Dag 6: White Sands

I overensstemmelse med vores nye strategi om at stå tidligt op og besøge attraktionerne om morgenen havde vi fundet et campingplads ca. en halv time fra dagens aktivitet: White Sands. Så vi stod op 5.30, gjorde os klar, dumpede tankene og var ved White Sands før kl. 8.

Parken ligger tæt på en militær missilbase, så den er lukket ca. 1/3 af tiden. Heldigvis ikke i dag. Vi havde kontrolleret før afgang, så turen kunne justeres, men det var heldigvis ikke nødvendigt.

White Sands er en samling hvide sandklitter, som er dannet af et millioner år gammelt hav, som nu er bjergområde og udtørret søbund. Parken består af klitterne og så søbunden. Så vi tog den eneste vej op til den eneste åbne vandrerute. Hvorfor de andre var lukket, fandt vi aldrig ud af.

Halvdelen af vejen var fin nok. Dvs. asfalteret. Det var den anden halvdel – ca. 6 km. – ikke. Det er godt nok en rystende oplevelse (helt bogstaveligt) at køre på en sådan vej i RV. Hvis vi kørte mere end ca. 12 km/t rystede hele bilen som var den ved at falde fra hinanden. Så det blev 6 km. med ca. 12 km/t. Men frem kom vi da.

Det er et meget sjovt landskab. Sådan mest ørkenagtigt. Men alligevel er sandet ret køligt på trods af solen. Og der vokser (få) buske rundt omkring. Men ellers er det mest hvidt sand og blå himmel. Vi tog den åbne vandrerute på 8 km, som ledte os over klitterne ud til den tidligere, flade søbund. Sjovt at se skiftet i landskabet. Solen var varm, men det blæste ret kraftigt, så det kølede.

IMG_20160516_095429

Da vi havde gået vores runde, tog vi en til med Seo. Denne gang noget kortere for både hans og vores skyld. Han var helt ok med sandet, men syntes ubetinget at firbenene var det mest interessante. Dem ville han gerne se helt tæt på. Det fik han ikke lov til, selv om han prøvede ihærdigt J

Igen oplevede vi, at RV’en ”kun” var ca. 28 grader. Dvs. den var steget ca. 5 grader på 2,5 time i direkte sol.

Bagefter tog vi til en campingplads ved nationalmonumentet City of Rocks, som er morgendagens attraktion. På den måde endte vi med at bo ca. 100 m. fra destinationen. Det var også en fin campingplads. Den havde desværre ikke dump station, så vi måtte stadig spare på vandet. Men det er nu helt ok. Vi fik også vasket et par t-shirts, så vi kan klare os et par dage mere, før vi skal finde et vaskeri. De tørrede på halvanden time i den tørre luft og den kraftige vind.

IMG_20160516_172657

Apropos kraftig vind: Kraftig vind er noget skidt i en RV. Det kræver meget mere af chaufføren og man bliver ofte nødt til at køre langsommere. Og så apropos RV – det er rutine for mig at køre den på ”normale veje” nu. Det er rart og gør kørslen mere afslappet. Lise har også fået rigtig fint styr på den (det har hun nu haft hele tiden, men det er mere rutineret nu), selvom jeg kører mest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *