Dag 11: Sedona (Brins Mesa)

Vi vågnede tidligt. Faktisk første gang omkring ved 4-tiden da et ordentligt vindstød tog i RV’en. Men så vendte vi os om og sov lige en time mere. Vi står nemlig op mellem 5 og 5.30 i øjeblikket for at få max ud af morgenerne. Først en lille morgentur med Seo ad samme sti som i går (dog ikke lige så langt) før vi kørte ind til centrum af Sedona. Oppe ad en lille sidegade skulle vi ca. 500 m af en grusvej, og så var vi ved en parkeringsplads hvorfra der gik stier ud og op i højlandet. Turen vi havde valgt var ca. 8 km med 250 højdemeter. Fordi vi går hver dag – og gerne både en vandretur og en tur med Seo, prøver vi at holde vandreturene på 7 til 10 km. Så det var jo perfekt.

Turen startede gennem et skovagtigt nåletræsområde. Jorden i Sedona er helt rød, så der var rødt og grønt overalt. Stien begyndte snart at gå lidt opad og efter ca. 1,5 km kom vi op på et udsigtspunkt hvor man kunne se ned over Sedona, op til begge sider med bjerge og bagud til en flot dal med endnu flere bjerge i baggrunden. Turen gik videre hen over dalen før den svingede tilbage og rundt om det ene bjerg og retur til parkeringspladsen. Det var en super flot tur. Det tog lidt længere tid end vi havde regnet med, simpelthen fordi vi stoppede for at tage billeder hele tiden.

IMG_20160521_082024

Da vi var startet på turen 7.30 var der også dejligt roligt i forhold til mennesker. Først mod slutningen af turen begyndte der at være en del folk på trailet. Det er altså dejligt at have det roligt og for sig selv (som regel møder man dog et par andre morgenfriske par). Vi er i hvert fald fans af at sove tæt på det sted vi skal ud at se og så komme tidligt op, så vores tur kan starte inden 8.

Vel retur til RV’en fik vi en bid frokost før vi satte kursen mod Sedonas hundepark. Her var det tid for Seo at komme ud. Hundparken viste sig at være en støvet plads med et område bagved på størrelse med to-tre parcelhushaver som var gradueret i niveau og med buske og træer. Vi sad først lidt ved pladsen hvor han legede med nogle andre hunde og så slentrede vi ud i området bagved. Derefter var det retur til pladsen og lege lidt mere med en anden hund. Det havde da givet en times tid.

Herefter kørte vi til en anden dry camping plads hvor vi håbede der var lidt mere læ. Vinden havde nemlig blæst op igen og det blæste faktisk mere end i går. Det var ca. 500 m inde af en grusvej, hvor der var et område med grus og buske. Der var allerede to telte, en campingvogn og en anden RV, men vi fandt også en plads og slog os ned. Desværre med alt for meget blæst til at vi kunne være ude. Det er lidt irriterende, når det nu ellers er godt vejr.

Senere gik vi en tur længere ned af grusvejen med Seo. Jeg havde nemlig læst at der skulle være flere områder længere nede. Så vi ville lige tjekke om de var mere i læ og give Seo lidt mere motion. Udsigten var flottere, men da der ikke var mere læ, besluttede vi at blive holdende hvor vi var. Det lokkede nemlig ikke at skulle længere ind af grusvejen.

Aftensmaden blev igen lavet indenfor og hen på aftenen tog vinden lidt af så vindstødene i det mindste ikke ruskede så meget i RV’en. Der var en overgang hvor jeg følte mig helt søsyg… Heldigvis skal det blæse lidt mindre i morgen, så det håber vi viser sig at være rigtigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *