På overnatningsstedet var der morgenmad inkluderet. Det viste sig at inkludere ikke bare den sædvanlige toast/vaffel mulighed, men også engelske muffins, amerikanske muffins, røræg og pølser. Vi tog bestemt ikke sultne derfra!

Planen for i dag var at køre fra Three Rivers til Santa Maria, en køretur på ca. 4 timer. Her skulle vi så se rodeo om aftenen. Undervejs synes vi det kunne være hyggeligt at købe jordbær og chokolade i anledningen af min fødselsdag. Vi havde kørt en lille time, da vi nåede til et sted med en frugtbod og her købte vi dejlige, saftige jordbær. Chokolade endte vi dog med at undvære.

Først skulle vi dog købe billetter til rodeoet, da vi gerne ville være sikre på at få en plads. Det viste sig at blive en længere omgang, men det lykkedes da til sidst. Vi skal vist være glade for at Christians telefonregning er betalt af firmaet….

Da vi kørte fra Three Rivers ved 10-tiden var det omkring 30 grader og temperaturen steg endnu et par grader. Vi havde dog set en vejrudsigt for Santa Maria, der sagde 20 grader og sol. Men vi har jo oplevet nogle temperaturskift. Det var da også 30 grader det meste af vejen, lige indtil vi passerede sidste bjergkæde (det lyder så voldsomt, det var det ikke) ud mod Stillehavet, så faldt temperaturen til 18 grader i løbet af 10 minutters kørsel. Ret imponerende.

Vel ankommet til Santa Maria kørte vi til det motel vi havde bestilt, hvor vi slappede af et par timer, inden det var tid til aftensmad og efterfølgende rodeo. Aftensmaden blev på den lokale kineser som viste sig at være i top 100 af kinesiske restauranter i USA. Vi synes dog bare den var normalt god.

Herefter gik det afsted mod rodeoet. Vi var spændt på, hvordan det ville se ud. Det viste sig at være et sted på størrelse med en atletikbane, hvor der var en oval bane i midten, tribuner langs den ene langside og kortside, et VIP telt på 1/3 af den anden langside og så var der låger i begge ender og langs resten af den anden langside var bokse, hvor hestene/tyrene blev sluppet løs fra.

Det hele startede kl 18 med kæphesteløb for børn under 6. Det gik godt for de fleste og kun nogle enkelte farede vild (de skulle løbe fra en linje hen om en tønde og tilbage igen. Kort efter startede det rigtige rodeo. Speakeren snakkede først om en der blev udnævnt til æresmedlem (og fik overrakt et gevær i gave) og herefter blev der sunget nationalsang. Pludselig begyndte folk at kigge op og pege, og da vi gjorde det samme, kunne vi spotte en faldskærmsudspringer med et kæmpe amerikansk flag under sig. Han kom langsomt dalende ned og landede midt i arenaen. Det tog vel et par minutter i alt. Selvfølgelig blev soldaterne også lige nævnt og takket for deres indsats for landet. Meget amerikansk, men meget sjovt at opleve.

Derefter gik det for alvor i gang, først med en af de heste, som ikke var tilredet, der simpelthen sprang ud af sin boks ind i arenaen og tog en løbetur rundt. Den blev dog hurtigt indfanget igen. Der gik ikke mange minutter, så åbnede tre låger pludselig og to cowboyer til hest med en tyrekalv imellem sig kom i fuld spurt ud, hvorefter den ene af cowboyerne kastede sig fra sin hest over på tyrekalven, greb den om hornene og væltede den til jorden. Det så ret vildt ud! Det var der så 10 par cowboyer der gjorde efterfølgende. Det gjaldt åbenbart om at være hurtigst.

Og så var rodeoet ligesom i gang. Herefter kom der cowboyer på ikke-tilredet heste uden sadler. De lå nærmest ned og det gjaldt om at blive på hesten i 8 sekunder og se så sej ud som muligt i mellemtiden. Det var kun ca. halvdelen der klarede de 8 sekunder. Ud over det var der også konkurrence med lasso på tyrekalv, hvor en cowboy skulle fange den om hornene og en anden om benene. En konkurrence, hvor en cowboy skulle fange en kalv om halsen for derefter at springe af hesten, løbe hen til kalven og binde tre ud af fire ben sammen (åbenbart den måde de indfanges når de skal brændemærkes?). Og så var der selvfølgelig også de klassiske, hvor de skulle holde sig i sadlen på en vildhest og blive siddende på en tyr.

Indimellem var der også et show, med en ældre gut, som trænede vilde mustanger, som var blevet indfanget pga. deres levesteder var blevet ødelagte. Han kom ridende på en mustang, han havde haft et års tid og jagtede blandt andet et mekanisk får, sprang over en specielt indrettet bil og endte med at hesten satte sig op i bilen (no kidding), som kun havde et stort sæde og han hoppede ind ved siden af og kørte ud.

Efter tyreridningen tænkte vi, at nu var det nok ved at blive slut, men nej, så var det børnenes tur igen. De skulle selvfølgelig også prøve at lege rodeo. De fik dog hverken en vild hest de skulle blive siddende på, eller en tyr. De fik et får. Så de blev sat ned på et får, inde i en bås, hvorefter porten åbnede, fåret løb afsted og barnet så skulle blive hængende så længe som muligt. I alt var der vel 15 børn. Heraf klarede 3-4 at blive hængende mere end to sekunder. En sød lille pige vandt.

Og så er det slut, tænkte vi, men nej, så blev der kørt en rampe ind og to fyre på motorcross-cykler lavede vilde hop, hvor de lavede saltoer og lignende mens motorcyklen var i luften. Jeg turde slet ikke kigge til sidst. Men så var det også slut og det var vist meget godt. Klokken var blevet 22.30 og temperaturen var faldet til 10 grader. Så os, der bare havde en bluse og sommerjakke på, frøs efterhånden godt. Det var derfor rart at komme tilbage til bilen, som hurtigt varmede op, og ellers var det bare hjem og under dynen i en fart.

Vi startede dagen med at lede efter morgenmad. GPS’en afslørede at der var et vaffel-sted i nærheden, så det smuttede vi ned på. Det viste sig at være et godt valg. Vi fik hver vores dejlige, kæmpe vaffel i en hyggelig diner, med god stemning.

Vi havde nu ca. 1½ times kørsel til Lake Tahoe. Det var primært gennem nåleskov op af en bjergkæde, søen ligger nemlig næsten 2 km over vandets overflade. På vejen var der køkørsel i den modsatte retning, ud af Lake Tahoe, fordi det havde været helligdagsweekend. Vi snakker omkring 20 km kø, der kørte 10-15 km i timen… Vi var glade for, at vi ikke besøgte stedet i går.

Vel fremme ved søen, ikke at vi kunne se den endnu, var der et område med butikker og overnatningssteder. Her spottede vi Subway, hvor vi, belærte af i går, skyndte os at købe dagens frokost i form af sandwich vi kunne have med.

Herefter skulle vi finde ned til søen, faktisk ikke så let som det lyder. En stor del af dens bredder er åbenbart private, så vi endte med at køre ned ved en bådudlejning/badehotel, hvor vi tænkte at leje en kano. Det viste sig dog, at de ikke havde nogen kanoer. Valget stod mellem vandcykler (der kun måtte bevæge sig i et område på 20×150 m), havkajakker eller en rigtig båd (som så kostede ca. 1000 kr. for en time eller 2500 for 4 timers leje). Vi tænkte derfor at gå efter havkajakkerne, men da de advarede os om, at man godt kunne blive ret våd, gik vi væk fra ideen igen.

Vi besluttede derfor i stedet bare at lægge os på stranden nogle timer og nyde det gode vejr (ca. 25 grader og sol). Vandet var koldt (en stor del af vandforsyningen til søen kommer fra smeltesne), men alligevel var der en del børn, som entusiastisk plaskede rundt. Vi nød at slappe af og ligge og læse lidt.

Da vi havde fået nok sol og strand kørte vi videre mod dagens overnatningssted, som lå 2½ times kørsel mod sydvest. Vi skulle over et par bjerge mere, med sne på, før vi kom frem til Bridgeport, der ligger i et dalområde i Sierre Nevada bjergene. Der kom godt nok et par højdemeter på, op og ned gik det, mellem 8000 fod og 3000 fod, flere gange.

Vel ankommet til overnatningsstedet fandt vi ud af, at vi faktisk var meget tæt på den berømte spøgelsesby fra guldgraver tiden, Bodie, men desværre også at den lukkede kl 18 (den har status af ”State park”), så vi kunne ikke nå forbi.

Vi måtte tage til takke med et par cupcakes, købt på vej ud af San Francisco, i haven hvor vi boede, ned til en lille å. Det var nu også ret fint. Aftensmaden blev spist på stedet, da det havde egen restaurant. Stemningen var bjælkehytte med mange ”sjove” skilte og effekter hængende på væggen. I restauranten var det familien der serverede. Det vil sige højgravid mor med tvillinger i maven, datter på omkring 15 og to knægte på 10. Kvaliteten var også derefter, vi måtte vente på at få mere vand, vi fik en forkert pizza og et godt stykke ventetid. Men så sparede vi da de drikkepenge.

I dag var planen at tage til Golden Gate Park, som er en ca. 5 km lang og små 1 km bred park i den vestlige del af San Francisco. Den skulle være ret flot, med mange forskellige områder. Vi startede dog med at smutte ned på et sted i nærheden, der skulle være et af de bedste steder at spise morgenmad i SF.

Vi fik lov at vælge bord og fandt ud af hvad vi ville have. Så manglede vi bare en tjener. Hun kom da også og serverede den scone med syltetøj til, som alle fik, mens de ventede på deres bestilling. Den smagte godt. Jeg bestilte pandekager med jordbær på og Christian var eventyrlysten og bestilte noget, vi oversætter til fuldkornspandekage med æble i.

Efter lidt tid fik Christian sine pandekager, som smagte i retning af rugbrød og var lidt kedelige, men sådan kan det jo gå, når man prøver noget nyt. Da han var ca. halvvejs igennem, var jeg heldig nok til også at få serveret min portion, de måtte dog sendes tilbage, da de var halvrå. Da Christian var færdig fik jeg så en ny portion, som havde fået lidt mere, men stadig var på den rå side. Imponerede var vi ikke rigtig.

Vi havde besluttet at køre hen til Golden Gate Park, da der alligevel var en times gåtur. Da vi så bakkerne på vejen, blev vi glade for det valg. Jeg er altså glad for, at jeg ikke skal bevæge mig rundt i den by til daglig. Vi fandt gratis parkering (yay!) ved det nordøstlige hjørne og begyndte vores vandring gennem parken.

Til vores overraskelse fandt vi ud af, at flere veje løb på langs i parken, så der var meget asfalt i forhold til park. Heldigvis var den ene vej lukket for biler i weekenden (det var søndag), så vi bevægede os i den retning. Undervejs kom vi forbi et sted hvor de underviste i swing dans, i tre timer, hver søndag, gratis. Det var tydeligt at, mange ikke havde været der før og så var der ca. en tredjedel, som gav den gas i den ene ende. Det var sjovt at se.

Vi kom også forbi en sø, med en ø (bakketop) i midten, hvor folk sejlede rundt i robåde og på vandcykler. Vi ville have spist der, men der var mindst en halv times ventetid, så vi besluttede i stedet at tage den gratis shuttlebus, der kørte i weekenden, ned i den anden ende af parken, hvor der også lå et spisested. Vi slap med at vente 20 min, selvom der stod, at den kørte hver 15. min og blev langsomt fragtet gennem parken.

Vel nede i den anden ende kom vi ind på et spiseområde, hvor det væltede rundt med mennesker. Støjniveauet var højt og det hele virkede lettere kaotisk. Her var der også ventetid på mad og vi var efterhånden godt sultne. Vi burde nok have sat os og ventet, men i al den larm havde vi ikke lyst til at blive, så vi besluttede at tage shuttlebussen tilbage til den anden ende af parken, hvor vores bil holdt og så finde mad der.

Det virkede som en god plan, hvis altså shuttlebussen ville dukke op. Efter godt 30 min gav vi op og begyndte at gå i stedet. Der viste sig til gengæld at være klogt. Så fik vi en is på vejen og shuttlebussen passerede os først 5 min før vi var i den anden ende af parken (dvs. ca. en time senere). Så kom der til gengæld 2 med 3 minutters mellemrum. Jeg ved ikke hvad de shuttlebusser har lavet, men det er i hvert fald ikke særlig smart at skrive at de kommer hver 15. min, når der kan gå over en time.

Vel henne til bilen besluttede vi at når klokken alligevel var blevet 15.30, så kunne vi lige så godt lave frokosten om til en tidlig aftensmad, som vi ville finde på den anden side af Golden Gate Bridge, som vi havde besluttet at køre over ud af byen. Som sagt så gjort. Vi tog dog lige en lille detour, da man efter broen kunne køre op af en lille bjergvej og få de flotteste billeder med broen i forgrunden og San Francisco i baggrunden.

Men kl 17 fik vi da frokost/aftensmad, på den første, den bedste McDonalds. Herefter gik det nordøst på, hvor vi skulle bo i Placerville, ca. 2 timers kørsel fra San Francisco og med godt 1 times kørsel til Lake Tahoe. Da vi nåede frem blev vi mødt at et hyggeligt indisk par, som ejede motellet. De undrede sig, for på vores booking stod der ”Vil gerne have stille værelse” – på dansk. Det var en boks, man kunne sætte hak i på booking.com, men vi havde da regnet med, at de ville oversætte den, når den blev sendt til hotellet. Da vi oversatte for dem, opgradere de os straks til et kingsize værelse, hvor der ikke var nogen i værelserne på hver side. Det må man da sige er service.

Sååådan. Så er faciliteterne i orden til noget blog skrivning. Vi har lavet en masse de sidste dage, vi har været tvunget til at bruge mere tid på planlægning end vi har haft lyst til og internetforbindelserne har været ganske ustabile. Nu her på dag 18 sidder vi på et deluxe værelse i San Francisco med skrivebord, kontorstol, kaffe og stabilt Internet. Så jeg kan skrive noget blog, mens Lise hygger med Youtube videoer på Ipad’en i sengen.

Tilbage til dag 15: Highway One. Highway One er den vestligste motorvej I USA og er det nærmeste man kommer Strandvejen. Vi havde hørt meget godt om ruten og havde derfor besluttet at give den et par dage. I dag ville vi starte med morgenmad i Santa Barbara, køre gennem Solvang og så overnatte i Monterey.

Santa Barbara er en by med en meget høj gennemsnitlig indkomst pr. indbygger. Det er også en flot og velholdt by. Den er ikke ekstravagant, men pæn at bevæge sig rundt i. Her indtog vi morgenmaden – en god undskyldning for at komme lidt rundt og se noget af byen. For god ordens skyld skal det nævnes, at vi ikke deltog i gadeskyderier, som både har floreret i nyhederne her og i Danmark.

Efter morgenmaden gik turen videre til Solvang. Det er det nærmeste, man kommer på en danskerversion af ”Chinatown”, idet det er en hel by med dansk tema. Der er bindingsværkhuse med stråtag – altså lavet i beton – der er storke i plastic og der er masser af bagerier og skilte på dansk. Der var også afbilledet den danske kongerække. Der skulle også bo en del amerikanere med dansk baggrund i byen. Nu kan det jo umiddelbar lyde ret usmageligt og kikset, men der var faktisk en hyggelig stemning. Og hvis der er noget, der er dansk, så er det jo hygge. Så selvom selve de fysiske rammer var ret karikerede, så ramte stemningen flot.

Efter Solvang begav vi os videre ud på den ”rigtige strandvej”. Den overraskede del ved forbløffende meget bjergkørsel og dels ved på mærkbare dele af strækningen rent faktisk ikke at ligge ud til kysten. Endeligt var det ret overraskende, hvor lidt kyststrækningen egentligt er beboet. USA har jo ikke meget kyst, så vi ville så der var meget gråt i gråt.

I har måske lagt mærke til det: vejret bliver nævnt en del i vores beskrivelser. Det er ikke (kun) fordi, vi er danskere og elsker at tale om vejret, men også fordi det skifter meget fra sted til sted, fra tidspunkt til tidspunkt ligesom vejrudsigterne skifter som vinden blæser… Men nu har vi besluttet os for i det store hele at ignorere vejrudsigter. Både fordi de er voldsomt upålidelige og fordi, vi efterhånden ikke har så mange dage at flytte rundt på aktiviteterne i mere.

Derfor skulle gråvejr da heller ikke forhindre os i en strandtur. Frokosten blev derfor indtaget siddende i sandet på Pismo Beach og bestod af gårsdagens jorbær – jeps et kilo+ til hver – og chokolade indkøbt til lejligheden. Mågerne ville gerne dele, men da vi kastede sand efter dem, forstod de budskabet helt klart.

Af andre sjove ting fra turen kan nævnes, at vi mødte et par flokke albatrosser. Sådan nogle har vi kun set i Zoologiske haver før, men nu kom de i flokke og i det fri. Det er lidt noget andet. Og så så vi søløver. Dem har vi jo set før, men her lå der bogstaveligt talt hundredevis af dem og solede sig, tøffede lidt rundt og sloges for sjov. De ligger der 3-4 uger, mens de skifter yderhud. Lidt overvældende at se så mange af dem samlet på ét sted – og i så ”normale” omgivelser. Ikke noget show her, bare dovne, halvsøvnige søløver i massevis.

Vel ankommet i Monterey, besluttede vi os for asiatisk mad. Der var en vietnamesisk restaurant tæt på, så en tog vi. Troede vi. For den var af uransagelige årsager lukket netop den dag. Ok, tilbage til motellet for at få noget wifi og finde noget andet. Tommys wok i nabobyen lød god, så af sted med os. Den viste sig at ligge i en lillebitte gyde, så det tog os et kvarter at finde den. Engang imellem savner man altså bare at kunne gå ud i køkkenet, tage noget mad og spise det i stedet for at skulle lede i timevis først. Men når det er sagt, var maden hos Tommy god.

McDonalds: 1

I dag var planen bare at køre. Vi skulle fra Las Vegas til Santa Barbara, ca. 5½ times kørsel. Så vi stod op, tjekkede ud og kom afsted. Selve køreturen var ikke så spændende. Først bød den på mere ørken, lig den vi havde set fra Zion til Las Vegas. Så begyndte vi at nærme os forstæderne til Los Angeles (ca. 150 km fra centrum af den). Vi skulle dog ikke ind til selve Los Angeles, men nord om, for at ramme en by omkring 100 km oppe langs kysten. Undervejs på turen blev vejret mere kedelig og den første regn (på nær den vi spottede havde ramt vores bil i løbet af natten i Tuba city) ramte os. Vi var da hurtigt ude af bygen igen og var i mellemtiden kommet op i bjergene nord for Los Angeles.

Som vi kom ud mod kysten gik landskabet over i bakker og der begyndte at komme dyrkede marker omkring os. Især appelsiner og jordbær kunne spottes. Der var da også flere vejboder, som solgte lige netop det og vi stoppede ved en enkelt, hvor vi købte et par kilo jordbær (den mindste potion de havde) til 5 dollars (godt 25 kr). Vi spiste et par enkelte, som var dejligt søde og modne og kørte ellers videre.

Vi havde fra Las Vegas tjekket mulighed for overnatning i Santa Barbara, og det var dyrt. Så vi havde besluttet allerede inden vi kørte, at stoppe i byen lige før, for så at kunne tage til Santa Barbara næste morgen. Som sagt så gjort. Vi fandt et motel. Turens billigste og dårligste, det havde tidligere været et rygerværelse og det kunne man godt lugte. Desuden var det generelt lidt snusket. Heldigvis savnede vi ikke den manglende aircon, da det var 15 grader udenfor da vi ankom. Så kunne vi ligesom lære lige at betale de 10 dollars ekstra en anden gang…

Til aftensmad fandt vi en dejlig cafe med burgere som lå ved stranden. Den havde et dejligt udendørsområde, hvor der var borde og bænke, sandkasse og en lille dam. Desværre blæste det en del og solen var på vej ned, så vi nøjes med at sidde på deres overdækkede terrasse og kigge ud mens vi spiste.

Mcdonalds: 14

Tanken med i dag var egentligt den samme som for i går – bare uden at blive trætte og gå kolde om aftenen. Lise havde tænkt lidt mere hvad tøj angik og havde i højere grad konkretiseret, hvad hun ledte efter. Så vi startede med nogle timer i Premium Outlets i det sydlige Las Vegas. Dagen før var vi i det nordlige Outlet – rent luksus med indtil flere af dem at vælge imellem. Godt nok er udvalget af butikker rimelig ens, men der er alligevel lidt forskel. Og om ikke andet fryder forandring jo som bekendt.

Denne gang var Lise også noget heldigere og fandt flere gode ting. Det lykkedes os også at gøre os færdige i ordentlig tid, så vi kunne nå at flade ud på hotellet et par timer, inden vi kastede os over aftensmad og aftenstur. Dejligt.

Efter afslapning tog vi på Triple George, som er et spisested med bar. De skulle ifølge Tripadvisor lave de bedste bøffer inden for vores priskategori. Og det skal som nok passe J Det lå i downtown Las Vegas, som er det gamle bycentrum. Altså ikke The Strip med alle de nye, store temahoteller, men et område i mindre format. Men mere om det senere.

Vi parkerede på den gamle busterminal, som nu er transportmuseum. Derefter gik vi forbi mafia museet (the Mob Museum) og hen til restauranten. De havde bl.a. udendørs servering og da vejret var helt perfekt, satte vi os der. Super hyggeligt sted med pæne duge på bordene, lys i træerne og en kunstig hæk for stemningens skyld. Ved siden af lå en bar og nabo til den var den lokale motorcykelklub. Så der hyggelig ”fin” stemning hos os, høj musik fra naboen og så rockerne, som hyggesnakkede med politiet – alt sammen inden for 30 meter. Meget typisk, hvad jeg forbinder med Las Vegas.

Vi startede med en forret bestående af rejecocktail. Desværre var deres fortolkning af en sådan 4 enorme rejer på knust is. Der var godt nok et salatblad under isen og der var en skive citron med, men ellers bestod retten udelukkende af reje. Det så meget trendy ud – og bonus for at prøve en ny fortolkning – men det var ikke lige det, vi havde lyst til. Men så var vi ellers meget mere heldige med hovedretten. Vi fik hver en bøf med kartoffelmos og lidt grøntsager. Og her tog de altså revanche. Bøffen var ekstrem mør og smagte super. Det samme gjaldt i øvrigt kartoffelmosen. En lille kuriositet var i øvrigt at både franskbrødet, vi havde fået inden forretten, og kartoffelmosen blev mærkbart mere tørt under måltidet. Så kan man lære at tage sin mad med ud i ørkenluften (Las Vegas ligger midt i Nevadas ørken). Det var ikke noget, som gik ud over måltidet, men meget sjovt.

Under måltidet havde vi også lagt mærke til noget lys og en svævebane. Så det måtte selvfølgelig undersøges efter maden. Her fandt vi så det gamle, klassiske Las Vegas Downtown. Det er en gade, som er overdækket af en kæmpe tv skærm, som de kan vise shows på. Langs gaden er der hoteller, casinoer, barer, boder og madsteder. På selve gaden er der optrædende, spraymalere, folk med alle mulige kostumer man kan blive fotograferet sammen med, scener med musik og boder med alskens ragelse i massevis. Under taget – skærmen – løb en svævebane fra den ene ende af gaden til den anden. Og lys overalt. Både på casinoerne og på barerne stod der letpåklædte damer og svajede i vinden. De ville nok selv have kaldt det at danse, men enten var de ikke særligt dygtige eller også gjorde de sig bare ikke umage.

Sjovt sted at opleve. I sidegaderne på hjemvejen så vi de kedeligere eksistenser: den sovende hjemløse, den anholdte unge mand, den sindsforstyrrede gut som råbte af og slog på en skraldespand og så den stenede gut, som politiet forsøgte at vække. Men det foregik alt sammen rimeligt roligt og det var kun den vrede mand med skraldespandende, vi lige valgte at holde en god afstand til.

Nå, men vi skulle jo også gerne forbi The Strip. Så vi kørte hjemad. Vel ankommet gav vi os af sted mod dels Coca Cola butikken, dels M&M butikken og dels et par temahoteller, hvor vi gerne ville se nærmere på temaerne. På sidste tur havde vi jo overnattet på The Venetian og set deres tema (en hel lille kopi af Venedig), så det kunne være sjovt at se nogle af de andres også. Det var desværre ikke så nemt, som man skulle tro. The Strip består mest af skodbutikker – ting til ca. 1$ – og meget dyre butikker – 300$+. Og så er der hotellerne. Vi havde regnet med en vis stemning på selve Strippen, men den var der desværre ikke rigtig.

Vi gik som sagt i Coca Cola butikken og M&M butikken. Især i M&M butikken havde vi håbet på en stak billige M&Ms, men de var desværre på ca. samme niveau som i Danmark – og i nogle indpakninger dyrere. Nedtur.

Hotellerne havde vi heller ikke meget held med. Det er forbløffende svært at finde rundt på dem og på The Strip, da vej, hoteller, shoppingcentre og gangbroer er bygget ind i hinanden i sindrige systemer. Lang historie kort, fandt vi kun temaområder for hotellet New York, New York. Det var – ikke overraskende – en fin kopi af New York. Her nød vi en Ben & Jerrys is i en lille sidegade – altså inde i hotellet. Det var rigtigt hyggeligt. Derefter var det blevet sent, men vi var heldigvis ret tæt på vores eget hotel. Så på hovedet i seng med os.

Vi kan således konkludere, at man ikke bare ser The Strip. Det kræver åbenbart mere planlægning, end vi gad i denne omgang. Måske engang på en senere tur. Måske ikke.

McDonalds: 6

Vi havde seriøst overvejet at stå op til solopgang for at fange sol og det helt tidlige morgenlys gennem hvælvingerne i Windows. Men da vi jo også må sove engang imellem – og trods alt heller ikke gider gå rundt og være alt for trætte – valgte vi at stå ”sent” op kl. 6. Det var et fint kompromis mellem at få sovet lidt og at nå noget af morgenlyset i parken.

Så vi var fremme lidt over 7. Det første, som slog os, var hvor dejligt fredeligt der er om morgenen. Parken åbner nemlig først officielt kl. 8. I praksis betyder det dog kun, at visitor centeret åbner og at man skal betale for at komme ind. Men det betyder åbenbart også, at langt størstedelen af folk først kommer fra på det tidspunkt. Der er derfor en helt anden ro. Morgener er nu officielt mit yndlingstidspunkt i parkerne.

Så var det ellers i gang med fotograferingen. Vi kendte jo allerede til motiver og vinkler fra dagen før, så det var bare i gang. Først North Window og så Double Arch. Lyset var stadig godt, trods det ”sene” tidspunkt, så det var en god plan med den ekstra times søvn eller to. Og igen var det rart med få mennesker. 50-100 turister og en række motorhomes pynter bare ikke rigtigt på naturbilleder.

lyset var taget af, gik turen videre til Devil’s Garden og Landscape Arch. Landscape Arch er en høj og bred hvælving. Faktisk overraskende stor, når man kommer tættere på den. Den er til gengæld ret spinkel. I 1991 tabte den nogle store sten, mens der var turister under buen. De nåede heldigvis at flytte sig (det knagede og rumlede lidt tid før), men siden da har stien under hvælvingen – klogt nok – været lukket. Parkpersonalet regner med, at hvælvingen knækker snart. Altså regnet i geologisk tid. Måske i vores levetid, måske ikke. Nå, men flot er den i hvert fald.

Vi gik videre af et såkaldt ”primitive trail” for at se flere hvælvinger. I parksprog betyder ”primitive trail” ”vi gør ikke noget aktivt for at vedligeholde det”. I dette tilfælde betød det ”kravl rundt på klipper med stejle fald ved siden af”. Så det droppede vi hurtigt igen. Det er ok at gå tæt på skrænter på ordentlige, vedligeholdte stier, men vi skal altså ikke ud at kravle.

Man kunne også tage en anden vej rundt – også primitive trail, som var mere spiselig. Det var nemlig en fin sandsti hen over prærien. Så den tog vi. Det var en dejlig fredelig tur, som bl.a. ledte os igennem et udtørret flodleje. Det var sjovt at prøve at gå i. Ja altså, det er jo bare grus – men selve konceptet. Efter et par km gik denne sti desværre også over til at blive til klatring ved skrænter, og så tog vi pænt sandstien tilbage igen. Men selvom vi aldrig nåede de sidste hvælvinger, fik vi en flot natur-gåtur. Fremadrettet vil vi dog forholde os skeptiske til ”primitive trails” i bjerge.

Efter turen var det blevet tid til frokost. Den blev indtaget i Moab på en hyggelig café, Lise havde fundet. Den havde havedam, grønne planter (et særsyn i ørkenen) og hyggelige borde udenfor. Her fik vi en god, ikke fedtet lakseburger og nød at sidde i skyggen. Så selvom vi oprindeligt havde gættet Moab til at være en dyr turistfælde, har den været god ved os.

Overnatningen foregik i byen Green River. Der er mange moteller med mange værelser, men det ser godt nok kedeligt ud. Det meste ligner discount og resten er bare jævnt kedeligt. Man forstår efterhånden godt teenagefilmene med de unge, som vil væk fra fødebyen og ind til storbyen.

McDonalds: 0

Vi havde jo egentligt planlagt at skulle til Mesa Verde i dag, så vi havde overnattet i Cortez. Det betød nogle timers kørsel til Arches. Arches er en nationalpark med mange flotte sten- og bjergformationer og med talrige stenhvælvinger – deraf navnet (arch = hvælving). Den nye plan blev derfor, at vi ville se solnedgang i Arches i dag og solopgang i morgen. Vi ville derfor ankomme til parken om eftermiddagen, se så meget vi gad og så finde det bedste sted til solnedgang. Hvad overnatning angik, ville vi helst bo i Moab, da det er 10 min kørsel fra Arches. Men ifølge booking.com var det halvdyrt. Det viste sig heldigvis at være forkert. Så vi fandt et fint motel til helt almindelig pris (små 70$).

Vi ankom så til Arches ved 14-tiden efter at være checket ind på motellet. Det er altså en meget behagelig park. Man kan køre til mange af områderne og der er også mulighed for både korte og lange vandreture. Og da vejret var godt – om end lidt blæsende – gjorde vi begge dele. Efter at have studeret kort og beskrivelser, besluttede vi os for, at solnedgang skulle være ved Delicate Arch – staten Utahs uofficielle vartegn. Der var en lille times vandring derop, så vi havde god tid inden, også. Den brugte vi på at se det område, som hedder Windows. Det skulle være godt at fotografere om morgenen, så vi brugte nogle timer på at se det og finde gode vinkler og motiver til morgendagens fotografering. På den led slap vi for at bruge den sparsomme tid med godt morgenlys til at overveje og kunne derimod bare gå i gang.

Ved Windows ligger også en hvælving, som hedder Doube Arch. Ud over at være imponerende stor og flot at se på, kan man også kravle op i den. Altså ikke op på selve hvælvingen men op på klippen under den. Det gjorde vi selvfølgelig – med en flot udsigt som resultat.

Ved aftenstid gik turen så mod Delicate Arch. Turen derop var ok, selvom vi jo skulle en del opad. De fleste vandreture tager vi ”bare”, som de kommer, men netop den her skulle vi jo nedad efter solnedgang. Så det var ikke helt lige meget, hvor svær den var at gå på. Men altså – den var helt ok. Der var 50m, hvor stien var helt ud til en klippekant, men til gengæld gik vi på et plant underlag, som hældte lidt ind mod klippen. Og det var helt oppe i toppen, og derfor på den del, hvor der var mest lys.

Til gengæld var det lidt en udfordring for vores højdeskræk at være oppe ved hvælvingen. Der var grundlæggende ”god” plads, men det hældte en smule nedad mod en skrænt. Det var lidt skræmmende at skulle side ved i 1½ time, men for så vidt ok. Der var trods alt 4-5 m til skrænten og en stenkant, vi kunne sidde op ad. Det værste var næsten at se på amerikanerne. De rendte rundt tæt på kanten, enkelte småløb og – ganske få – tog sig også lige en øl, nu de var der. Jeg tænker, at de er mere vant til bjerge og højder. De er jo trods alt vokset op med dem. Og der er ikke sket nogle ulykker i mange år på trods af den opførsel på daglig basis. Så mon ikke, det bare er os, som er vant til at landskabet er plant? Men stadig til at blive lidt dårlig af.

Men altså: vi blev standhaftigt siddende sammen med de andre 50 fotografer, som også var klar til solnedgangen. Det var godt nok pisse koldt (beklager sproget), vel ca. 10 grader. Så vi nåede begge at ryste af kulde, inden vi gik ned igen. Men billederne blev talrige og flotte. Vi glæder os til at se dem i færdigredigeret form. Efter solnedgang ville månen stå op. Det kunne også give nogle flotte billeder, men det kræver et stativ. Og det havde vi desværre ikke. I det hele taget ville et stativ og en vidvinkel have været kærkomment i dag.

Så i mangel af natudstyr (bemeldte stativ og i øvrigt en pandelampe), gik vi nedad, da solen gik ned. Og det var heldigvis slet intet problem. Hverken at se eller gå. Vi morede – og undrede – os også på nedvejen. For hvem så vi på vej op? En skoleklasse med elever i 10-årsalderen på skoleudflugt. De gik og legede på stien. Så vi var ikke helt ved siden af, da vi tænkte, at de er vokset op med højder herovre.

McDonalds: 2