Vi havde jo egentligt planlagt at skulle til Mesa Verde i dag, så vi havde overnattet i Cortez. Det betød nogle timers kørsel til Arches. Arches er en nationalpark med mange flotte sten- og bjergformationer og med talrige stenhvælvinger – deraf navnet (arch = hvælving). Den nye plan blev derfor, at vi ville se solnedgang i Arches i dag og solopgang i morgen. Vi ville derfor ankomme til parken om eftermiddagen, se så meget vi gad og så finde det bedste sted til solnedgang. Hvad overnatning angik, ville vi helst bo i Moab, da det er 10 min kørsel fra Arches. Men ifølge booking.com var det halvdyrt. Det viste sig heldigvis at være forkert. Så vi fandt et fint motel til helt almindelig pris (små 70$).
Vi ankom så til Arches ved 14-tiden efter at være checket ind på motellet. Det er altså en meget behagelig park. Man kan køre til mange af områderne og der er også mulighed for både korte og lange vandreture. Og da vejret var godt – om end lidt blæsende – gjorde vi begge dele. Efter at have studeret kort og beskrivelser, besluttede vi os for, at solnedgang skulle være ved Delicate Arch – staten Utahs uofficielle vartegn. Der var en lille times vandring derop, så vi havde god tid inden, også. Den brugte vi på at se det område, som hedder Windows. Det skulle være godt at fotografere om morgenen, så vi brugte nogle timer på at se det og finde gode vinkler og motiver til morgendagens fotografering. På den led slap vi for at bruge den sparsomme tid med godt morgenlys til at overveje og kunne derimod bare gå i gang.
Ved Windows ligger også en hvælving, som hedder Doube Arch. Ud over at være imponerende stor og flot at se på, kan man også kravle op i den. Altså ikke op på selve hvælvingen men op på klippen under den. Det gjorde vi selvfølgelig – med en flot udsigt som resultat.
Ved aftenstid gik turen så mod Delicate Arch. Turen derop var ok, selvom vi jo skulle en del opad. De fleste vandreture tager vi ”bare”, som de kommer, men netop den her skulle vi jo nedad efter solnedgang. Så det var ikke helt lige meget, hvor svær den var at gå på. Men altså – den var helt ok. Der var 50m, hvor stien var helt ud til en klippekant, men til gengæld gik vi på et plant underlag, som hældte lidt ind mod klippen. Og det var helt oppe i toppen, og derfor på den del, hvor der var mest lys.
Til gengæld var det lidt en udfordring for vores højdeskræk at være oppe ved hvælvingen. Der var grundlæggende ”god” plads, men det hældte en smule nedad mod en skrænt. Det var lidt skræmmende at skulle side ved i 1½ time, men for så vidt ok. Der var trods alt 4-5 m til skrænten og en stenkant, vi kunne sidde op ad. Det værste var næsten at se på amerikanerne. De rendte rundt tæt på kanten, enkelte småløb og – ganske få – tog sig også lige en øl, nu de var der. Jeg tænker, at de er mere vant til bjerge og højder. De er jo trods alt vokset op med dem. Og der er ikke sket nogle ulykker i mange år på trods af den opførsel på daglig basis. Så mon ikke, det bare er os, som er vant til at landskabet er plant? Men stadig til at blive lidt dårlig af.
Men altså: vi blev standhaftigt siddende sammen med de andre 50 fotografer, som også var klar til solnedgangen. Det var godt nok pisse koldt (beklager sproget), vel ca. 10 grader. Så vi nåede begge at ryste af kulde, inden vi gik ned igen. Men billederne blev talrige og flotte. Vi glæder os til at se dem i færdigredigeret form. Efter solnedgang ville månen stå op. Det kunne også give nogle flotte billeder, men det kræver et stativ. Og det havde vi desværre ikke. I det hele taget ville et stativ og en vidvinkel have været kærkomment i dag.
Så i mangel af natudstyr (bemeldte stativ og i øvrigt en pandelampe), gik vi nedad, da solen gik ned. Og det var heldigvis slet intet problem. Hverken at se eller gå. Vi morede – og undrede – os også på nedvejen. For hvem så vi på vej op? En skoleklasse med elever i 10-årsalderen på skoleudflugt. De gik og legede på stien. Så vi var ikke helt ved siden af, da vi tænkte, at de er vokset op med højder herovre.
McDonalds: 2