Dag 1: Shopping

Jetlag. Dårlig søvn trods den meget fine suite, Super 8 havde opgraderet os til. Op 5.30. Men så var vi da oppe og i gang. Vi fik en ok morgenmad på motellet med glædeligt gensyn med de amerikanske vafler. Jeg havde helt glemt, de eksisterede. Efter maden var det så af sted mod Premium Outlets i Camarillo. Det er ude i forstæderne til Los Angeles, så ”bare” et smut rundt om hjørnet på 1½ time. Det er alligevel en stor by, når man kan køre så længe på motorvej og stadig være i samme del (den nordvestlige). Og det skyldtes altså ikke myldretid, som godt ser voldsomt ud og nok forsinkede os lidt, men slet ikke hvad man kan opleve i Københavnsområdet. Vi ankom til Premium Outlets kvart i ti og de åbnede kl. 10. Vejret var herligt. Ikke for varmt og ikke for koldt. Perfekt, da centeret er et udendørs et af slagsen. Og med en rolig og afslappet stemning i hele området, kunne vi ikke bede om mere.

Til gengæld var ”høsten” ikke så stor som forventet. Bevares, vi fandt da tøj af forskellig art – bare ikke så meget som sidst og som forventet. Især Gap skuffede lidt, da de havde sat priserne væsentligt op siden vores sidste tur. De havde ellers en del i 5-10$ kategorien sidst.

Men det endte da med 8 timers shopping inkl. frokost hos kineseren i den lokale food court. Og så videre mod Joshua Tree park. Det blev til ca. 1½ times kørsel mere om aftenen. Så gad vi ikke det mere og fandt os et motel.

5 McDonalds.

Miles kørt: 136 mil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *