Tour de Los Angeles

Det blev onsdag morgen og vi vågnede tidligt. Stadig trætte men kunne ikke rigtig sove, så vi besluttede os for at stå op og starte tidligt. Morgenmaden på hotellet var bedre end forventet og nøj hvor var jeg sulten. Men da var det også alt alt alt for mange timer siden at vi havde fået et rigtig måltid (et eller andet sted over atlanterhavet).

Vejret startede lidt skuffende, overskyet og diset, men det blev der hurtigt lavet om på, da solen fik magt omkring kl 10. Så blev det ellers omkring de 28 grader og høj sol.

Første punkt på dagsordenen var et “smut” til universal studios. En køretur på en lille halv time ifølge google. Men vi lærte hurtigt hvad der blev et motto for dagen: Der er biler overalt! og turen tog over en time. Der kommer nogle fine billeder i aften (Christian er næsten klar til morgenmad nu).

Biler overalt…

IMG_1473

Universal studio var en oplevelse. Det mest kendetegnende var det gode humør man mødte hos alle ansatte og den gode service. En slags blæser tilsat en meget fin sprinkler sørgede for at man kunne blive kølet – og dem var der mange af. Det lærte vi hurtigt at nyde da det var varmt i solen. Forlystelsesparken er bygget op omkring en masse boder og nogle få forlystelser, som til gengæld tager 20-50 min hver. Vi prøvede to: The studio tour og Shrek. Shrek var lidt af en skuffelse. Det var primært “se hvad vi kan gøre i 3D med en trold der skal redde en prinsesse”.

The Studio tour var til gengæld lidt af en oplevelse. Vi blev kørt ned i selve film-området til alle kulisserne og så blandt andet en hel vestern by (6 gader) og villavejen til Desperate Housewives. Vi så også strand/havneområdet til filmen Jaws hvor hajen Bruce (opkaldt efter Steven Spielbergs advokat) næsten åd os. Den slags stunts var der en del af. Blandt andet eksploderede nogle biler som her efter kom flyvende mod os og vi var inde på en metro-station hvor vi var ved at få både en lastbil og en stormflod i hovedet. Vi så også kulissen til War of the Worlds hvor de havde smadret et rigtigt fly ned i et “villakvarter” (som selvfølgelig var kulisser bygget til formålet). Det kan klar anbefales at tage på den tur.

IMG_1409IMG_1400  IMG_1411 IMG_1415 IMG_1416 IMG_1446 IMG_1450 IMG_1456 IMG_1457 IMG_1463

Desværre lykkedes det mig at tabe mit 50 mm objektiv ud af tasken på vej mod udgangen med det resultat at det gik i stykker. Det lagde lidt en dæmper på humøret, så vi besluttede os for at tage på stranden omkring Santa Monica. Dette burde også være en køretur på lidt under en halv time men igen skulle man gange forventet tid med ca. 2,5 og så havde man den reelle tid.

Stranden ved Santa Monica:

IMG_1470

Stranden var stor og bred og dejlig og vi tilbragte en god time der før vi begyndte at mærke sulten gnave og besluttede at vende snuden mod touristområdet der måtte være omkring Sunset og Hollywood Boulevard. Vi satte GPS’en og væbnede os med tålmodighed. Vi nåede efter en god time frem til området, men hvor var touristerne? Dem kunne vi ikke finde. Hollywood Boulevard lignede mest af alt en større villavej. Vi endte med at parkere og fandt en Thai restaurant på Sunset. Maden var lidt skuffende, men vi var sultne. Til gengæld fik tjeneren peget os i den rigtige retning (fortsæt et par km ud af Hollywood Boulevard) og så fandt vi touristerne og Walk of Fame. Vi gik lidt op af den, men da vi var meget trætte (vi havde på dette tidspunkt været i gang i 11 timer) besluttede vi os for at vende næsten hjemad og komme tilbage i morgen.

Nu er det så blevet morgen og Christian sukker lidt utålmodigt, så vi må hellere futte ned til morgenmad nu, så vi kan komme afsted i ordentlig tid. Vi håber på at rende lidt mere rundt på Walk of Fame her til formiddag og så afsted med et “maps of the stars” og se på the rich and famous’ huse inden vi kører nordpå hen mod aftenen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *