Det var langt om længe blevet onsdag d. 6. Dagen hvor vores fly afgik til Washington. Når man skal have en hund, en transportkasse der er for stor til at være samlet inde i bilen og 4 store kufferter med, skal man bruge to biler til at transportere sig i lufthavnen. Så mine forældres bil og vores den ene, som min bror skal låne, var udset til formålet. Alt forløb planmæssigt, der var mindre trafik end forventet og vi kom frem i god tid. Her tjekkede vi ind ved SAS-service skranken – det skal man nemlig når man har hund med – og blev instrueret i lidt løst og fast. Til andre der skal rejse med hund kan nævnes:

1. Hunden kan ofte afleveres så sent som en time før afgang, så man kan være sammen med den så længe som muligt og lufte den lige inden. De anbefaler dog stadig check-in 3 timer før.
2. De foreslår isterninger i vandskålen, da de så langsomt smelter. Jeg ved ikke hvor fantastisk det er generelt, men i Seos tilfælde er det ikke en god ide. Han synes nemlig isterninger (og alt andet is) er fantastisk legetøj som knaser, kan kastes med og tygges på. Så vi gav ham bare lidt vand i vandskålen.
3. Det virker ikke til, at nogen har haft ham ude af buret overhovedet på rejsen. Vi afleverede ham 11.00 dansk tid og blev genforenet med ham ca. kl 23.00 dansk tid.
4. Seo er normalt en rolig hund, men da vi hentede ham lå han og rystede i kassen. Han reagerede kun vagt på vores stemmer, men det blev bedre i det øjeblik vi åbnede kassen og lagde en arm rundt om ham. Efter et par minutter holdt han op med at ryste. 10 min efter kom han ud af kassen og gik gennem bagageområdet på lettere skrævende ben. 30 min senere lagde han sig ned med hovedet på min hånd (i kassen igen), mens vi ventede på at Christian samlede lejebil op.

I forhold til punkt nr. 4 havde vi inden rejsen læst for og imod at give hunden noget beroligende. En stor modpost er, at de kan få kvalme af det og kaste op og da de er beroliget kan det give dem problemer og i værste fald kan de kvæles i dem. Så vi havde valgt ikke at give ham noget beroligende, da vi ikke ville tage den chance – og det også så ud til at være den generelle holdning på nettet. Til gengæld spurgte de både ved check in, ved (alm) bagage drop og ved aflevering af ham (i odd size bagage) og lød som om det var bedst, hvis han havde fået det. Så selvom det absolut ikke var rart at genforenes med en skræmt hund, er det nok desværre også det valg vi tager for ham, når han skal hjem. VI tør simpelthen ikke risikere at han kaster op. Det skal dog siges at han ikke er mærket af oplevelsen. Han ligger fx. og sover formiddagslur i transportkassen lige nu og har sovet der i nat. Og selvom man selvfølgelig godt kan mærke lidt at han er revet ud af sine vante rutiner, tager han generelt det hele rigtig pænt.