Ankommet i Cookeville

Så er det vores første rigtige dag i Cookeville og meget er allerede nået. Vores primære mål var at se nogle boliger. Boligsøgning er mildt sagt omskifteligt med boliger, som tages af markedet mens man læser annoncerne, med meget korte og intetsigende annoncer og med ejendomsmæglere, som er svære at få fat i. Men vi havde da booket fremvisning af en lejlighed og et rækkehus i morges. Det blev så udvidet til lejlighed, rækkehus og to huse.

For at gøre en halvlang historie kort(ere), var lejligheden lækker og lå i en pæn bebyggelse. Rækkehuset og husene var til gengæld godt nedslidte og ikke særlig tiltalende. Vi ville gerne have en have til Seo, da han jo ikke kan gå løs på gader og i parker. Men ingen af husene gav rigtig mulighed for at være ude med hund på en god og hyggelig måde. Så vi valgte at snakke videre med ejendomsmægleren med lejligheden – lidt til vores egen overraskelse, da vi egentlig havde satset på et hus. Men lejligheden har så til gengæld en fin altan og har et par grønne områder, man kan være på.

Så nu har vi en aftale om at underskrive lejeaftale på mandag. De kan også delvis møblere lejligheden for os, men det koster ekstra. Det er vi i skrivende stund ved at finde ud af om er en god idé, eller om det er for dyrt. Men under alle omstændigheder fedt at det ser ud til, vi har et godt sted at bo fra starten af næste uge.

Billeder viser en af bygningerne i lejlighedskomplekset. Det er taget fra deres hjemmeside, men er ganske retvisende.

IMG_2227

Ind imellem fremvisningerne lykkedes det os også at være i PetCo (dyrebutik ala Maxizoo) og købe mad og godbidder til Seo. Vi kom også i Walmart (stor Bilka) og købte mad og plastikbestik til morgenmaden. Mælkeprodukter er forbløffende dyre. Mælk er 150% af dansk pris mens yoghurt er 200%. Vi fandt også et tæppe til Seo, som han kan hygge sig med.

Efter frokost tog vi i  den lokale park. Den består mest af en sø med en sti rundt om. Det tog ca. 45 min at gå rundt om den, så det kunne meget vel blive den daglige eftermiddagstur sammen med Seo. Vi skal bare gerne finde en “omvej” som gør den lidt længere.

På hjemvejen tog vi forbi AT&T, som er den lokale telefoniudbyder. Efter en længere snak på 30-40 min med både sælgerne og teknikerne, fandt de frem til, at vores telefoner virker på deres net, og at vi kan få abonnementer til 50$/person/måned – yup, det er dyrt i USA, men det vidste vi godt hjemmefra. Vi skulle dog lige komme igen i morgen, da de skulle have godkendt nogle rabatter. Vi havde til gengæld ingen problemer med at være udlændinge, med ikke at have en adresse endnu og med ingen credit rating (udtryk for ens amerikanske troværdighed som låner) at have.

Inden aftensmaden fik vi styr på kalenderen for weekenden og de første par dage.

Så alt i alt en meget produktiv dag, hvor vi også kom en del rundt i byen og så den. Nu er vi dødtrætte – sikkert også fordi vi har lavet meget, men også fordi vi endnu ikke er kommet helt ind i et søvnmønster tilsvarende amerikansk tidszone.

Åh ja – en sidste kommentar på falderebet. Vi vil ikke lade Seo være alene hjemme alt for længe. Så bortset fra morgenmaden og aftensmaden har han været med i bilen hele dagen. Han har sovet og kigget med fra kassen (som kan være samlet i bilen) uden brok. Dejlige hund 🙂

En tanke om "Ankommet i Cookeville"

  1. Kirsten Hemmeshøj

    Dejligt at høre nyt fra Jer. Håber det går i orden med lejligheden, ejendommen ser fin ud.
    Her fik vi sne natten mellem torsdag og fredag, men ikke så meget, som de havde lovet. Nu er det tøvejr, så del hele smelter forhåbentlig hurtigt.
    Kærlig hilsen mor/Kirsten

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *