnede med. Men vi fandt et fint trail op med bjergets top. Vi gik dog ”kun” de første 2,5 km ud og hjem, da vi dels ikke gad gå 13 km/1000 højdemeter og dels ikke ville forlade Seo for længe i bilen før vi havde målt på, hvor hurtigt RV’en bliver varm. Vi nøjedes derfor med 365 højdemeter, som også gav en pæn udsigt. Parken var fin nok med nogle glimrende vandreruter, men ellers er den ikke noget spektakulært.

Efter parken tog vi videre til en campingplads, Lise havde fundet. Husk igen at ”campingplads” her i landet kan være alt fra en idéforladt parkeringsplads i en nedslidt by til det, vi normalt tænker på i Danmark. Den her kostede 14$ (ca. 90 kr.), men har ”hook ups” (så vi kan få vand på og komme af med spildevandet), en flot udsigt, campingbord og grillplads. Og så er den ret hyggelig. Der er endda vandreruter, man kan tage, hvis man vil. Det vil vi ikke 🙂 Så både billigt og godt – det er en god kombination. Billedet er fra en lille “have” på campingpladsen.

Og så er det blevet varmt. Jeg gætter på ca. 30 grader ved femtiden. Så airconditionen kom i brug for første gang i dag.

I dag skulle vi køre nogle timer for at nå frem til Guadelope Mountains National Park, så vi stod tidligt op (kl. 6). Vi skulle også lige have tømt tankene og have fyldt vand på samt betale for overnatningen, så vi var først af sted kl. 8.

Apropos overnatning, så var kontoret heller ikke åbent i dag. Faktisk så det ud til, at der ikke havde været nogen på motellet siden vi var der i går. Vi prøvede at ringe på igen, men uden held. Så vi konkluderede, at vi havde fået en gratis overnatning. Pudsigt, at sådan et sted ikke engang er til stede til at modtage betaling…

Så gik turen af sted sydpå. Det meste af vejen på lange, lige veje og i lidt gråt og kedeligt vejr. Nemt at køre i, men lidt kedeligt hvad udsigten angår. Undervejs så Lise vejrudsigten for destinationen og konkluderede, at der godt kunne være thunderstorms (tænk kraftig regn og blæst). Så vi lavede om på rækkefølgen og tog til Carlsbad Caverns i stedet. Som det hulesystem, det er, er det indendørs.

Vi vidste ikke så meget om hulerne andet end at de skulle være flotte. Det var de i den grad også. Man kan gå ca. 6 km. ad en sti fra den ene hule og gang til den næste. Der er rigtig mange, pæne formationer, stalagmitter og stalaktitter. Især hulen kaldet ”Big Room” (det store rum) lever mildt sagt op til sit navn. Der er utallige, imponerende og meget forskellige formationer i et to-delt rum, som i areal ville kunde indeholde 14 fodboldbaner. Vi har også været i andre huler, men den her er altså imponerende og flot.

Efter besøget i hulerne tog vi til vores overnatningssted, som er midt på en slette af statsejet land. Her satte vi RV’en op, og gik en tur med Seo. Da vi kom tilbage, havde en mindre flok køer samlet sig og stirrede på RV’en. Vi gik ind og gav dem en times tid, men de blev hængende. Så besluttede vi os for at få gang i grillen. Det gik markant bedre end i går og den startede uden bøvl.

Køerne syntes åbenbart at to mennesker, som griller, er super spændende. Eller også sad vi midt i deres eftermiddagssti. I hvert fald stillede 15-20 køer op på 10 meters afstand og gloede. Lidt intimiderende i starten, men de var fine nok. Seo syntes også, de var interessante i starten, men så blev de kedelige.

Da selve grilningen (er det et ord?) var færdig og vi satte os til at spise, besluttede køerne sig pludseligt for at gå videre. Og så gik de længere på 5 min. end de havde gjort de sidste 3 timer. Ret pudsig oplevelse 🙂

Dag 3: Bandelier National Monument og Scenic Drive 2

Vi vågnede tidligt kl 6 og klokken 7 var vi på farten igen. Denne gang på en lille omvej mod Bandlier National Monument for at følge en scenisk rute fra vores bog. Den bragte os opad (og vi var allerede i 3 km højde) op mod et bjergpas. På grund af tidspunktet var de eneste andre ”trafikanter” en coyote og en hel del hjorte af forskellig art. På højeste punkt var der et picnic område med en del sne på jorden. Vi tog et kort stop for at tage billeder. Det var vel 5 grader varmt.

Afsted med os igen og snart gik det nedad. Det gik fra sne/græsklædte enge med nåleskov til at tynde lidt ud i bevoksningen og i højere grad klipper. De var flotte nuancer af røde og gule. Efter et par timers kørsel ankom vi til Bandelier. Her startede vi med picnic til frokost før vi bevægede os ud på området.

Bandelier er et område med bebyggelse fra 1200-tallet. Nogle steder var bygget af stenmure, andre langs kløftens vægge. Kløften var en særlig stenart som var mere blå og der var derfor små huler ind. Det havde folkene benyttet sig af. Der hvor der ikke var hulrum, havde de lavet huller ind i klipperne for at støtte tagkonstruktionen. Det var ret spændende at se. Et par af stederne var der også stiger, så man kunne klatre op til nogle huler. Vi gik rundt i hovedområdet men besluttede os for ikke at begynde at vandre op langs kløftens sider. Vi havde jo også Seo at tænke på tilbage i RV’en.

Efter Bandelier kørte vi til Santa Fe som havde en stor hundepark som Seo kunne tumle i. Altså lige indtil han fik kaktus i poterne. De andre hunde virkede ikke til at have problemer med det, men måske var de vandt til det? Men han fik da hygget sig i 40 mins tid. Herefter satte vi kursen af velkendt vej (tænk at man kan sige det 3000 km ”hjemmefra”) mod I40, som vi krydsede over på vej mod en lille by Vaughn, hvor der var to RV parker. Vi havde planer om at overnatte i den ene.

Da vi nåede frem fandt vi hurtig den park vi havde planlagt at overnatte i. Det var egentlig bare et græsområde bag en legeplads hvor der var sat op med elektricitet, vand og kloak. Man skulle så hen i et motel længere nede af vejen for at checke ind. Men der var ikke nogen hjemme. Så vi besluttede at prøve det andet sted. Men det viste sig at være lukket. Hvad gør man så 18.30 om aftenen når der er halvanden time til næste by og planen er at man skal grille til aftensmaden? Og man desuden har brug for at få fyldt vand på og tømt sine andre tanke? Vi besluttede at køre retur til den første og slå os ned der og så betale den efterfølgende morgen.

Der skulle nu tændes op i grillen. Det blev en besværlig omgang. Vi har ikke kunne opstøve grillbriketter, så det skulle gøres med tændvæske. Men tændvæsken brændte hurtig ud og der ville ikke gå ild i kullene. Det endte med at tage Christian en times tid at få gang i den. Men så var der endelig succes og vi kunne få burger til aftensmad. Imens undersøgte jeg mulige campingpladser til de kommende dage og det ser ud til at vi kan finde nogle fornuftige, billige (eller gratis) steder at bo. Så vidt vi kan vurdere har vi brug for vand ca. hvert 4. dag – men dog rarest at få hver 3. Men det bliver vi nok klogere på hen ad vejen.

I dag var planen at køre til Great Sand Dunes, som lå ca. en times kørsel væk (ikke helt tilfældigt!). Hvis man tænker Råbjerg Mile, men med 250 m høje klitter beliggende op af et bjerg med sne på toppen og en mindre flod (snarere kæmpe bred bæk) der løber langs foden af klitterne, så får man Great Sand Dunes. Det var et imponerende sted. Først tog vi Seo ud en tur langs/i floden så han kunne få lov at tumle rundt og hygge sig. Det var populært. Herefter en gang frokost i RV’en (det er ved at blive en vane…) før vi var klar til at tackle turen op til næsthøjeste klit (230 m). Den ligger næsten i første række, man skal dog op og lidt ned af nogle mindre klitter før man når den.

Sandet var nogle steder meget fast og let at gå på, andre steder sank man i. Så ind imellem var det en ret hård tur. Fordi man er oppe i 3 km højde, er luften også tyndere, så som udgangspunkt er det også bare hårdere for kroppen. Mange stoppede på halvvejen hvor der også var en top med flot udsigt. Men vi ville (selvfølgelig) helt op. Og det kom vi da også og blev belønnet med den flotteste udsigt ud over selve klit-området op mod bjergene.

Efter at have nydt udsigten et kvarters tid, satte vi kursen ned ad igen. Det tog kun den halve tid og vi havde det sjovt med nærmest at gynge-gå ned af de stejle skråninger. Vel tilbage ved RV’en ventede Seo og vi kørte afsted mod Walmart for at købe lidt mere mad og en grill. Efter Walmart gik turen mod Tres Piedras i New Mexico, hvor jeg havde lokaliseret en gratis campingplads i Carson National Forest.

Da vi var ved at være fremme ved destinationen begyndte vi at se røg. Vi kiggede lidt bekymret på det, da det var i den retning vores campingplads lå. Lidt længere fremme var der skilte med ”prescribed burns”. Det var altså brande antændt af rangers for at vedligeholde skoven. Vi fandt campingpladsen (en lysning i skoven) og der var allerede et andet par camperet. De havde snakket med skovpasseren, som havde sagt at det ikke var noget problem at overnatte der, men vi endte med at synes det var for tæt på branden og rykkede nogle km væk, ned til den lokale ranger station og overnattede på deres parkeringsplads. Det var der heldigvis ikke nogen der brokkede sig over.

Vores plan for i dag var stille og rolig. Vi skal jo lige lære RV’en at kende. Derfor ville vi besøge Garden of the Gods som ligger i Colorado Springs. Det er en state park, dvs. en mindre version af en nationalpark. Vi ankom om formiddagen og startede med en gang frokost på parkeringspladsen. Allerede her var vi begejstret for vores RV (eller primært vores køleskab). Herefter fandt vi en hundesti til Seo hvor han kunne løbe fri og bagefter tog vi op i hovedområdet af parken. Garden of the Gods primære attraktion er nogle meget stejle, tynde klipper i rødlige farver. Vi gik rundt i området en times tid og kunne have Seo med i snor.

Herefter var planen at køre syd på. Dog har vi besluttet at undgå de store motorveje, da landevejene ofte er langt mere sceniske. Så vi havde lagt en plan, hvor vi først kørte vest op i bjergene og så syd på igennem bjerglandskabet. Det blev en rigtig flot tur og vi fandt senere ud af, at det meste af den faktisk var det meste af en rute fra vores bog ”The most scenic drives in America”. Vi kom op i 3 km højde, hvor der var højsletter. Omkring var der bjerge med sne på. Over os var himlen blå med sceniske skyer. Vores destination var et sted man kunne parkere gratis uden hook ups (dispersed camping, dry camping, boondocking, kært barn har mange navne). Stedet var et område for vildfugle og der var rigtig smukt. Mindre søer var overalt i et slettelignende område og skinnede blåt om kap med himlen. Vi nød aftenen der og en lasagne i mikrobølgeovnen. En hel okay måde at slutte dagen på.