Utah. The Elevated State (den høje stat). En af vores yndlingsstater på grund af dens flotte, røde klipper. Første attraktion var Coral Pink Sand Dunes National Monument. Nu havde vi set “normalt” gult sand, hvidt sand, og sort sand. Så måtte vi da også se pink sand.

På vej ud af Grand Canyon området fik vi endnu en overraskelse: sne. Altså ikke den, som ligger på jorden i de højere luftlag og som ikke er smeltet endnu. Men den slags, som falder ned fra himlen – men heldigvis ikke i mængder, som lagde sig. Det blev hurtigt solskinsvejr igen. Men det mindede os lige om effekten ved at opholde sig på høje områder.

Undervejs til Pink Sand Dunes begyndte vejret at se lidt mørkt og truende ud. Det gjorde det stadig, da vi nåede frem. Men vi tænkte, at det nok var bedst at komme ud at se på sagerne, inden vejret blev dårligt. Så vi skyndte os ud i klitterne. I øvrigt ikke af pink sand, men af orange sand. Jeg ved ikke hvor de har fået det der med pink fra. Måske i solopgang eller solnedgang…?

Hvorom alting er ombestemte vi os rimelig hurtigt, da det begyndte at blæse en del. Så vi skyndte os tilbage til RV’en og erklærede frokost. Der kom lidt regn og noget blæst, men ikke rigtig meget. På den anden side var det heller ikke klaret op, da frokosten var færdig. Så vi udnyttede, at vi var i RV og havde hele ”huset” med. Så vi fandt en bog frem og erklærede pause mens vejret blev bedre.

Efter en times tid blev det ok, og vi begav os igen ud i klitterne. Igen en typisk statsparkfølelse: det er flot uden at være super spektakulært. Seo nød dog at kunne løbe fri, da der ikke var andre mennesker indenfor en kilometers radius. Altså indtil vi kom op på toppen af en klit, hvor blæsten smed masser af sand i hovedet på ham. Det kom han sig dog hurtigt over, da vi havde kaldt ham væk og havde fjernet sandet fra hans øjne igen.

Efter at have gået en god tur i klitterne satte vi kursen mod Bryce, hvor Lise havde fundet et fint sted at campere gratis.

Bliver vi ikke snart trætte af den kløft, kunne man spørge sig selv. Og svaret er nej. Den er bare stor og imponerende, og der er masser af vinkler og steder at udforske. Vi har også allerede idéer til, hvad der skal ses, hvis vi en dag kommer igen.

I denne omgang havde vi valgt nordsiden (i modsætning til de andre gange, hvor vi er kommet sydfra). Nordsiden skulle være mindre befærdet, hvilket også er korrekt. Desuden er den højere oppe, hvilket gør den koldere, gør stien til bunden længere og giver flere og bredere sidekløfter fordi der er mere vand og det har mere fart på.

Vi besluttede os for dels at se så mange udsigtspunkter som muligt og dels at gå lidt ned af North Kaibab Trail – bare for at kunne sige til os selv, at vi har været der. Det er den sti, som fører ned i bunden til Phantom Ranch – den ranch vi besøgte i forårsferien kommende fra sydsiden. Den er flot med en pæn udsigt, men man går inde i en sidekløft, så man får ikke den storslåede fornemmelse, man ellers gør fra syd. Til gengæld er den stejl.

Læg mærke til broen på ovenstående billede (over kløften i “skovområdet”). Den er en del af stien. Så langt gik vi dog slet ikke. Vi nøjedes med ca. 2 mil og 450 højdemeter.

Vel oppe fra North Kaibab stien gik vi i gang med udsigtspunkter. Og her kan nordsiden altså virkeligt noget. Vi besøgte en håndfuld, som alle gik fra storslåede til meget storslåede. Her var der virkelig panorama for alle pengene. Så da vi tog ud af parken ved 15-16 tiden var vi helt mættet af indtryk.

På vejen ud fik vi så alligevel en ekstra bonus: bisoner på vejen. Der var et skilt med præcis den besked og vi nåede lige at tænke ”helt sikkert…”, men så var der en bisonflok med kalve og det hele 30 m længere fremme.

Om aftenen overnattede vi i nationalskoven lige udenfor Grand Canyon National Park. Ud over en fin plads, som var stille trods en del campister, var der også mulighed for at gå løs med Seo på en nærtliggende eng. Fedt bare at kunne lege med bold, tumle og gå uden snor.

Det er regnvejr. Altså ikke dag 14, men lige nu mens jeg skriver indlægget. Lise ligger i sengen og læser. Vi er ved Coral Pink Sand Dunes og har lige spist frokost. Det er altså en herlig ting ved at rejse i RV: Vejret er ikke med os i dag, men vi kan komfortabelt vente på, at det bliver tørvejr igen.

Nå, men tilbage til dag 14. Dagens plan var at se Horseshoe Bend. Det er en bugtning af Coloradofloden, som er speciel scenisk. Den er også nemt at komme til – man parkerer 50 m fra hovedvejen (som vi alligevel skulle køre af) og går yderligere 5-800 m. Så uden at erklære dagen total afslapningsdag, var det tæt på.

Så vi stod sent op (ca. kl. 7) og gjorde os klar i ro og mag. Derefter tog vi ned på den morgenmadsrestaurant i byen, som fik de absolut bedste anmeldelser. Her fik vi pandekager med røræg og bacon ved siden af. Super hyggeligt med variation fra mysli i RV’en. Maden var meget gennemsnitlig på den helt ok måde.

Derefter tog vi til Horseshoe Bend. Her tullede vi lidt rundt og fik taget nogle billeder. De helt sublime vinkler måtte vi opgive, da udsigten var på en klippe, hvor kanten var et fald på flere hundrede meter uden rækværk. Så den holdt vi en sund afstand til.

Herefter gik ruten videre mod Grand Canyons nordside. Den skulle være mindre trafikeret og se anderledes ud end sydsiden. Vejen dertil var i hvert fald flot. Der er massevis af plateauer, klipper og kløfter i mange farver. Vi kom også over en bro over Coloradofloden, som er bygget lige ved siden af en ældre bro, fordi den ældre er for smal til lastbiler, som krydser hinanden. Den ældre bro er så lavet om til fodgængerbro. Så der skulle vi selvfølgelig lige ud og se udsigten.

Vi overnattede i skoven udenfor Grand Canyon Nationalparken. Det var efterhånden helt hjemligt at køre gennem landskabet med grantræer og enge.

Den oprindelige plan var egentlig at se Saguaro National Park i dag, men da vi sad og kiggede campingpladser og rute i går aftes, gad vi ikke rigtig mere. Så vi besluttede at tage os en slapperdag på en nærliggende campingplads med wifi og vaskemaskiner.

Som besluttet, så gjort. Vi kørte 2 miles fra vores overnatningssted og checkede ind på campingpladsen. Der var en del RV’er, men ikke rigtig nogen mennesker. Heller ikke på kontoret. Det er ikke unormalt, så man kan checke ind selv. Men på den her plads havde vi nu regnet med bemanding – især fordi det var, hvad der stod på skiltene.

Men altså, bortset fra at minigolfbanen havde kendt meget bedre dage, var pladsen pæn og indrettet lidt hyggeligt. Så vi hookede op og skulle vaske. Men så kom dagens første udfordring: de tog kun 25-cent mønter. Og vi skulle bruge 39. Vi havde 0. Ok, tænkte vi: vi veksler, når de åbner kontoret kl. 10. Kl. 12 havde de ikke åbnet. Så vi tænkte at tage i Walmart og handle og veksle, hvis de ikke havde åbent kl. 16. Der var 20 min hver vej og ville kræve vi hookede RV’en af og på igen. Så vi ville helst slippe. Heldigvis kom der nye gæster i form af et ægtepar, som havde en rulle med 40 25-cent mønter, vi kunne købe. Yay!

Undervejs opdagede vi dagens anden udfordring: wifi netværket var ubrugeligt. Vi kunne sagtens koble os på, men der var i praksis ingen båndbredde (det tog minutter at åbne Google). Det løste vi ved at bruge vores datalinje på telefonerne i stedet.

Efter således at have overkommet nærmest uoverstigelige problemer i løbet af dagen ( J ), fik vi læst, hygget i skyggen udenfor RV’en, planlagt de næste par dage og generelt bare slappet af. Fin dag.

Aftenturen for Seo skulle have været på et trail bag campingpladsen. Der var desværre for mange kaktusser til vores nysgerrige hund, men flot var det ellers.

Som I sikkert har luret, er vi ikke så meget online. Faktisk er det noget nær umuligt at komme i nærheden af trådløst internet, de steder vi kommer. Flere steder har vi heller ikke telefondækning, så hvis I ikke hører fra os, så er det derfor. F.eks. har Lise flere gange snakket om at ville ringe hjem, men når vi så har haft dækning, er det midt om natten i Danmark.

Vi vender tilbage med flere indlæg næste gang, vi har net (eller igen vælger at dedikere noget af datapakken på telefonen til blogindlæg).

Men ring, skriv osv. bare stadig – vi vender tilbage, når vi ser det 🙂

I overensstemmelse med vores nye strategi om at stå tidligt op og besøge attraktionerne om morgenen havde vi fundet et campingplads ca. en halv time fra dagens aktivitet: White Sands. Så vi stod op 5.30, gjorde os klar, dumpede tankene og var ved White Sands før kl. 8.

Parken ligger tæt på en militær missilbase, så den er lukket ca. 1/3 af tiden. Heldigvis ikke i dag. Vi havde kontrolleret før afgang, så turen kunne justeres, men det var heldigvis ikke nødvendigt.

White Sands er en samling hvide sandklitter, som er dannet af et millioner år gammelt hav, som nu er bjergområde og udtørret søbund. Parken består af klitterne og så søbunden. Så vi tog den eneste vej op til den eneste åbne vandrerute. Hvorfor de andre var lukket, fandt vi aldrig ud af.

Halvdelen af vejen var fin nok. Dvs. asfalteret. Det var den anden halvdel – ca. 6 km. – ikke. Det er godt nok en rystende oplevelse (helt bogstaveligt) at køre på en sådan vej i RV. Hvis vi kørte mere end ca. 12 km/t rystede hele bilen som var den ved at falde fra hinanden. Så det blev 6 km. med ca. 12 km/t. Men frem kom vi da.

Det er et meget sjovt landskab. Sådan mest ørkenagtigt. Men alligevel er sandet ret køligt på trods af solen. Og der vokser (få) buske rundt omkring. Men ellers er det mest hvidt sand og blå himmel. Vi tog den åbne vandrerute på 8 km, som ledte os over klitterne ud til den tidligere, flade søbund. Sjovt at se skiftet i landskabet. Solen var varm, men det blæste ret kraftigt, så det kølede.

Da vi havde gået vores runde, tog vi en til med Seo. Denne gang noget kortere for både hans og vores skyld. Han var helt ok med sandet, men syntes ubetinget at firbenene var det mest interessante. Dem ville han gerne se helt tæt på. Det fik han ikke lov til, selv om han prøvede ihærdigt J

Igen oplevede vi, at RV’en ”kun” var ca. 28 grader. Dvs. den var steget ca. 5 grader på 2,5 time i direkte sol.

Bagefter tog vi til en campingplads ved nationalmonumentet City of Rocks, som er morgendagens attraktion. På den måde endte vi med at bo ca. 100 m. fra destinationen. Det var også en fin campingplads. Den havde desværre ikke dump station, så vi måtte stadig spare på vandet. Men det er nu helt ok. Vi fik også vasket et par t-shirts, så vi kan klare os et par dage mere, før vi skal finde et vaskeri. De tørrede på halvanden time i den tørre luft og den kraftige vind.

Apropos kraftig vind: Kraftig vind er noget skidt i en RV. Det kræver meget mere af chaufføren og man bliver ofte nødt til at køre langsommere. Og så apropos RV – det er rutine for mig at køre den på ”normale veje” nu. Det er rart og gør kørslen mere afslappet. Lise har også fået rigtig fint styr på den (det har hun nu haft hele tiden, men det er mere rutineret nu), selvom jeg kører mest.

I dag stod vi tidligt op (kl. 6). Formålet var at komme så tidligt som muligt ud til dagens attraktion så a) det ikke er så varmt for os at gå en tur og b) Seo ikke bliver stegt i RV’en imens. Det virkede helt efter hensigten, så det er planen fremover. Måske endda lidt tidligere op endnu…

Apropos varme, så er det en rigtig god ting at rejse i RV frem for personbil, når hunden skal blive i den. RV’en er større, der er flere ting i den som skal varmes op og dermed stabiliserer temperaturen, den har gardiner for alle vinduer, og den har udluftningskanaler man kan åbne i taget. I dag stod den f.eks. små tre timer i solen og blev kun ca. 26-27 grader C indendørs. Varmt, ja, men ikke livstruende som en personbil, der hurtigt når 50+ grader.

Nå men da vi var kommet af sted og skulle tanke, mødte vi en lokal brandmand. Han var – som de fleste – glad for at slå en sludder af og spurgte, hvor vi skulle hen. Da vi fortalte ham, vi skulle til Guadelope Maountains, gav han os en detaljeret gennemgang af, hvor de var i gang med afbrændinger og hver der derfor var lukket. Vi vidste det meste i forvejen, men dels blev vi lidt klogere og dels er det bare hyggeligt at få en snak, mens man tanker.

Vel fremme til parken var der desværre mere lukket, end vi regnede med. Men vi fandt et fint trail op med bjergets top. Vi gik dog ”kun” de første 2,5 km ud og hjem, da vi dels ikke gad gå 13 km/1000 højdemeter og dels ikke ville forlade Seo for længe i bilen før vi havde målt på, hvor hurtigt RV’en bliver varm. Vi nøjedes derfor med 365 højdemeter, som også gav en pæn udsigt. Parken var fin nok med nogle glimrende vandreruter, men ellers er den ikke noget spektakulært.

Efter parken tog vi videre til en campingplads, Lise havde fundet. Husk igen at ”campingplads” her i landet kan være alt fra en idéforladt parkeringsplads i en nedslidt by til det, vi normalt tænker på i Danmark. Den her kostede 14$ (ca. 90 kr.), men har ”hook ups” (så vi kan få vand på og komme af med spildevandet), en flot udsigt, campingbord og grillplads. Og så er den ret hyggelig. Der er endda vandreruter, man kan tage, hvis man vil. Det vil vi ikke 🙂 Så både billigt og godt – det er en god kombination. Billedet er fra en lille “have” på campingpladsen.

Og så er det blevet varmt. Jeg gætter på ca. 30 grader ved femtiden. Så airconditionen kom i brug for første gang i dag.

I dag skulle vi køre nogle timer for at nå frem til Guadelope Mountains National Park, så vi stod tidligt op (kl. 6). Vi skulle også lige have tømt tankene og have fyldt vand på samt betale for overnatningen, så vi var først af sted kl. 8.

Apropos overnatning, så var kontoret heller ikke åbent i dag. Faktisk så det ud til, at der ikke havde været nogen på motellet siden vi var der i går. Vi prøvede at ringe på igen, men uden held. Så vi konkluderede, at vi havde fået en gratis overnatning. Pudsigt, at sådan et sted ikke engang er til stede til at modtage betaling…

Så gik turen af sted sydpå. Det meste af vejen på lange, lige veje og i lidt gråt og kedeligt vejr. Nemt at køre i, men lidt kedeligt hvad udsigten angår. Undervejs så Lise vejrudsigten for destinationen og konkluderede, at der godt kunne være thunderstorms (tænk kraftig regn og blæst). Så vi lavede om på rækkefølgen og tog til Carlsbad Caverns i stedet. Som det hulesystem, det er, er det indendørs.

Vi vidste ikke så meget om hulerne andet end at de skulle være flotte. Det var de i den grad også. Man kan gå ca. 6 km. ad en sti fra den ene hule og gang til den næste. Der er rigtig mange, pæne formationer, stalagmitter og stalaktitter. Især hulen kaldet ”Big Room” (det store rum) lever mildt sagt op til sit navn. Der er utallige, imponerende og meget forskellige formationer i et to-delt rum, som i areal ville kunde indeholde 14 fodboldbaner. Vi har også været i andre huler, men den her er altså imponerende og flot.

Efter besøget i hulerne tog vi til vores overnatningssted, som er midt på en slette af statsejet land. Her satte vi RV’en op, og gik en tur med Seo. Da vi kom tilbage, havde en mindre flok køer samlet sig og stirrede på RV’en. Vi gik ind og gav dem en times tid, men de blev hængende. Så besluttede vi os for at få gang i grillen. Det gik markant bedre end i går og den startede uden bøvl.

Køerne syntes åbenbart at to mennesker, som griller, er super spændende. Eller også sad vi midt i deres eftermiddagssti. I hvert fald stillede 15-20 køer op på 10 meters afstand og gloede. Lidt intimiderende i starten, men de var fine nok. Seo syntes også, de var interessante i starten, men så blev de kedelige.

Da selve grilningen (er det et ord?) var færdig og vi satte os til at spise, besluttede køerne sig pludseligt for at gå videre. Og så gik de længere på 5 min. end de havde gjort de sidste 3 timer. Ret pudsig oplevelse 🙂