Vi vågnede tidligt til fuglekvidder og solskin. Vi pakkede hurtigt sammen og gik en morgentur med Seo langs grusvejen i skoven. Herefter var det tid til at køre retur af de 8 km grusvej. Vi havde besluttet at prøve en anden strategi i dag. I stedet for at køre langsomt, så at prøve at køre ”hurtigt” (dvs 45-50 km/t) så man ikke mærkede de små bump. Det virkede faktisk overraskende godt, men til gengæld skulle man passe på de lidt større. Så vi fik et par hop, og blev rystet godt igennem (det værste var faktisk når vi bremsede ned for de større bump) men kom da væsentligt hurtigere frem end i går. Så ved 7-tiden trillede vi ind i Chiricahua National Monument. Efter en lille granskning af kortet vi fandt ved indgangen, besluttede vi os for en godt 5 km rundtur som ville tage os ud og se nogle af de flotteste sten i området. Herefter ville vi tage en anden sti, som gik op på Sugarloaf (”Sukkertoppen”) som lå midt i parken og som skulle have en flot udsigt over området og dalen nedenfor.

På grund af tidspunktet var parken stort set øde. Vi mødte kun en enkel ranger og et par arbejdere, som reparerede vejen. Vi skulle op for enden af Scenic Drive ruten for at komme ud på vores vandreture, så afsted med os. Det tog os omkring 500 m højere op og der var en flot udsigt. Det var køligere end forventet. Vi var jo i nogle bjerge, lige op til en ørken. Men der blæste en kølig vind. Det var egentlig meget rart, da vi først kom ud på trailet.

Selve stien gik let nedad langs med/igennem/forbi en masse skøre sten. Vi hyggede os med at tage billeder og nyde udsigten. Omkring halvvejs på turen nåede vi ned i bunden af en kløft til et område de kaldte ”Parken”. Her var grønt og fuglekvidder krydret med sorte, døde træer som er levn fra en skovbrand for 10-15 år siden. En sjov kombination, men rigtig flot.

Herefter gik det stille og roligt op igen. Vi kunne se på vores hiking app at vi skulle ca. 160 meter op, men det virkede som ingenting. Vi nåede tilbage til RV’en lidt over 10 og var klar til frokost. Når man står op 5.30 må man jo rykke den tilsvarende. Så vi fik os en gang hurtig frokost, før vi skulle køre et par km til næste sti. Det viste sig dog at de i mellemtiden havde lukket den vej fordi den skulle have ny asfalt på, så det måtte vi droppe.

Så kørte vi ned igen til visitor centeret, hvor der var en sti langs bunden af kløften hen til en gammel farm. Her måtte man gerne have hund med, så Seo fik en god gåtur hvor vi mødte flere hjorte på vejen. Efter godt en time var vi retur ved RV’en og satte kursen mod Tucson. Tucson er en større by i Arizona og jeg havde fundet et område uden for byen hvor vi kunne overnatte gratis. Det var ejet af Bureau of Land Management, som er statsejet og skal beskytte landområder. Der var også 4-5 andre campere, men der var god plads, så det var ikke noget problem.

Samtidig havde det trukket sammen til regnvejr, så selvom vi egentlig havde planlagt at grille, tog vi mikrobølgeovnen i brug til et par færdigretter vi havde med i fryseren som nødløsning. Det fungerede også fint. Regnen kølede området lidt og det var dejligt, for det er et ørkenområde – komplet med kaktusser som man ser i de gamle westerns.