Kategoriarkiv: USA 2014

Dag 4: Grand Canyon

Vi vågnede tidligt og var af sted ved halv syv tiden. Caféerne var ikke åbne endnu, så morgenmaden blev på McDonalds. Det var den jo nok blevet alligevel, da Williams som sagt er ret turistet og priserne er derefter. Priserne på McDonalds varierer også fra sted til sted, men ikke i lige så høj grad som caféernes. Nå, men dagens emne var heller ikke menukort og tilhørende priser. Det var Grand Canyon. Så af sted til den.

Vi har jo været der før, så turen til visitor centeret var kendt stof. Da vi ankom var det – som forventet ud fra vejrudsigten – halvkoldt. Dvs. ca. 14-15 grader. Så vi hoppede i jakken for første gang. Sidste gang, vi var ved Grand Canyon, så vi den oppefra, så denne gang var det af sted på Bright Angel Trail ned i kløften. Bright Angel Trail er den mest benyttede og mest velholdte af stierne. Der er 4 naturlige ”stoppesteder” på stien med ca. 1½ mile (små 2,5 km) mellemrum og vi valgte at gå til det andet. Dvs. 10 km i alt op og ned. Men altså også ca. 650 m ned og 650 m op.

Så af sted med os. Stien var de fleste steder ca. 1½ m bred og lige ud til kanten af kløften. I starten virkede det lidt skræmmende, men vi vænnede os hurtigt til det. Stien var trods alt rimelig plan og understøttet af sten og træbjælker. Og så var det jo bare at nyde udsigten. For der er rigtig flot. Altså – rigtig flot. Det er også en lidt vild fornemmelse at gå nedad i noget tid og så kigge op. ”Har vi været helt deroppe?” og igen på opvejen ”Se den stentop dernede – den så vi op på for en time siden”.

Ud over udsigten var der to ting, som slog os. For det første temperaturforskellen. På kanten var der som sagt 14-15 grader og det blæste en del. Ved ”stoppested” nr. 2 var der 27 grader og næsten vindstille. Så det var en smule varmt i lukkede sko, lange bukser og en taske på ryggen. Den anden ting var, hvor ”nemt” vi havde ved at gå op igen. Brochurerne skriver, at man bør sætte ca. den dobbelte tid af til at gå op i forhold til ned. Men for os tog det ca. den samme tid. Så vidt vi kan lure er vi lidt sløve til at gå nedad (vi blev overhalet), men til gengæld hurtige op ad bakke (hvor vi selv overhalede andre). Men altså – igen en venlig tanke til vores ture med Seo og besøgene i fitness centeret.

Da vi var oppe fra stien igen gik det mod Tuba City for overnatning. Her havde vi regnet med en rolig aften. Men det var indtil vi så vejrudsigten for dagen efter. Den lovede nemlig kulde, skyer og høj risiko for regn. Ikke lige den cocktail, vi gerne ville se Monument Valley i. En af hovedattraktionerne her er nemlig, at man kan tage nogle flotte billeder. Men det kræver sollys. Så var gode råd jo dyre. Skulle vi håbe på det bedste og prøve alligevel? Skulle vi vente en dag i Tuba City, som der intet er at lave i? Skulle vi køre til Page, som er en smule mere livlig? Efter timers overvejelser, læsning på Tripadvisor og på weather.com besluttede vi at tage en hviledag, hvor vi var. Så kunne vi få styr på ruteplanlægningen, opdatere blog og slappe lidt af. Det skal man jo heller ikke kimse ad J

McDonalds: 3

Miles: 141

Dag 3: Cowboy!

Vi vågnede i Salome – kl 0.48 da et længere godstog kom forbi. Det krydser en vej i byen, så det var selvfølgelig med horn på. Dejligt. Men vi faldt da i søvn igen, indtil stedets hane vågnede omkring kl.5 og synes vi andre også skulle tage at stå op. Vi blev dog standhaftigt liggende indtil ved 6-tiden.

Der var ikke morgenmad på motellet og den eneste cafe i byen var ikke åbent, da vi kørte, så vi besluttede at finde morgenmad i næste by. Det blev så 60 miles senere i Wickenburg. På vej til Wickenburg kørte vi ad en rimelig øde strækning, hvor der var 2 “byer” med lidt trailere og et par enkelte huse. Og så var der kaktusser som vi kender dem fra westernfilm og børnetegninger. De var fine.

I Wickenburg var der flere cafeer og saloons i rigtig westernstil. Vi tog den første, den bedste og det viste sig at være et godt valg. Der var mange mere eller mindre fristende ting på menukortet, men vi bestilte hver 1 pandekage. Man kunne bestille 1 eller 2, men som servitricen også sagde “I wouldnt have let you order more”. For stor, det var den. På størrelse med et fad og vi spiste kun omkring halvdelen hver. Bemærk at enderne er bøjet ind under den på billedet, den er oval.

IMG_3937

Men videre efter morgenmaden gik det med kurs mod Bumblee Ranch, hvor vi skulle prøve at drive kvæg. Vi drejede af motorvejen, som angivet og fulgte den eneste vej, der var. Efter 2 km blev den til en grusvej, som heldigvis var i god stand. Men vi blev da enige om, at vi var glade for, at vi ikke var i sportsvogn. Efter yderligere 6-7 km fandt vi frem til Ranchen. Den bestod af tre bygninger i alt. Til den ene side lå kontoret og hvad vi gætter på var deres bolig, som var pænt indhegnet, da de havde hunde. Og så var der lige deres lille kalv, som også troede den var en hund. Den logrede pænt, når man hilste på den.

Og så holdt der selvfølgelig en fin rød sportsvogn udenfor. Tjah, hvorfor ikke?

I den anden ende var den sidste bygning, det var saddelkammeret. Stalden bestod af et overdækket område med små folde af metalgitter, ca. dobbelt størrelse af en dansk hesteboks. Her stod nogle heste og køer.

Vi skulle som sagt på cattle drive og til at hjælpe os havde vi to cowboys, Dallas og Rodriguez. Vi fik hver en hest, jeg fik Wilbur og Christian fik Walker. Som de sagde, han var opkaldt efter det han gjorde bedst. Vi kom i sadlerne, nogle mere elegant end andre, og kom afsted. Vi skulle ud i nærmeste indhegning på ca. 1,5 kvm og finde 14 køer og 4 kalve.

Det lykkedes at spotte dem ca. midt i indhegningen og vi begyndte at samle dem sammen. Dette blev gjort ved at Christian, Rodriguez og jeg dannede en linje bag dem og Dallas var foran dem til at guide. Til undsætning kom yderligere to medhjælpere på gården og deres helikopterpilot Dave. Han havde siddet på en hest ca. dobbelt så mange gange som Christian, så han var mest til pynt. Men meget flink.

Men vi fik da sat gang i køerne, nogle var mere villige end andre, og et par gange måtte vi ud og hente nogle, der synes de skulle en anden vej. Det var sjovt. Vi fik dem hele vejen tilbage til indhegningen, hvilket tog ca. 1½ time i alt. Så troede vi egentlig turen var slut. Men nej, vi fik til opgave af Dallas sammen med Dave at skille en bestemt ko ud fra resten og bringe den ned i den anden ende af indhegningen. Først viste Rodriguez og de to medhjælper hvordan, og så blev vi sluppet løs. Det gik forbløffende nemt.

Efter første succes fandt Dallas en ko med lidt mere udfordring til os, men det gik også fint. Men så foreslog han en bestemt kalv – uden dens mor. Og så fik vi problemer. Det var den ikke meget for og den løb flere gange tilbage. Men så fik jeg da også prøve at galopere rundt, vende på stedet og rigtig lege cowboy. Det var fantastisk og min ellers lidt dovne hest vågnede helt op.

IMG_3956

Køerne var trætte efter vi havde hundset rundt med dem, så de lagde sig ned…

Da Dallas hørte, at vi ikke havde nogen bestemt rute, forslog han at vi kørte til Sedona, en meget flot by, som var i retning af Flagstaff. Området omkring Sedona var ganske rigtig, rigtig flot. Røde klipper rejste sig på alle sider af en dal. Desværre var selve Sedona meget touristet. Hvis I forestiller jer en ferieby på Gran Canaria, så er I ved at være der.

Fra Sedona til Flagstaff, hvor vi havde tænkt os at overnatte, kørte vi videre gennem dalen, hvor der langsomt kom flere og flere nåletræer og vejen begyndte at klatre op langs bjergsiden i bunden af kløften. På toppen var et udsigtspunkt, hvor vi gjorde holdt, men der var køligt i forhold til Sedona, så vi kørte hurtigt videre mod Flagstaff.

IMG_3993

Vel fremme ringede vi til et motel, hvor vi fik at vide, at en overnatning kostede 199 dollars (de plejer at ligge på 60-80). Vi ringede til endnu et, de tog 189 dollars, men oplyste os om at universitetet havde et stort arrangement og det var derfor. Nå, vi havde jo ikke ligefrem lyst til at bruge 200 dollars på en overnatning. Vi ringede derfor til et par moteller i Williams, som ligger 30 mins kørsel vest for Flagstaff, hvor vi også boede på vores sidste rejse. Williams ligger 1 times kørsel syd for Grand Canyon (Flagstaff ligger 75 min kørsel sydøst for Grand Canyon). Der var priserne mere rimelige, så afsted mod Williams med os.

IMG_4005

Vi endte på samme motel som vi boede på sidst, i udkanten af byen og meget rimelig i pris. Aftensmaden blev desværre på en turistfælde af en italiensk restaurant, men i en by som Williams, er det svært at finde andet.

McDonalds: 6

Miles kørt: 259

Opdateret rute

I dag er det koldt og regner i ørkenen. Ja – ørkener er åbenbart også kolde, regnfulde steder hvor der græsser køer. Så bliver man jo så klog. Men det betyder også, at fotografering ikke er optimalt (og at det er pisse koldt og vådt). Og da næste punkt er en fototur til Monument Valley, så holder vi hviledag i dag. Det er jo en fin anledning til at opdatere ruten. De røde, er aktiviteter, som kan udgå, hvis vi støder på noget mere interessant undervejs.

Aktivitet Overnatning Dato
Monument Valley Cortez 12
Mesa Verde Montrose 13
Black Canyon Grand Junction 14
Canyonlands Moab 15
Arches Green River 16
Capitol Reef Cannonville 17
Bryce Canyon Cannonville 18
Zion Las Vegas 19
Las Vegas Las Vegas 20
Køredag Santa Barbara 21
Highway 1 Monterey 22
Monterey Bay San Francisco 23
San Francisco San Francisco 24
San Francisco Lake Tahoe 25
Lake Tahoe Mammoth Lakes 26
Yosemite Merced 27
Yosemite Visalia 28
Sequioa Visalia 29
King’s Canyon Camarillo 30
Outlet LAX 31

Dag 2: Joshua Tree Park

Endnu en dag med et gensyn på morgenmadsfronten: McDonalds. Som den opmærksomme læser af vores tidligere blog erindrer, er morgenmaden på McDonalds blandt de bedre muligheder – og det har ikke ændret sig.

Efter morgenmaden var det i retning mod Joshua Tree National park, som har navn efter de træer, der vokser i parken. De er vist biologisk set ikke er træer, men ligner det, når man står i en ørken hvor alt andet max er 1½ meter højt. Men inden vi nåede så langt var det tid til at tanke bilen. Det lyder jo nemt nok. Der er ofte lidt snak frem og tilbage hvad angår betalingen, fordi de amerikanske pumper ikke rigtigt forstår udenlandske betalingskort, men det var nu forventet. Nej, udfordringen lå i bilen. De fleste biler har et håndtag i nærheden af førerpladsen, som åbner tankdækslet eller også åbner man bare selve dækslet. Men altså – nu er det her jo en Jeep. Så vi ledte og vi kravlede rundt under sædet og instrumentbordet uden held. Der kom selvfølgelig en hjælpsom tankpasser – som heller ikke kunne få den åbnet. Først da mand nr. 4 – en anden kunde – kom til, fandt vi den lille bitte trykknap i førerdøren, som er gemt oppe under armlænet. Meget brugervenligt designet, Jeep… Men tanket blev den.

Vel ankommet til Joshua Tree havde vi besluttet dels at tage to scenic drives og dels at gå to vandreture. Vandreturene var dels til Barker Dam og dels op på et bjerg (når man er på tur med Lise, skal man altid op på mindst ét bjerg J ). Dæmningen Barker Dam er anlagt omkring år 1900 og udvidet i 1940’erne. Det er en lille dæmning, som skulle hjælpe med vand nok til de græssende køer. Græssende køer i ørkenen. Det lyder skørt, men det praktiseres stadig i dag. Og vi så – på en senere køretur – også bemeldte køer, som så ud til at være i fin foderstand.

Efter en frokost, som et jordegern gerne ville dele med os (uden held), gik anden tur som sagt op på bjerget. Rigtig flot udsigt. Og her var vi glade for vores daglige ture med Seo og ugentlige besøg i fitnesscenteret. Det lykkedes faktisk, at undgå ømme ben dagen efter.

IMG_3839

Udsigtspunktet var også rigtig fint. Der var dog noget dis – hvilket ifølge skiltet er helt normalt. Desværre skyldes en del af disen smog, som blæser op fra sydcalifornien. Ikke så fedt, når der er så meget forurening, at den rent faktisk er synlig.

På vej ud af parken stødte vi på en lille bonus: små søde kaktusser. Der var en lille ”mark”, man kunne gå rundt i via en sti. De så lidt nuttede ud, men ifølge skiltet skulle man holde sig væk. Piggene skulle tilsyneladende sidde fast og gøre nas at få ud igen. En anden bonus på udvejen var den farbare vej. Vi var stillet et vejarbejde med ½-1 times forsinkelse i udsigt, men det udeblev. Yay!

IMG_3922

Turen gik så videre mod Phoenix, hvor vi gerne ville så langt, som muligt. Vi havde jo en aftale nord for byen kl. 10 dagen efter, så vi ville gerne så tæt på som muligt. Vi fik glimrende thai aftensmad i Blythe og kørte så videre. For at undgå myldretiden i Phoenix besluttede vi her at skære et hjørne af og tage landevejen. Fint valg. Der var bare ingen moteller i laaang tid. Masser er RV parks (overnatningssteder for autocampers), som vi ellers ikke har set mange af. Men ingen moteller. Det lykkedes dog at finde et i en lille by ved navn Salome. Her overnattede Sheriffen også, så vi tænkte, at det ikke kunne være helt galt.

McDonalds: 8

Miles kørt: 319

Dag 1: Shopping

Jetlag. Dårlig søvn trods den meget fine suite, Super 8 havde opgraderet os til. Op 5.30. Men så var vi da oppe og i gang. Vi fik en ok morgenmad på motellet med glædeligt gensyn med de amerikanske vafler. Jeg havde helt glemt, de eksisterede. Efter maden var det så af sted mod Premium Outlets i Camarillo. Det er ude i forstæderne til Los Angeles, så ”bare” et smut rundt om hjørnet på 1½ time. Det er alligevel en stor by, når man kan køre så længe på motorvej og stadig være i samme del (den nordvestlige). Og det skyldtes altså ikke myldretid, som godt ser voldsomt ud og nok forsinkede os lidt, men slet ikke hvad man kan opleve i Københavnsområdet. Vi ankom til Premium Outlets kvart i ti og de åbnede kl. 10. Vejret var herligt. Ikke for varmt og ikke for koldt. Perfekt, da centeret er et udendørs et af slagsen. Og med en rolig og afslappet stemning i hele området, kunne vi ikke bede om mere.

Til gengæld var ”høsten” ikke så stor som forventet. Bevares, vi fandt da tøj af forskellig art – bare ikke så meget som sidst og som forventet. Især Gap skuffede lidt, da de havde sat priserne væsentligt op siden vores sidste tur. De havde ellers en del i 5-10$ kategorien sidst.

Men det endte da med 8 timers shopping inkl. frokost hos kineseren i den lokale food court. Og så videre mod Joshua Tree park. Det blev til ca. 1½ times kørsel mere om aftenen. Så gad vi ikke det mere og fandt os et motel.

5 McDonalds.

Miles kørt: 136 mil

Ankommet

McDonalds spottet: 0

Kørt 8 km

Efter en 10 timer og 50 min kort flyvetur, ankom vi til LA, lokal tid 17.30. Temperaturen var behagelig og efter et lille mix up, fik vi vores udlejningsbil, en Jeep Cherokee i grå. Den lugter lidt af ny bil, men det må man jo leve med.

Vi kom i seng 6.30 dansk tid, godt trætte, eftersom vi begge kun fik taget en kort lur på flyet. Efter 5-6 timers søvn var det svært at sove længere, da det jo nærmede sig middagstid i Danmark. Vi gjorde dog et forsøg på at sove lidt længere, men endte med at stå op 5.30 lokal tid her til morgen.

Dagen idag byder på shopping i et outlet. Vejret lover 25 grader og sol. Så det ser ud til at blive en fin dag. Vi regner med, efter at der er shoppet igennem, at sætte kursen mod øst. I morgen skal vi besøge Joshua Tree Nationalpark, så vi finder overnatning et sted i den østlige udkant af Los Angeles.

Rute

I år har vi valgt at lægge ruten med prioriteter. Dvs. der er nogle steder, vi vil besøge og andre, vi besøger, hvis vi har tid. Vi har planlagt lidt rigeligt, så vi er sikre på, der er nok at se på, selv hvis vi kommer hurtigt igennem. Det er til gengæld heller ikke et helt dårligt bud, at vi skipper den østligste del af ruten med Sand Dunes, Pueblo og Rocky Mountains for til gengæld at have lidt mere tid de andre steder.

Dato Dag Aktivitet Prioritet
Onsdag 7 1 LA shopping Obligatorisk
Torsdag 8 2 Joshua tree Mellem
Fredag 9 3 Bumblee Bee cattle drive Obligatorisk
Lørdag 10 4 Gran Canyon Obligatorisk
Søndag 11 5 Monument Valley Obligatorisk
Mandag 12 6 Mesa Verde Mellem
Tirsdag 13 7 Black Canyon Lav
Onsdag 14 8 Great Sand Dunes Lav
Torsdag 15 9 Pueblo Udgår
Fredag 16 10 Rocky mountain Mellem
Lørdag 17 11 Rocky mountain Mellem
Søndag 18 12 Arches Obligatorisk
Mandag 19 13 Canyonlands (evt. Needles Overlook, Capitol Reef) Lav
Tirsdag 20 14 Bryce Obligatorisk
Onsdag 21 15 Great Basin Lav
Torsdag 22 16 Lake Tahoe Mellem
Fredag 23 17 San Francisco Obligatorisk
Lørdag 24 18 San Francisco Obligatorisk
Søndag 25 19 Monterey Bay Obligatorisk
Mandag 26 20 Kings Canyon Mellem
Tirsdag 27 21 Sequoia Mellem
Onsdag 28 22 Yosemite Obligatorisk
Torsdag 29 23 Yosemite Obligatorisk
Fredag 30 24 Yosemite Obligatorisk
Lørdag 31 25