Spring break, dag 7: I Grand Canyon

Morgenmad 7.00 – igen på tid. Men nu kendte vi rutinen. Og mens aftensmaden var en smule kedelig, så var morgenmaden rigtig god. Der var pandekager med sirup, røræg, bacon, brød og frugt. Der var også både kaffe, te og juice. Lækkert alt sammen. Selskabet var også godt. Man sidder ved borde med ca. 12 mennesker i alt. Og vi blev placeret sammen med en gymnasieklasse med 2 lærere og 4 elever. De to lærere underviste i ”outdoor”, så de fik løn for at hygge rundt i Grand Canyon. Eleverne havde outdoor som fag og fik derfor undervisnings-credit for det samme. Jeg kan godt se, jeg har valgt den helt forkerte studieretning… J Også imponerende var, at deres ca. 60 år gamle lærer for 5 år siden var løbet fra den ene kant af Grand Canyon til den anden og tilbage igen på en dag. Det er 78,5 km henad, 3.401 m ned og 3.401 m op.

IMG_0594 IMG_0600

Vi valgte et mere adstadigt tempo. I dag var hvile/hyggedag. Så vi gik op på en mere rolig sti. Men selvom vi ikke gik så langt (3-4 km hver vej), var der nu alligevel god stigning på. Men det gav så til gengæld en super flot udsigt over Coloradofloden. Og så var der en fin stenbænk, vi kunne slappe af på. Her så vi også en helikopter, som fløj forsyninger til Bright Angel Campground i rutefart. Den var vel frem og tilbage en håndfuld gange. Meget sjovt at kigge ned på en helikopter i stedet for op. Vi rendte også på 5-8 personer, som vedligeholdte trailet med hakker og skovle. Det så lidt varmt ud…

IMG_0556 IMG_0560 IMG_0572

På nedvejen brokkede mit knæ sig igen, men holdt så pludseligt op. I løbet af 5-10 min gik det helt væk, og så havde det det fint. Fedt! Vi var lidt imponerede over, at vi dagen efter en lang, stejl gåtur kunne slippe med kun ømme lægmuskler.

Da vi kom ned igen, besluttede vi os for at tage et smut på stranden. Vi havde nemlig lagt mærke til en lille en af slagsen ved Colorado floden. Så der satte vi os ned et par timer og kiggede på både. Af og til tager folk nemlig på river rafting igennem kløften, og i dag var altså ”af og til”. Vi prøvede også at mærke på vandet. Det var godt nok koldt. Men det vidste vi egentlig godt, det ville være. Det skyldes, at det er dæmmet op længere oppe og at flodvandet derfor for nyligt har ligget dybt i en sø. Det forhindrede dog ikke arbejderne fra stien i at komme på stranden senere og hoppe i vandet (de så også ud til, de synes det var koldt).

IMG_0578 IMG_0584

Efter stranden skrev vi postkort. Når vi nu skriver blog, er postkort ikke noget, vi gør os så meget i, men de havde nogle fine nogle med teksten ”mailed by mule”, som vi syntes var sjove.

Om aftenen var der steak til aftensmad. Den var væsentlig bedre end stuvningen, men ikke noget vi ville gå langt efter. Efter aftensmaden pakkede vi vores tasker, tog et bad og hoppede på hovedet i seng kl. 9. Vi skulle jo op dagen efter kl. 5 (morgenmad præcis 5.30) og ud af røret, så vi havde god tid til at gå op igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *